4
Jen sad i haven bag palæet, stadig iført den parka, hun havde taget på for timer siden. Det var sent og koldt, men hun ville ikke ind endnu. Hun havde ikke lyst til at svare på de spørgsmål, hun vidste, hendes to bedste venner utvivlsomt ville bombardere hende med. Hun løftede hovedet op mod den klare himmel og beundrede de tusindvis af stjerner, der oplyste mørket.
En gren knækkede på jorden til venstre for hende. Jen vendte sig mod lyden og så Alina komme hen imod hende, indhyllet i en tung frakke og med to kaffekrus i hænderne. Hun kunne ikke lade være med at smile til Alina, da hun tog imod det tilbudte krus. Jen mærkede varmen fra dampen stige op og kærtegne hendes ansigt, da hun førte koppen til læberne.
"Så, Tweedle Dee og Tweedle Dum sendte dig, kan jeg se." Jen nikkede mod den varme chokolade, hun var meget taknemmelig for.
Alina lo stille, mens hun satte sig på bænken ved siden af Jen. "Skyldig som anklaget, er jeg bange for."
Jen trak på skuldrene og accepterede, at der ikke var nogen måde, hendes to venner ville lade hende være alene. Hun var glad for, at det var Alina, der var kommet. Der var noget ved hende, der var så fredfyldt og trøstende.
"Jen, er du ulykkelig her?" spurgte Alina blidt.
"Nej," sagde Jen hurtigt. "Nej, Alina. Dit hjem er vidunderligt, og du og Vasile har fået os alle til at føle os så velkomne."
"Hvorfor vil du så så gerne væk?"
Jen kiggede listigt på Alina ud af øjenkrogen, mens hun tog en tår mere. Hun sank langsomt og nød varmen, der spredte sig gennem hende. "Ingen fornærmelse, Alina, men jeg ved, at du ved om pelsbolden." Alina lo af Jens insisterende stikpiller til Decebel.
"Okay, skyldig. Igen." Alina smilede, men det blegnede langsomt, da hun lagde sin hånd på Jens arm. "Giv det tid, Jen. Hvis det er meningen, så sker det." Jen begyndte at afbryde, men Alina fortsatte, før hun kunne. "Jeg ved, du tror, at fordi du ikke har nogen af parrings tegnene, er det håbløst, men vi har aldrig været omkring nogen med varulveblod så fortyndet som dit. Der er ingen, der kan sige, hvad konsekvenserne er, så vær tålmodig, lille en. Han skal nok komme rundt."
Jen nikkede langsomt, selvom hun indeni stadig havde alvorlige tvivl.
"Jeg må nok hellere gå op til Jacque og Sally og lave lidt skadeskontrol." Jen trak på smilebåndet.
"Det ville nok være klogt," sagde Alina til hende, mens de rejste sig og gik tilbage til palæet sammen.
Jen åbnede døren til Sallys værelse og fandt sine to bedste venner siddende på gulvet og gennemgå deres lektier, som deres tutor havde givet dem. Ingen af dem stoppede for at anerkende hende, og hun kunne indrømme, at hun fortjente den kolde skulder.
"Så, jeg må nok hellere undskylde for at have været en komplet røv," sagde Jen til dem med anger skrevet i ansigtet.
Sally kiggede langsomt op på hende. Hendes øjne var trukket sammen i et blik, der kunne stoppe en voksen mand. "Se, Jacque. Den fortabte ulv vender tilbage. Er det ikke sødt af hende."
Jen krympede sig ved Sallys ord, der var fyldt med sarkasme og dryppede af vrede.
Jacque gav Jen et flygtigt blik, som om hun ikke var mere end en myg. "Hm, det er det vist." Og hun vendte tilbage til sine lektier.
For pokker, tænkte Jen. Hun skulle til at krybe for dem. Hvor hun hadede at krybe. "Jeg er virkelig ked af det. Jeg ved, at I var bekymrede, og at I er vrede på mig for at være egoistisk."
Sally satte sig brat op. "Bekymret, ja. Vred, nej. Såret, helt sikkert. Jen, du vil ikke tale med os om, hvad der foregår. Du har gået og surmulet her de sidste to måneder. Du vil ikke tale om det med ulveblodet, du vil ikke tale om Decebel, og så får du det største raserianfald og begynder at pakke dine ting, mens du råber, at du ikke kan klare det mere. Vi sidder her i mørket og piller os i navlen." Sallys stemme blev gradvist højere, mens hun fortsatte sin tirade. "Jeg ændrer mening, vi er vrede. Såret, vrede og bekymrede."
Jacque stirrede på Sally, som om hun havde fået et tredje øje, mens Jen ledte efter et hul at kravle ned i.
"Jeg er ked af det, Sally. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige, men jeg er virkelig ked af det. Jeg har bare været så, åh, jeg ved det ikke. Frustreret, bange, ensom-"
"Ensom?" Jacque afbrød, tydeligt såret.
"Ikke fordi I ikke har været der," tilføjede Jen hurtigt. "Jeg kan ikke beskrive det. Okay," Jen stoppede og satte sig ved siden af sine to bedste veninder, "I vil have mig til at tale, så her går det. Da Decebel tog afsted efter jeres ceremoni, føltes det som om, der blev skåret et hul i mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det andet end total ensomhed. Jeg har været så pokkers frustreret, fordi jeg aldrig bliver deprimeret over en fyr. Jeg mener, hallo, jeg er Jen. Jeg har ikke brug for en fyr." Hun kørte sine hænder gennem sit lange blonde hår i irritation. "Men der var jeg, længtes efter en varulv, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg forstår ikke, hvorfor han bare tog afsted, som om han var ligeglad." Jen tørrede tårerne, der nu løb ned ad hendes ansigt. "Og for pokker, jeg er træt af at græde."
Jacque satte sig op og tog Jen i sine arme; Sally lagde sine arme om dem begge. De tre piger sad der i stilhed, mens Jen forsøgte at få styr på sine spredte følelser.
Endelig brød Sally stilheden. "Nå, du er tilgivet. Bare hold op med at være så stædig og tal med os, okay?"
Jen nikkede, mens hun tørrede de sidste tårer væk. "Tale, forstået. Jeg er helt med på den, chef," drillede hun.
"Så, vil du fortælle, hvad der skete i dag? Du ved, med dig og…" Sally antydede.
"Mellem mig og Hvide Tænder? Nå, jeg må indrømme, at da jeg så Decebel, blev jeg chokeret. Som i 'hvad fanden mener du med, at en kvinde sad på et toilet så længe, at hun voksede fast' chokeret."
"Åh, snap. Jeg havde glemt det. Det var vildt." Jacque krummede tæer.
"Hey. Lucy, Ethel, fokus," snappede Sally.
"Åh, rigtigt." Jen rystede på hovedet. "Så chokeret, fordi han var den sidste ulv, jeg forventede at se. Oven i det hele var han sød. Hvilket kun gjorde mig vred..." Jen stoppede, idet hun huskede, hvordan Decebel et øjeblik var gået et andet sted hen, mens han kiggede hende i øjnene.
"Hvad?" spurgte Sally.
"Det er nok ingenting, men der var et øjeblik, hvor han kiggede på mig, og han ligesom zonede ud. Jeg måtte sige hans navn flere gange, før han vågnede op. Så følte jeg, at han trak sig tilbage, hvis det giver mening. Jeg mener følelsesmæssigt. Det var som om, han byggede en mur mellem os."
"Hmm, det lyder som om, det er tid for mig at undersøge sagen," sagde Jacque.
"Åh, for alt i verden. Vi ved, at dine detektivfærdigheder er legendariske." Jen rullede med øjnene.
"Hey, jeg finpudser bare mine færdigheder," sagde Jacque fornærmet.
"Hvad du siger, Sherlock," drillede Jen.
"Okay, så fortæl resten. Hvad sagde han ellers?" spurgte Sally ivrigt.
Jen fortsatte med at fortælle dem, ord for ord, hvad der blev sagt mellem hende og Decebel. Og som altid brugte Jacque og Sally resten af natten på at dissekere samtalen. Jen svor, at de havde gjort det til en kunstart.