KAPITEL 1: FØRSTE HJERTESORG
Jeg spekulerer på, hvor meget ballade jeg vil få, hvis jeg hælder skoldende kaffe over Professor Lincoln eller stikker hånden, som han kører ned ad min arm, med en gaffel.
Jeg skærer ansigt, håber det går for en høflig smil, mens jeg trækker min arm væk fra hans. "Jeg forstår, Professor; jeg afleverer papirerne til dig på mandag, det lover jeg."
Elias Lincoln, min Grundlæggende Genetik Professor og den største slibrige person på planeten, ser på mig med et blik, der får mig til at ryste af væmmelse.
"Du ved, April," siger han hæst, "som min TA forventer jeg mere af dig."
Jeg synker en klump og vender tilbage til kaffebestillingen, jeg er ved at lave. Fredage er altid travle på Rover, den lokale café på campus. Det sidste, jeg har brug for, er min perverse professor, der forsøger at få fat i mig ved at bruge mit andet job som undskyldning.
"Jeg forstår, Professor," svarer jeg, mens jeg prøver at koncentrere mig om at tegne bladkunsten på latten, jeg har lavet. "Jeg har haft lidt travlt, men jeg skal nok klare det."
"Du ved, at du også er ved at dumpe min klasse, ikke, April?"
Jeg sukker. "Jeg skal nok klare det, Professor," gentager jeg.
"Du ved, hvis det er for meget arbejde at være undervisningsassistent, er der... andre ting, du kan gøre for lønnen." Min hånd rykker, da han rækker ud efter mig igen og kører en finger op ad min arm. Jeg hvæser, da noget kaffe spilder over og skolder min hånd.
Jeg kigger over på Mindy, min chef. Vores øjne mødes kort, og jeg ved, at hun ser bønfaldelsen i mine, men hun ser væk og ignorerer, at jeg bliver chikaneret lige under hendes næse.
"Det er okay," siger jeg sammenbidt, mens jeg laver en ny kop.
"Jeg kunne også undervise dig?" Hans hånd glider længere op ad min arm, og jeg fryser, da han stryger den mod mit bryst. "Privat, selvfølgelig."
"Hvis du er færdig med din kaffe, Professor," siger jeg sammenbidt og tager et bevidst skridt tilbage, "vi har ret travlt i dag."
Slynglen smiler. "Tre dage."
"Hvad?"
"Hvis du ikke går med til min private undervisning inden tre dage, må jeg finde en ny TA."
Jeg måber, føler mig lige dele skræmt og vred. "Vil du fyre mig, fordi jeg ikke vil sove med dig?" spørger jeg vantro.
Han ryster på hovedet. "Hvorfor skal du gøre det så vulgært?"
"Fordi det er, hvad det er," hvæser jeg.
"Jeg har brug for dette job, Professor." Min tone bliver bedende. "Min søster har type 1 diabetes, og jeg er hendes værge, vi har ingen forsikring, og hendes pleje er så dyr, jeg—"
"Alt, hvad jeg hører, er, at du kunne bruge den ekstra undervisning." Han rejser sig og smiler. "Tre dage, April."
Og så er han væk.
Jeg stirrer på glasdøren i fuldstændig vantro, føler, at jeg er ved at drukne—under vægten af hans forslag, konsekvenserne, hvis jeg nægter. Det absolutte rod, mit liv er i.
Hvis jeg mister TA-jobbet, vil jeg ikke kunne betale for Junes medicin, halvdelen af huslejen eller næste semesters undervisning.
En tåre glider ned ad mit ansigt og falder ned i kaffekoppen i min hånd med et lille plask.
"Hej, Lou," hilser jeg, da jeg ankommer til min lejlighed om aftenen.
Min værelseskammerat, Louise, vender sig om fra sin plads på sofaen. "April!" Hun slukker for lyden på tv’et og springer hen til mig for at give mig et kram.
"Hej," sukker jeg mod hende, og føler dagens vægt true med at trække mig ned.
"April..." Hun trækker sig en smule væk, og hendes skarpe blå øjne studerer mig, uden tvivl bemærker hun mine rødrandede øjne og de mørke rande under dem. "Er du okay?"
Jeg trækker på skuldrene og sætter dagligvarerne på køkkenbordet.
"Hvor er June?"
"Sover," svarer Louise.
Jeg kigger på mit ur. "Har hun—"
"Fået sin insulinindsprøjtning og spist en kyllingesandwich til aftensmad—fuldkornsbrød."
Jeg giver min værelseskammerat et træt smil. "Du er en gave fra himlen, Lou; jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig."
Hun trækker på skuldrene. "Jeg gør, hvad jeg kan for at hjælpe. Du kører dig selv helt ned, April."
Jeg sukker og begynder at pakke dagligvarerne ud. "Jeg er alt, hun har."
"April—"
"Hvis jeg ikke arbejder hårdt, hvis jeg ikke skaffer penge til hendes medicin og der sker noget med hende—" Jeg tager en skælvende indånding, mens et billede blinker gennem mit sind. Af mine forældre—liggende døde på gulvet efter en overdosis heroin.
Jeg ryster på hovedet og tvinger mindet væk.
"Jeg kan ikke miste hende også."
Louise sukker og tager pakken med morgenmadsprodukter fra min hånd. "Hvad med dig selv?" spørger hun og bevæger sig mod skabet. "Du kom ind på skolen med et akademisk stipendium og nu skraber du knap nok C’er sammen, fordi du er for udmattet og udbrændt. Du ville miste dit stipendium, hvis ikke det var for dit TA-job og—"
"Professor Lincoln vil kneppe mig."
Louise stopper op. "Hvad?"
Jeg trækker hjælpeløst på skuldrene og føler tårerne presse sig på. "Hvis jeg ikke går med til det inden tre dage, mister jeg jobbet."
"Åh, April," sukker hun og trækker mig ind i sin favn, mens hun kærtegner min ryg kærligt. "Stakkels dig."
Jeg snøfter og hviler min hage i hendes halskrog. "Jeg er så træt, Lou," hvisker jeg.
Jeg er glad for, at June sover. Jeg skal altid være modig for min lillesøster. Hvis hun nogensinde fandt ud af, hvor meget rod jeg virkelig er...
Hun kan ikke klare at miste den sidste forælderfigur i sit liv.
"Lad os anmelde ham til Studenteradministrationen," siger Louise.
Jeg fniser. "Jeg har ingen beviser; det vil være mit ord mod hans—"
Jeg fryser, mit blik fokuserer på fjernsynet bag Louise.
"Hvad?" spørger hun, da hun trækker sig tilbage.
Jeg stirrer på fjernsynet—på interviewet, der er i gang. En mand og en kvinde i halvtredserne, med tre drenge i tyverne stående bag dem, smilende høfligt til kameraet.
"Lou," hvisker jeg. "Lyd."
"Hvad?"
"Lyd," insisterer jeg og stirrer på drengen i midten.
Korte mørke krøller, djævelsk intelligente grønne øjne, syndigt lækre læber. Et ansigt skåret af guderne selv.
“Det her er en joke, ikke?” Grusom hånende latter. “Mig, kysse dig? Jeg vil hellere spise lort.”
Mere latter, grusom og hånende—og lyden af mit unge, teenagehjerte der knuses.
Louise finder fjernbetjeningen, og snart fylder lyden rummet.
"...og der har I det," siger reporteren. "Damer, det er jeres chance for at deltage i en virkelig version af The Bachelor. Ashford-familien modtager ansøgninger til brude for deres tre giftemodne sønner—Lucas, Peter og Nathan. De tre arvinger skal finde passende hustruer for at kunne komme videre og starte en ny generation af Ashford-ledelse."
Jeg synker hårdt. Nathan Ashford. Min gymnasiekærlighed—nej, kærlighed er et for lille ord.
Min første kærlighed.
Og mit første knuste hjerte.