Kapitel fem: Et svagt hjerteslag
Kapitel 5:
Jeg gik ned ad vejen. Det regnede kraftigt. Jeg stoppede op og kiggede op mod den mørkegrå himmel. Jeg havde mistet min vej for et stykke tid siden. Nu ved jeg ikke, hvor jeg står i øjeblikket. Sjovt, ikke?
Regnen faldt på mit ansigt og dækkede tårerne, der rullede ned ad mine kinder. Men det betød ikke, at jeg ikke kunne mærke dem. Hver tåre var smertefuld.
Efter et stykke tid fandt jeg min retning igen og gik hjemad, mens flashbacks fra tidligere skyllede ind over mig. Er det sådan, smerte føles? Er det sådan, det føles at blive afvist? Jeg vil ikke have det mere.
Mine nøgler raslede, da jeg åbnede døren. Jeg trådte ind, gennemblødt og kold. Da jeg lukkede døren, hørte jeg mors svage stemme fra soveværelset.
Jeg gik ind til hendes værelse og tvang et smil frem på mit ansigt. Jeg ville ikke have, at min mor skulle føle smerte på grund af mig. Men jeg kunne ikke opretholde min facade, hun havde allerede set lige igennem den, i det øjeblik jeg trådte ind i rummet.
"Min pige, hvad er der galt?" spurgte hun med sin rolige, beroligende stemme.
Jeg smilede, mens tårerne rullede ned ad mine kinder. Jeg ville ikke bryde sammen, men jeg kunne ikke holde det inde. Så det gjorde jeg. Jeg græd.
Jeg lagde mit ansigt på hendes skød og græd ind i det. Mine dæmpede hulk blev roligere, men tårerne blev flere. Mor klappede beroligende mit hoved og tysede på mig. Det føltes rart, men jeg var i for meget smerte til at indse det.
"Skat, hvad er der i vejen?" spurgte hun med et glimt af smerte i øjnene.
"Mor, han afviste mig. Han gjorde det så slemt," begyndte jeg at græde igen ved mine sidste ord.
"Hvem afviste dig, skat? Hvorfor?" spurgte hun såret.
En klump satte sig i min hals, og jeg var tørstig, og mit hjerte blev ved med at klemme sig i smerte.
"Min mage, mor, han afviste mig og sagde, at jeg havde forført ham. Jeg vidste ikke, at Lilly var hans mage, og han fik det til at se ud, som om jeg gjorde alt dette med vilje," hulkede jeg. "Og det værste af alt, mor, han tog det. Han tog det fra mig." Jeg brød sammen igen. "Vær ikke vred på mig, mor," sagde jeg, mens jeg så på hendes ansigtsudtryk.
"Åh skat, jeg er ikke vred, bare skuffet, og det er ikke det, jeg er vred over, at sådan en person overhovedet kan eksistere. Men ingen bekymringer skat, vi har hinanden. Vi har ikke brug for nogen andre," sagde hun, og jeg var enig. Hun har ret. Mennesker er bare hovedårsagen til smerte. Hovedårsagen til lidelse.
Og jeg vil ikke tillade mig selv at lide mere. "Hvad vil du gøre ved det?" spurgte hun mig. Jeg så på hende forvirret.
"Ved hvad?" spurgte jeg uforstående.
"Hvad vil du gøre ved din graviditet?" spurgte hun.
"Hvilken graviditet?" spurgte jeg.
"Åh, du ved det ikke, du er gravid, og jeg kan høre den svage hjerteslag, kan du ikke?" lige da hørte jeg det. Hvordan kunne jeg have overset det? Hvordan kunne jeg ikke have mærket det?
"Mor, jeg vil ikke have, at han skal vide det! Jeg vil ikke have, at mit barn skal gennemgå det samme, som jeg gjorde," bad jeg. Mor løftede sine skrøbelige hænder rystende og rørte ved mit ansigt.
"Vær ikke bekymret, du kan bare dække det med parfume, men det vil være svært at skjule det for evigt. De sidste to måneder af din graviditet vil jeg sende dig væk, og du vil komme tilbage, efter barnet er født, så vil vi holde hende skjult. Væk fra din mage, væk fra de onde mennesker i denne verden," lovede mor. Jeg nikkede, og vi talte lidt mere for at få mig til at glemme dagen i dag.
Efter et par timers snak faldt mor i søvn, og jeg, jeg gik til mit værelse og lagde mig ned for at få lidt hvile. Men alt, hvad jeg kunne gøre, var at stirre op i loftet. Jeg lagde min hånd på min mave og sukkede. Jeg tænkte på, hvad der ville blive af mit barn og mig, og jeg faldt til ro ved at lytte til dets svage og langsomme hjerteslag, der bragte mig fred.