Kapitel syv: Fortid bragt tilbage; pkt 1
Kapitel 7: (redigeret)
Jeg stirrede på manden foran mig. Han var virkelig smuk. Men hvor havde jeg set ham før? Jeg ved, jeg har set ham et sted.
"Er du sikker på, at du er okay?" spurgte han. Jeg nikkede, mens jeg lagde hånden på min mave. Han ville ikke vide det alligevel.
Han så forvirret og fortabt ud, samt træt. Jeg kiggede på ham igen og studerede hans ansigtsudtryk.
"Er der noget galt?" spurgte jeg ham. Han vendte sig mod mig og smilede.
"Nej, intet. Jeg håber at se dig snart... "han sænkede farten.
"Colleen," sagde jeg. Han nikkede smilende.
"Ja, Colleen." Han gik væk og vinkede farvel, nå, det var det. Jeg rystede på hovedet og gik hjemad. Jeg steg på bussen og kørte i stilhed. Mine øretelefoner var sat i ørerne, og den eneste lyd var min babys hjerteslag, ingen musik, bare stilheden, af den lille budum.
Bussen stoppede, og jeg gik hjemad, da jeg kom hjem, tjekkede jeg som altid til mor. Der lå hun med en bog i hånden. Jeg tog bogen og lagde den på natbordet, slukkede lampen.
Derefter gik jeg til køkkenet for at forberede noget at spise. Jeg var sulten, og jeg kan ikke forklare, hvor smertefuld sulten føles. Jeg hev hurtigt nogle af gårsdagens rester frem og varmede dem i mikroovnen.
Mikroovnen bippede, og jeg åbnede den og tog min varme og dampende tallerken ud. Jeg satte mig ved disken på en af barstolene og begyndte at spise. Jeg ved ikke hvorfor, men mine tanker blev ved med at flyve tilbage til tidligere. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har en følelse af, at jeg kender ham, hvilket er meget mærkeligt.
Jeg vaskede mine tallerkener og gik direkte i seng. Lå på min højre side og lyttede nøje, mens min babys hjerteslag lød i mine ører. Lyden var en melodi i mine ører. Jeg begyndte at tænke på fremtiden, på hvad nu hvis.
Hvad hvis alfaen ikke havde afvist mig, ville jeg have været lykkelig?
Sjovt hvordan jeg refererer til ham som alfa, for jeg kaldte aldrig hans navn tilfældigt, kun én gang, og jeg vil ikke engang huske det. Ingen talte meget om ham i flokken, som man ville forvente. Han var bare alfaen. Men der var historier om, at han var koldhjertet og snu, ond og hensynsløs og mest af alt nådesløs. Men uanset de rygter, der cirkulerede, stod han altid stolt og blev som alfa, fordi han var kendt for sin loyalitet og kærlighed til flokken. Men det spørgsmål, der altid havde slået mig, var, hvorfor? Hvorfor var han, som han var? Hvorfor blev han set sådan? Nå, spørgsmålet besvarede sig selv efter den nat. En mand som ham, en der stod som om han havde værdighed, var intet andet end en playboy, der ikke kunne skelne mellem rigtigt og forkert. Min naive idé om...
Jeg lod mig selv tænke på et svar, men intet kom til mig, og langsomt drev jeg ind i søvnen og blev ført ind i en verden af varm, trøstende mørke.
Næste morgen skyndte jeg mig for at komme på arbejde til tiden. Jeg var vågnet sent på grund af mit dumme, halvødelagte vækkeur. Jeg skyndte mig ud af døren mod bussen, heldigvis nåede jeg den i tide. Jeg satte mig ned og ventede utålmodigt på at komme på arbejde. Alfaens hus stod stolt, hvis der er et sted, jeg helst ikke vil være, er det her, for evigt og altid. Jeg afskyr alt, der har med ham at gøre.
Jeg kom på arbejde og begyndte at gøre rent. I dag startede jeg med køkkenet, da flere af vores medarbejdere var taget på ferie. En ubehagelig lugt nåede mine sanser, og jeg fik kvalme. Jeg havde en stærk trang til at kaste op, så jeg skyndte mig op ad trappen og hen til det nærmeste badeværelse. Jeg åbnede døren og kastede op, og det så ikke ud til at stoppe lige foreløbig. Jeg mærkede en beroligende hånd på min ryg, der gned op og ned, men jeg kunne ikke og ville ikke se, hvem det var. Jeg genkendte dog stemmen med det samme.
"Er du okay?" spurgte den dybe stemme, og det sendte kuldegysninger ned ad min ryg. Stemmen tilhørte ingen anden end alfaen selv.
Jeg skubbede mit hår tilbage og skyllede munden ved den lille håndvask ved toilettet. Jeg satte mig ned med ryggen mod badeværelsesvæggen.
"Jeg har det fint," sagde jeg forpustet.
"Er du sikker?" spurgte han. Hvem fanden tror han, han er, for at lade som om han er bekymret?
Hans ansigt viste en bekymret mine, hvilket fik mig til at fnise af scenen foran mig. Han så ud, som om jeg havde gjort noget for at rive hans hjerte i stykker, mens det i virkeligheden var omvendt. Det her var virkelig noget.
"Jeg sagde, at jeg har det fint!" hvæsede jeg irriteret over hans opførsel. "Så stop med at lade som om du pludselig bekymrer dig. Du afviste mig, ikke omvendt. Få en ledetråd." sagde jeg hårdt. Han rykkede lidt tilbage, før han genvandt fatningen. Hans øjne blev en smule sorte i vrede. Nå, jeg havde fået mig selv ind i dette.
"Reese!" Jeg hørte hans navn blive råbt. Lillian kom ind på badeværelset og kiggede på mig med afsky. Jeg rystede på hovedet af hende og hendes barnlige opførsel. Var hun ærligt talt en, jeg betragtede som en ven? En, jeg holdt meget af? Sjovt, hvordan folk kan ændre sig.
"Tag hjem for i dag. Jeg har ikke brug for, at du overanstrenger dig selv og derefter skylder mig for enhver sygdom, der måtte ramme dig," sagde han køligt. En gang et monster, altid et monster, en gang en skurk, altid en skurk, men en gang en mage, altid en mage. Denne mand fortjente at drukne i en sø, og det skulle være ved mine to hænder.
Men... Uanset hvor meget jeg havde fornærmet ham, stak mit sårede hjerte og længtes efter ham. Hvilken morsom joke månens gudinde spillede på mig.
Jeg så væk fra ham og samlede mig selv. Jeg har ikke brug for folk som ham i mit liv, det har jeg ikke. Jeg skyllede toilettet og forlod badeværelset uden at kaste et blik tilbage.
Da jeg gik ud af huset, stak tårerne i mine øjne, men jeg tvang mig selv til at holde dem tilbage. Mine dyrebare tårer skulle ikke spildes på folk, der ikke fortjente dem. Jeg gik til busstoppestedet, og heldigvis kom en bus få minutter senere. Jeg tog den til min gade og steg af. På vej hjem kiggede jeg fremad og smilede. Jeg kunne ikke bringe mit dystre selv hjem og bekymre mor.
"Kom nu, Colleen, du er stærkere end det!" motiverede jeg mig selv.
Jeg satte mine nøgler i nøglehullet, åbnede døren og gik ind i min mors soveværelse, kun for at se hende med selskab. Mine øjne blev store ved synet af gæsten. Manden, jeg var stødt ind i tidligere, sad overfor min tårevædede mor. Mit hjerte sank, da jeg så hendes ansigt.
"Mor, hvad foregår der?" spurgte jeg, mens de begge kiggede på mig med alvorlige udtryk.