Kapitel 1
Det har nu været 2 år. 2 år med falske navne og falske smil. 2 år med at komme videre og glemme og fokusere på at overleve i en verden med varulve, vampyrer og meget mere. Og ingen mennesker tror, de er virkelige, så jeg kan ikke tale med nogen om dem. 2 år siden jeg gik ind og så mine forældre blive myrdet af meget menneskelignende vampyrer. Jeg er meget klog i dårlige situationer. Jeg har været i kampsport og gymnastik siden jeg var en lille pige, men begyndte først at blive god til det 5 måneder før mine forældres død. Jeg er lige flyttet til en by kaldet Sølvpile.
Jeg starter på Sølvpile Gymnasium i morgen. Eller rettere om 3 timer. Jeg sover ikke meget. Jeg har ikke været i stand til det. Vampyrerne vil virkelig have fat i mig af en eller anden grund. Jeg har hørt, at varulvene vil have fat i mig for at hjælpe mig, men jeg kan ikke stole på nogen eller noget. Jeg bor i en hytte 3 mil inde i skoven ved siden af Sølvpile by. Så jeg bør nok glemme alt om søvn på dette tidspunkt og tage gåturen ind til byen. Jeg har tænkt på at købe en bil. Men hvis jeg køber en bil, skal jeg underskrive papirer, hvilket vil føre til, at mit navn står på dem og dermed afsløre, hvor jeg er.
Jeg forlader mit hus og låser af.
Jeg starter min 3 mil lange gåtur til skole, da jeg hører den frygtede raslen af blade, der sætter mine nerver på højkant.
Så hører jeg, af alle ting, et grynt og knæk af knogler. Det betyder én ting. "Varulv"
"Åh, kom nu!" råber jeg højt og kaster mine hænder i vejret, da denne varulv har fulgt mig i 3 dage nu.
Ulven springer ud fra bag de kæmpestore blåbærbuske og sigter mod at lande på mig. Ud fra hvad jeg har set, vil han ikke dræbe mig. Men han vil have fat i mig af en eller anden grund. Jeg flytter mig meget dovent lidt til siden, mens han lander og begynder at cirkle rundt om mig for at bestemme mit næste træk.
"Hey, kom nu Hr. Menneske-Ulve-ting. Jeg skal i skole. Det er en 3 mil lang gåtur, og jeg ville hade at starte min første dag som senior på Sølvpile og komme for sent."
Ulven kigger bare på mig og derefter på sin egen ryg, som om han siger hop op.
"Ja, det sker ikke. Du får dine poter på mig, et menneske. Som kender din hemmelighed. Og hvad stopper dig fra at dræbe mig? Kom nu, jeg slap knap nok væk fra 2 vampyrer i går aftes, som i bund og grund er mennesker med ekstra fart og en trang til blod. Jeg er ikke sikker på, om jeg har energien til at klare dig lige nu. For ikke at nævne de 2 andre fyre, som jeg antager er varulve og er med dig og burde tage noget tøj på, hvis de vil være på min ejendom."
Jeg hører to gisp og "åh, hun er god". Og så knækker, popper og brækker knogler.
Begge ulve springer ud fra buskene bag mig. Jeg er ikke påvirket af dem og begynder at plukke en masse blåbær.
"Kan I ikke bare lade være. I dag er min mors fødselsdag. Jeg kan ikke besøge graven, jeg lavede til hende uden hendes krop, fordi de nok tog ligene; de dumme vampyrer leder nok stadig efter mig." Jeg- Jeg burde egentlig ikke engang gå i skole, siger jeg med et strejf af sorg i stemmen, men sluger hurtigt sorgen ned igen, da jeg husker, at jeg er omringet af 2 varulve og hvad der må være deres alfa.
Ulven, der først fandt mig. Alfaen. Piber, da jeg viser svaghed.
"Wow, tager ulve ikke fordel af svaghed og går efter drabet på det tidspunkt? Du piber som om, du bekymrer dig om, hvordan jeg har det. Især dig! Jeg peger på den større, rent hvide ulv. Hvis du er alfaen af varulvene, så burde du skamme dig over dine jagtfærdigheder, fordi jeg, en overparanoid ubrugelig menneskekvinde, har opdaget dig og bare ikke har lyst til at stå over for et stort skræmmende bæst som dig endnu. Varulven i spørgsmålet kigger bare på mig med et næsten kærligt udtryk, hvilket er mærkeligt. Måske vil han elske at dræbe mig eller noget." Hans øjne bliver store, da han indser, at jeg ved, hvornår han først fandt mig.
"Du kan være stille og snigende, men jeg nægter at dø lige nu. Jeg planlægger at færdiggøre mit sidste år i gymnasiet først. Så kan du komme efter mig. Bare lad mig få mit sidste år. Det er noget, min mor ville ønske. Fordi jeg langsomt mister det. Jeg er blevet jaget fra Californien til et sted midt i skovene i Idaho af vampyrer og varulve, der kæmper om, hvem der får mig først; det åbner mine øjne lidt og gør mig mere opmærksom på fare og død rundt om hvert hjørne. Nu, hvis du vil have mig undskyldt, skal jeg gå." Jeg siger og forsøger at gå forbi, men de to andre ulve blokerer mig og ser på mig med næsten nysgerrighed og empati.
De begynder at puffe til mig med deres snuder mod deres alfa.
Jeg tænker hurtigt og laver en baglæns salto ud af deres ring. Deres hoveder følger mig, og de ser alle på mig med chok skrevet over deres ansigter.
"Det er rart at være en pro til gymnastik!" råber jeg, mens jeg flygter.
Jeg løber så hurtigt jeg kan. Men jeg ved, at jeg ikke kan løbe fra en ulv, slet ikke en varulv, der er på størrelse med en hest.
Så jeg når det nærmeste træ og løber lidt op ad det, griber fat i en lavthængende gren og hejser mig op til den næste og den næste, indtil jeg er for højt oppe til, at de kan nå mig i deres ulveform.
Alle tre cirkler træet, jeg er i. De ser på mig med store øjne en gang imellem. Alfa-ulven, som er en ren hvid ulv, ser på de andre og derefter på mig, og en af de sorte ulve tager af sted og går bag et træ. Jeg ved nu, hvad han gør, han vil forvandle sig til sin menneskelige form. Den anden rene hvide og den kulsort ulv forbliver som deres ulve, og en af dem begynder at kradse på træet og pive for at prøve at overbevise mig om at komme ned. Mens den rene hvide sidder og stirrer på mig med et ulveagtigt smil på sit ansigt. Og et næsten kærligt blik.
Så hører jeg en meget dyb mandlig stemme, der sender en let kuldegysning ned ad min ryg. Han vil prøve at bruge sin charme på mig. Det kommer ikke til at virke. Jeg griner af mig selv højt. Den anden ulvs smil bliver endnu bredere.
Så taler han, stadig på vej ud bag træet og tager stadig sine bukser på.
"Layla, kom nu ned. Vi er her ikke for at skade dig. Vi vil hjælpe dig. Vores flok har altid arbejdet i hemmelighed omkring mennesker og har aldrig skadet nogen, du har intet at frygte, vær sød at komme ned, skat." Han siger med en stemme, der drypper af forførelse.
"Nej, jeg tror, jeg bliver heroppe. Det er ret hyggeligt heroppe uden to overgroede ulve og nu en varulv, der prøver at bruge sin charme på mig. Det virker ikke på mig. Aldrig har, aldrig vil."
"Åh, det virker, jeg skal bare være mere overbevisende." siger han, mens han smider sine bukser og beder mig om at komme ned igen.
Den rene hvide ulv knurrer ad fyren.
"Øh, nu er det et dobbelt nej. Jeg har ikke lyst til at blive voldtaget af en liderlig varulv. Jeg vælger livet, mange tak."
Hans udtryk går fra selvsikker til forfærdet på 2 sekunder.
"Nej, jeg, uh, Layla, det ville jeg ikke gøre. Jeg ville blive dræbt." siger han det sidste stille.
"Hvorfor smed du så dine bukser? Tak gud for opfindelsen af undertøj." siger jeg med sarkasme.
"Hvordan ignorerer du min varulveevne? Ingen menneske kan modstå den."
"Jeg er ikke sikker, vampyrer kan ikke få mig til at gøre, hvad de vil. Varulve kan ikke få mig til at gøre, hvad de vil. For pokker, mennesker kan ikke få mig til at gøre, hvad de vil. Jeg gør, hvad jeg vil, når jeg vil, og som det passer mig. Plus det holder mig sikker. Normalt når en overnaturlig som jer bruger deres evne, er resultatet ikke godt, og jeg har ikke lyst til at dø endnu. Jeg vil overleve. Om jeg skal være på flugt hele mit liv. Jeg vil overleve. Det er, hvad mine forældre ville have ønsket."
"Jeg er enig med dig. Du skal aldrig opgive din overlevelsesånd. Den har holdt dig i live så længe. Men jeg er ked af det, men du er mere sikker med mig." siger han, da jeg pludselig indser, at den anden ulv, der kradsede på træet, er væk.
Jeg mærker pludselig et stik i min nakke. Og føler et par stærke arme omkring mig. Jeg ser tilbage for at se gerningsmanden, gud! Hvorfor skal de se så godt ud?
Jeg lader et frustreret grynt slippe ud.
"Det sidste jeg siger, før alt bliver sort. Jeg er ked af det, mor og far. Jeg fejlede. De fik mig. Jeg ser jer snart. De vil dræbe mig, jeg ved det. Jeg føler mig så bundet til noget blødt, jeg indser så, at det er den rene hvide ulv, den eneste, der ikke viste deres menneskelige form."