Kapitel 3
Da jeg åbner øjnene, finder jeg mig selv på den anden side af rummet og smækker ansigtet lige ind i væggen. Så kigger jeg på hans seng og opdager, at jeg sidder på den. Jeg begynder at sige, at jeg er ved at få styr på det, men da jeg kigger op mod loftet, falder jeg igen.
Jeg bliver grebet af to meget stærke arme. Jeg kigger på dem og er forbløffet over, hvor store og hårde de er. Jeg ser så på hans ansigt for anden gang siden vores møde. Og jeg er målløs over, hvor perfekt han er. Og varulve er alle perfekte. Men denne mand er mere perfekt end perfekt. Han er en gud.
Mens jeg tænker det, ser jeg ham smile underholdt.
"Hvad?"
"Åh, ingenting. Det er bare, når en varulv møder sin mage, kan de begge høre hinandens tanker. Men da du er menneske, kan du ikke høre mine tanker. Jeg hører alt, hvad du tænker om mig lige nu."
"Åh, okay. Øhm. Nå, det er akavet. Øhm. Hvad tænker du så om mig?"
"Jeg tænker, hvor uretfærdigt det er, at jeg har taget mit tøj af, og du ikke har."
For ikke at gøre det akavet giver jeg ham en skarp bemærkning, mens han sætter mig ned og går et par meter væk.
"Øhm. Jeg er ikke den, der rev mit tøj af. Og jeg er ikke klar til, øhm, at gå derhen i et forhold, hvis det er det, du siger. Jeg har været på flugt fra det overnaturlige så længe nu med så mange tætte påkaldelser, og jeg er ikke sikker på, at du ikke vil ændre mening og dræbe mig."
Han ser pludselig meget ked af det over mine ord. Så får han et lumskt grin på sit ansigt og begynder at nærme sig mig.
Jeg kan ikke undgå den frygt, han giver mig. Jeg tror, han prøver at se sexet ud eller noget. Men jeg har haft ulve, der kiggede på mig på samme måde og derefter vendte sig om og forsøgte at dræbe mig. Jeg har dræbt tre ulve, hver gang med mig næppe undsluppet med livet i behold.
Hans ansigt får et rædselsslagent udtryk, da jeg glemmer, at han kan høre mine tanker.
Jeg føler så, at jeg har gjort noget forkert. Og hvis jeg ved noget om ulve eller varulve, skal man være meget underdanig over for en vred ulv, især en alfa, så chancerne for, at de dræber dig, er lavere.
Jeg læner mig mod væggen og glider ned og krøller mig sammen i en kugle på gulvet. Prøver at få mig selv til at stoppe et angstanfald fra at opstå. Jeg får normalt ikke angstanfald, medmindre jeg dræber noget for at forsvare mig selv.
Så taler han.
"Layla, underkast dig ikke mig."
"Hvorfor?" piber jeg.
"Fordi du er af samme rang som mig. Og jeg vil ikke have, at du er bange for mig. Jeg vil få dig til at føle kærlighed. Og jeg vil have, at du føler dig elsket af alle 200 medlemmer af flokken her. Som forresten er ivrige efter at møde dig."
"To hundrede?! Og hvorfor mig? Jeg er ingen. Jeg er en fejl i evolutionen. Og nu bliver jeg jagtet for det. Jeg har intet. De slagtede min familie, ikke bare mine forældre. Enhver, der var relateret til mig, forsvandt. Og nu ved jeg hvor. Jeg forsøgte ikke at hjælpe dem. Jeg løb bare og kiggede ikke tilbage." Jeg hulker.
"Jeg er ved at få et angstanfald," hvisker jeg til ham.
Pludselig hører jeg hans knogler knække og forme sig til hans ulv.
Jeg prøver at kigge op, men han lægger sit hoved på mit, hvilket får mig til at kigge ned igen under vægten. Jeg sidder på gulvet på randen af et angstanfald, og han vil ikke engang lade mig se på ham.
Min vejrtrækning bliver pludselig uregelmæssig, og jeg kan ikke få vejret.
Han griber pludselig fat i mig ved at bide let ned om min tynde talje. Men ikke nok til at gennembore min hud. Han er så forsigtig med mig. Som om jeg er noget smukt og skrøbeligt, han ikke vil ødelægge. Han hopper op på sin kæmpe seng og placerer mig i midten, mens han lægger sig ved hovedgærdet. Han kigger på mig og derefter til sin side, som om han vil have mig til at lægge mig på ham og bruge ham som en pude.
"Nej, jeg øh. Jeg har det fint, tak Bentley."
Han får pludselig et surt udtryk i ansigtet. Og jeg hører hans stemme i mit hoved for første gang på grund af, at han åbner en slags forbindelse.
"Enten lægger du dig på mig, eller også lægger jeg mig på dig!" siger han med en halvt alvorlig, halvt udfordrende tone.
"Øhm. Hvorfor? Jeg har det fint her, jeg trækker bare tæppet op og ønsker mig væk."
Så snart jeg siger det, er han oppe i et lyn og blokerer mig fra at få fat i tæppet.
"Ugh, jeg fryser, lad mig få tæppet, din dumme pelsede ulvemand!"
Jeg hører hans stemme i mit hoved igen.
"Det er rigtigt, jeg er pelsede. Det betyder, at jeg er varm. Og jeg er en varulv, så jeg er naturligt varm. Mennesker har en gennemsnitstemperatur på 37°, mens vi har en gennemsnitstemperatur på 40°."
"Hold da op, det er varmt... vent, ikke på den måde. Jo, på den måde. Øh." Jeg siger det og plumper ned på sengen lige foran ham med vilje, så jeg ikke lægger mig på ham.
Jeg mærker derefter hans tænder på mit håndled. Og pludselig trækker han mig i håndleddet med sin ulvemund og et dumt ulvegrin.
"Ugh, dit ansigt minder mig om et barn, der får sin vilje fra sin mor og nu har den specielle legetøj, som alle små drenge vil have."
Jeg hører pludselig hans knogler begynde at knække.
"Øhm hej. Ulv, du skal ikke tilbage til din menneskeform. Jeg sagde, jeg ikke ville lægge mig på dig. Fordi det er min svaghed. Min ven plejede at have en schæferhund, der lod mig sove på ham, og det var så behageligt, at hendes forældre måtte rive mig væk fra ham. Vær venlig ikke at tage min ulv fra mig."
"Vent, sagde jeg det? Undskyld Bentley, jeg er så træt. Jeg har sovet omkring 1 til 2 timer hver nat de sidste 5 måneder. Hvis jeg sover nu, vil du ikke kunne komme op og gøre hvad end varulve gør," siger jeg og begynder at rejse mig.
Han knurrer pludselig af mig og skubber mig tættere på ham og putter sit hoved til mit kraveben.
"Knurrede du lige af mig?" siger jeg og prøver at rejse mig for at se på ham, men hans kæmpe ulvepote går til min ryg og skubber mig ned, hvilket får mig til at lave en hmph-lyd.
Han taler så til mig igen. Det begynder at blive ret uhyggeligt.
"Hvis jeg ikke kan tage din ulv væk, kan du ikke tage min menneske væk." Han nærmest knurrer i mit sind.
"Ugh, fint. Men du vil fortryde det. Jeg snorker, når jeg sover."
"Tror du, det er slemt? Jeg finder ting at spise i søvne." Siger han i mit sind og ser på mig med et stort smil.
"Okay. Men jeg er ikke på menuen. Og husk, jeg kan teleportere. Og komme til toppen af et højt træ inden for 10 sekunder. Så prøv at spise mig, og du vil have en menneske, du skal overtale til at komme tilbage."
Han knurrer og skifter mig, så jeg ligger på hans mave, og alle hans poter er på min ryg. Han slikker derefter min kraveben.
"Jeg vil så gerne markere dig." Siger han i mit sind.
"Hvad betyder det? Og vil det gøre ondt?"
"Øhm, vi kan tale om det i morgen. Jeg er så komfortabel med min mage, der putter med mig. At jeg kunne være en bjørn og gå i hi."
"De findes også? Åh gud, er havfruer og enhjørninger også virkelige!?"
"Jeg fortæller dig alt i morgen. Nu skal du sove, før jeg beslutter mig for at skifte tilbage til min menneskeform og få dig til at sove med mig sådan."
"Øhm. Dette er fint. Jeg sover nu. Men hvad sker der, hvis jeg skal tisse midt om natten? Hvad hvis jeg teleportere ind i et træ igen, og du ikke er der til at redde mig?"
Han flytter derefter sit hoved op med snuden lige i mit ansigt og stirrer mig i øjnene og taler gennem mit sind.
"Layla. I det øjeblik du bevæger dig ud af mit greb, vil jeg være vågen. Jeg vil være på vagt for enhver mulig trussel mod dig. Så længe du er med mig, er du ikke længere i fare. Det er mit job at holde dig sikker, og hvis nogen eller noget bringer dig i fare, vil de møde mine tænder." Siger han med et stort ulvegab, der viser sine nålespidse tænder.
"Okay store, stærke Cujo. Jeg tror dig. Men du må hellere holde det løfte. Jeg vil tilbage til skolen."
"Ja Layla. Jeg glemte at fortælle dig, at du skal tilbage til skolen i morgen. Selvom du missede den første dag. Men jeg kender rektoren, da jeg gik der og også er senior. Han er menneske, men kender til vores slags, da han har set mig. Men han har svoret ikke at fortælle nogen, så han er efterladt i live og vel. Nu godnat Layla."
"Godnat Bentley." Det eneste svar, jeg får, er, at han holder mig tættere og knurrer i en glad, træt melodi.
Næste morgen
Jeg vågner op uden helt at huske, hvor jeg er. Men det første, jeg bemærker, når jeg vågner, er den gigantiske pelsfrakke, jeg har ovenpå mig. Ja, den gigantiske varulv er større end en hest. Han ligger ovenpå mig og sover. Mærkeligt nok bliver jeg ikke knust af hans vægt, men jeg kan ikke bevæge mig en tomme væk fra under ham.
Jeg begynder at vride mig ud fra under bæstet. Men jeg stopper, da han begynder at vågne.
"Kan du få din store krop væk fra mig? Jeg skal tisse."
Bentley løfter bare hovedet i sin ulveform og kigger på mig. Så ryster han på hovedet af mig og snøfter.
"Hvad er så sjovt? Din idiot? Lad mig komme op!"
Bentley kigger bare på mig og laver dette mærkelige ulvegrin/smil og lægger sit gigantiske ulvehoved på min brystkasse, så hans snude ender på min hage.
"Ugh, du er så heldig, at du er en alfa og på en eller anden måde min mage. Men hvis du havde gjort dette mod mig før alt skete, ville jeg have grebet dine kugler og revet dem af."
Han rejser sig så hurtigt i sin ulveform og går ud gennem en dør, der har en mindre dør skåret i, så nogen i ulveform kan komme ind og ud.
Jeg er ved at rejse mig, men så kommer Bentley stormende gennem døren, stadig i gang med at tage bukserne på, og beder mig vente. Han vil ikke have, at jeg teleporterer og kommer til skade.
"Hvis du ikke ville have mig til at komme til skade, hvorfor sov du så med hele din ulvekrop på mig i nat? Jeg kunne være kommet til skade der?"
"Fordi du ville være blevet kold. Og jeg havde ingen tæpper, så det bedste at bruge som tæppe var din store kælne slemme ulv."
"Stor kælne slemme ulv? Det er en ny en? Hvordan kan du være kælne og slem?"
"Frist mig ikke, lille mis?"
"Er du allerede begyndt på kælenavnene?"
"Åh, denne store slemme kælne ulv har så mange andre navne, han kunne kalde dig. Som-"
Jeg er ved at svare, da en af de varulve, der hjalp med at fange mig, løber ind.
"Alfa vampyrer ved den sydlige grænse. De kræver Laylas tilstedeværelse og din. De hævder at være på vores side."
"Nå, det ser ud til, at vi skal tisse og møde nogle vampyrer." siger han og vender sig mod mig.
"Vi skal?"
Han skifter pludselig til sin ulveform og river sit tøj i stykker. Uden varsel læner han sig ned på jorden og beder mig hoppe op.
Jeg hopper op, og han begynder at løbe. Et hus en god hektar væk, han løber så hurtigt, at jeg ikke engang kan se noget, fordi alt er en sløring. Så er vi pludselig ved badeværelsesdøren.
Han læner sin krop ned, så jeg glider af.
Jeg vender mig om og ser ham vende sig om og lægge sig ned som en hvalp.
"God ulv, nu hold vagt mens jeg bruger badeværelset."
Han hopper så op og er ved siden af mig på et øjeblik. Så taler han i mit sind. Og forfølger mig, gående rundt om mig i cirkler, nappende i de løse dele af mit tøj.
"Dril mig, og jeg vil markere dig og parre mig med dig lige her og nu. Med din 100% godkendelse selvfølgelig. Men hvis du krydser grænsen først og fortsætter med at drille mig, tager jeg det som en godkendelse til at markere og parre mig med dig og gøre dig fuldstændig til min." siger han og sætter sig på sine ulvehaser og lægger sine poter på mine skuldre.
"Pas på, min lille mage. Og tag ikke for lang tid på badeværelset. Vi har vampyrer at møde. Og vær ikke bange for dem. Ellers bliver jeg nødt til at dræbe dem for at skræmme min mage."
Jeg vender mig om og løber til badeværelset. Smækker døren i. Hans ord sender spændende kuldegysninger gennem hele min krop. Dette dumme mage-bånd vil blive enden på mig. Jeg hører så hans ulvegrin.