Perifert syn
Tidlig morgensol brænder i mine øjne, da morgenplejeren, Abbott, som ikke er helt så uhøflig som Sygeplejerske Roberts, men heller ikke kommer til at blive helgenkåret lige foreløbigt, trækker mine gardiner fra. Jeg kniber øjnene sammen og forsøger at løfte en hånd for at gnide øjnene. Så husker jeg, at jeg er fastspændt, og giver op. Jeg er i hendes magt nu, mens hun siger, "Godmorgen, Hensley," og går hen for at løsne mig og tage apparatet, der overvåger min hjerterytme om natten, af.
Jeg stoppede med at rette hende, da hun fik mit navn forkert for måneder siden. "Godmorgen."
Hun løsner mine ben, og jeg sætter mig hurtigt op, smider det tynde tæppe til side og retter hospitalets natkjole, som jeg skal sove i, når jeg bliver overvåget – hvilket er stort set hver nat nu.
"Du kender rutinen," siger hun og går mod døren. "Vi ses om femten minutter."
"Vi ses om femten." Jeg går til mit badeværelse, som ikke har nogen dør, og gør, hvad jeg skal. Mens jeg tisser, rækker jeg over og tænder for bruseren, fordi jeg kan nå knappen fra toilettet, og jeg ved, at vandet har brug for hele de femten minutter til at blive varmt.
Jeg klæder mig af og skyller mig, bruger deres dårlige undskyldning for shampoo til at gøre... noget. Jeg er ikke sikker på hvad. Uden bruseforhæng – fordi jeg kunne, hvad, kvæle mig selv med det? – går vandet overalt, og hvem som helst kunne bare gå ind i mit værelse og se mig nøgen når som helst. Det er sket mere end én gang. Jeg er vant til det.
I dag lykkes det mig at blive så ren som muligt under den kolde stråle af vand og gribe det tynde håndklæde, jeg kun får lov til at bruge i disse få minutter, til at tørre mig, før jeg går tilbage til mit værelse for at tage mine joggingbukser på. Her må vi kun have tøj uden snore, knapper eller lynlåse. Jeg tager et af mine to par sokker på og hopper i et par sandaler.
Mit lange mørke hår ligner en utrimmet hæk. Jeg plejede at forsøge at køre den elendige undskyldning for en børste, de har givet mig, igennem det, men det gør jeg ikke længere. Det er for filtret, og jeg ville sandsynligvis knække børsten i to og få at vide, at jeg lavede en skiv. Tandbørsten er ikke meget bedre end hårbørsten, så jeg kører noget tandpasta over mine tænder med min finger og spytter i vasken. Jeg har styr på det nu. Jeg har seks minutter til at sidde på kanten af min seng og overveje mine livsvalg, før jeg skal til morgenmad. Hvis vi kommer for sent, dukker en sygeplejerske op og trækker os ned ad gangen i kraven. Hvis vi er urolige, er det en sprøjte med booty juice.
Tanker om min mor får mine øjne til at fyldes med vand. Det er så længe siden, jeg har set hende. Jeg må kun tale med hende i ti minutter om dagen, og hospitalet er så langt fra vores hus, at hun ikke kan komme til den ugentlige besøgstid, fordi vores bil brød sammen et par dage før min værste episode – den der endte med at sende mig her.
Arrene på mine arme og ben er for det meste helet nu, men jeg vil altid se dem.
Seks minutter er gået. Jeg rejser mig på vaklende ben og går til cafeteriet for vores morgengrød – æg fra en karton, tørt toast og brændt bacon. Vi får det samme hver morgen, sammen med et glas appelsinjuice med frugtkød i.
Jeg hader frugtkød.
"Hvem er klar til vores morgenfest?" spørger Kyla og ruller med øjnene, mens hun tager den øverste Styrofoam-bakke på bunken og glider ned for at følge efter en dreng, jeg ikke genkender. Folk kommer og går her så ofte, at jeg mister overblikket. Kyla og en anden pige ved navn Mia er de eneste, jeg husker.
"Lad os lade som om, det er french toast i dag," siger jeg til hende og tager min egen bakke.
"Med varm ahornsirup." Hun lukker øjnene og stønner, hvilket får mig til at fnise. Hendes korte blå hår begynder at miste farven. Vi ligner alle sumprotter herinde. Det er sådan, man ved, man har fået en ven. De er ligeglade med, hvordan du ser ud – eller lugter.
Vi tager vores bakker hen til et bord nær et af vinduerne, der er så højt, at vi ikke rigtig kan se ud af det, og sætter os. "Hvor er Mia?" spørger jeg, mens jeg skovler de kedelige æg ind. Vi spiser ikke igen før middag, og der er det en slags grødet kød i noget, der skal forestille sovs. Seks timer er lang tid at gå uden mad. Jeg har sprunget denne forfærdelige morgenmad over nok gange til at vide, at det ikke er det værd.
"Røvsaft," siger hun med en bid toast i munden. "I nat var hård."
En kuldegysning løber ned ad min ryg. Jeg har også misset nogle morgenmåltider efter hårde nætter. Jeg gnider min arm igen. Alle mine ar er fra hjemmet, men stadig, jeg er blevet håndteret voldsomt i min søvn og i en døsig tilstand nok gange til at have blå mærker.
Jeg er næsten færdig med at spise, da sygeplejerske Abbott træder ind i døren. "Stone!" råber hun og kalder på mig.
Jeg holder vejret og fanger Kaylas blik. "Før medicin?" spørger hun.
Jeg trækker på skuldrene, rejser mig og skubber stolen tilbage med knæene. Det er usædvanligt, at hun kalder en patient ud til at se deres læge, før vi overhovedet har fået vores morgenmedicin. Jeg plejede at blive nervøs ved at gå ind til lægen for "terapi," men jeg er komfortabel med Dr. Bolton, så det generer mig ikke så meget. "Vi ses til frokost."
"Hvis jeg stadig er her," joker Kayla. Når hun griner, fanger de skarpe fluorescerende lys over os arret på hendes hals, hvor hun forsøgte at skære halsen over for fire måneder siden. Hun vil stadig være her.
Jeg går over til sygeplejerske Abbott, som ikke siger noget, mens hun drejer rundt og går ned ad gangen. Jeg følger hende til Dr. Boltons kontor. Døren er åben, så hun gestikulerer, at jeg skal gå ind.
Han ser op fra sit skrivebord med et varmt smil, og enhver spænding, jeg havde med mig, forsvinder, mens jeg sætter mig overfor ham.
"Hvordan har du det i dag, Hezzlie?" Hans stemme er rolig og afslappende, som en vuggevise.
"Fint." Det er ikke en løgn. Jeg kunne ikke være "god" eller "vel," da jeg sidder fast på dette sted, men "fint" er bedre end alternativet.
"Godt. Jeg ved, du havde en dårlig drøm i nat," fortsætter han, hans lysebrune øjenbryn rynker sig over hans hasselbrune øjne. "Hvordan var den?"
Jeg ryster på hovedet. "Jeg kan ikke rigtig huske den."
Hans øjenbryn trækker sig lidt sammen, da han spørger, "Er du sikker på det?"
Han ved, at jeg lyver. Det er en stor del af hans job at vide, hvornår jeg ikke fortæller sandheden. Jeg tager en dyb indånding og minder mig selv om, at det er Dr. Bolton. Jeg kan fortælle ham, hvad jeg husker om drømmen, uden at skulle bekymre mig om at ende i et mere restriktivt miljø. "Jeg var i skoven og ledte efter noget," begynder jeg. Han nikker opmuntrende. "Jeg kunne ikke finde det. Alle træerne begyndte at visne og blive sorte. Himlen blev truende, så jeg prøvede at vende mig og løbe, men det var da, jeg indså, at jeg var spændt fast. Det er stort set det." Jeg trækker nonchalant på skuldrene.
Dr. Boltons hasselbrune øjne borer sig ind i min pande, fordi jeg ikke ser på ham. Da jeg endelig løfter mine øjne, tager han en pen og noterer noget. "Noget andet?"
Jeg ryster på hovedet.
"Ingen... ulve?"
Jeg trækker en dyb indånding og prøver at få ordene ud. Jeg er blevet så vant til at benægte, at jeg bliver ved med at drømme, at jeg er en varulv, at det er svært for mig at sige det – selv til denne læge, som jeg respekterer. Jeg formår endelig at få mit hoved til at rokke lidt frem og tilbage.
Et svagt smil breder sig over hans læber. "Forstået." Han skriver også det ned, men siger ikke mere. Dr. Turner plejede at prøve at overbevise mig om, at jeg ikke var en varulv – som om jeg virkelig troede, jeg var en. Det hele er så fandens dumt. Jeg ved, at jeg ikke virkelig kan forvandle mig til en ulv.
Er du sikker på det?
Stemmen, der har været i mit hoved, siden jeg blev sytten, lyder, men jeg ignorerer den. Ja – jeg ved, at jeg ikke er en ulv.
Dr. Bolton lukker min mappe og sin laptop. Han bøjer sig ned og løfter en pose, der ser ud til at indeholde et par jeans – ikke sikker på hvad ellers. "Tag denne tilbage til dit værelse og klæd dig på," siger han og skubber posen til mig.
Min pande rynker sig, mens jeg instinktivt tager den. "Hvorfor?"
Han ser mig lige i øjnene og siger, "Fordi vi skal afsted."