Kapitel 7 (Mærkelige drømme og beslutsomhed)
Lauras synsvinkel
Jeg har nu været her i en uge. I starten var det ikke nemt at undvære familien, men jo længere tid der gik, jo mere indså jeg, at jeg måske var lidt mere alene, end jeg havde troet.
Når jeg ser tilbage på det hele, indser jeg, hvor blindt dum jeg var. Mange ting giver nu meget mere mening end før. Hvad der er sket, er sket, og der er ingen grund til at dvæle ved det nu. Desuden elsker jeg mit nye job, og jeg tror, jeg kommer til at få nogle rigtig gode venner der.
For ikke at nævne, at jeg har fået en ny patient på min afdeling, Robin Andrews. Han er en syvårig lille dreng med de største blå øjne, jeg nogensinde har set. Han er en skat. Han er nu en statens værge, hans far er ukendt, og hans mor forsømte ham. Hun begik selvmord og efterlod den lille fyr alene i verden.
På trods af alt det er han en glad og livlig dreng, der altid har et smil til dem omkring ham. Han er også klog og elsker at tegne. Jeg tager nogle farveblyanter og en tegneblok med til ham i morgen.
Da politiet fandt ham, havde han et kæmpe blå mærke på siden af ansigtet. De tog ham til hospitalet for at få en CT-scanning for at sikre, at han ikke havde hjernerystelse. I stedet fandt de ud af, at han havde en sjælden type hjernekræft.
Han starter behandlingen i morgen, og jeg har tænkt mig at være der for ham, selv hvis jeg skal bruge min fritid på at sove på gulvet ved siden af ham. Ingen bør gå igennem noget sådan alene, især ikke et syvårigt barn.
Jeg har endelig fået min lejlighed møbleret og gjort behagelig. Jeg har ikke hørt noget fra min familie eller min eks-forlovede. Det betyder, at de ikke har fundet ud af, hvor jeg er taget hen, og det giver mig en smule ro, for at være ærlig.
Jeg har haft nogle virkelig mærkelige drømme på det seneste. Det er altid det samme; der er en mand, der leder efter mig og kalder på mig. Jeg kan ikke få mig selv til at gå hen til ham, men hver gang jeg prøver at gå væk, er hans stemme altid i den retning, jeg prøver at løbe hen. Jeg vågner altid lige, når jeg tror, han endelig har fundet mig.
I nat var det det samme som før, men det endte anderledes, og det gør mig stadig urolig at tænke på det. Alt var som vanligt indtil slutningen, hvor jeg svagt kunne se ham i det fjerne. I stedet for at vågne denne gang vendte jeg mig om for at gå, og der stod han foran mig. Mit ansigt var mod hans bryst, og jeg kunne dufte ham.
Jeg kan stadig lugte ham, selv når jeg er vågen. Det var en undvigende duft af dyb skov, noget moderne og helt maskulint. Han var varm, da han lagde armene om mig og hviskede i mit øre. Jeg kunne mærke hans varme ånde kærtegne min hud. Hans stemme var lav og sensuel, og mindet om den giver mig stadig gåsehud.
“Min lille due, flyv venligst ikke væk.”
Hans stemme var så kærlig og sørgmodig, at jeg følte mig tvunget til at række ud efter ham for at trøste ham. Det var da, jeg vågnede, alle sengens tæpper lå på gulvet, og jeg var dækket af sved. Jeg brød ud i tårer over sorgen i hans stemme. Jeg følte mig mere alene i det øjeblik, end jeg gjorde efter bruddet med Devin.
På en eller anden måde føltes det forkert at forlade ham i den drøm. Jeg tog et varmt bad for at lette mit sind, så jeg kunne tænke klart. For at være ærlig var jeg ved at blive træt af at tænke. Så, uden at vide hvad jeg ellers skulle gøre, lagde jeg drømmen til side og gik tilbage i seng. Jeg har morgenvagten denne uge, og jeg elsker at arbejde med børnene.
Det knuser mit hjerte, når et nyt barn bliver indlagt. Jeg gør det til min mission at sørge for, at de er så glade, som jeg kan gøre dem, så de kan glemme deres smerte og fokusere på at blive raske.
I den uge, jeg har arbejdet, har jeg allerede fået tre tilbud om dates, men jeg har afvist dem alle. Jeg er ikke klar til at rejse den snoede vej igen, hvis nogensinde. Endelig kan jeg mærke mine øjne blive tunge. Jeg lukker dem og overgiver mig til søvnen for anden gang i nat.
Aidens synsvinkel
Jeg kan ikke tro, at det allerede er over en uge siden. Jeg tog tilbage til hotellet, men jeg fik at vide, at hun havde tjekket ud samme dag, som jeg blev kaldt tilbage til flokken. Jeg kan stadig huske den dag i al dens grufulde herlighed.
Vi åbnede døren til barakkerne, og lige der i fællesområdet var der seks krigere, som vi trænede fra en anden flok. De var alle klædt ud som bondegårdsdyr, de havde alle kostumer på, og det eneste, man kunne se af dem, var deres mandlige lem, der dinglede rundt, mens de bevægede sig fra den ene pige til den anden.
Nina og Kitty var nøgne bortset fra, at de begge bar et hundehalsbånd og var bundet til rummets midterstolpe. Ingen af dem syntes at bemærke, at de nu havde et publikum. Der var halm over hele gulvet, jeg gætter på for at give det en bondegårdsstemning.
De lavede alle dyrelyde, mens de fik deres klimaks. Når én var færdig, tog en anden hans plads og så videre. Jeg var ikke sikker på, hvor længe jeg stod der i lamslået stilhed; det var Josh, der fik mig ud af min chok.
Jeg trak min telefon frem og tog nogle billeder for at vise dem til deres kære far og se, om de kunne snakke sig ud af denne her.
Han trådte foran mig og råbte...
“Hvad i alverden foregår der her!?”
Først syntes de ikke at bemærke det, men i min vrede brugte jeg min alfa-stemme og råbte igen. De indså pludselig, at de var blevet opdaget, og sprang væk fra Nina og Kitty, som om de var noget ætsende syre.
En nøgen Nina og Kitty rejste sig stadig bundet til midterstolpen. Til min forbløffelse viste de ingen tegn på forlegenhed eller skam. Hvad er der galt med disse to kvinder? Hvordan er de blevet sådan? Tingene kommer ikke til at ende godt for nogen af dem nu.
Min flok er ikke særlig stor, men den vokser. De fleste af os er fra andre flokke; man kan vel sige, at vi er en gruppe af de uønskede, enten fordi de ikke havde en plads i deres flok eller er forældreløse.
En ting, jeg ikke vil tolerere, er denne slags opførsel. Vores flok har et ry for at være en respektabel flok. Jeg vil ikke risikere det på grund af disse to tøser.
Min ulv, Ares, plejer normalt ikke at blande sig i dagligdags flokforretninger, men denne gang var han lige ved min side, da jeg lod et lavt knurren ud og brugte min alfa-stemme blandet med den lave rumlen fra min ulv, Ares...
“I vil alle møde op på mit kontor om femten minutter, og I vil være ordentligt klædt på. Hvis nogen af jer tør at møde op og se sådan her ud, hvad end dette er, vil jeg dræbe jer på stedet.”
Jeg vender mig om og går væk, mens jeg lader Josh håndtere at få dem i bevægelse.
Jeg tager min mobil frem og ringer til Alfa Zephan for at lade ham vide, at hans døtre har vanæret sig selv og er forvist fra min flok for evigt. Jeg sendte ham derefter de billeder, jeg tog, så han vidste, at jeg ikke bare overreagerede. En undskyldning, han godt kunne lide at bruge, når nogen klagede over Nina og Kittys opførsel.
Derefter kontaktede jeg de to flokældste, vi har, og fortalte dem, hvad der var sket, og at jeg ville have dem til at deltage i mødet som vidner. Jeg lagde min mobil tilbage i min jakkelomme og trampede vredt tilbage til mit kontor.
Måske er det godt, at dette skete, før jeg gjorde krav på min mage. Jeg vil ikke have hende i nærheden af sådan noget rod. Det bliver svært nok at overbevise hende om at acceptere mig, og at fortælle hende, at jeg er en ulveskifter, vil være næsten umuligt. Det faktum, at hun er menneske, vil få nogle til at rynke på næsen, men det er jeg ligeglad med. Hun er min.
Jeg reklamerede ikke med, at jeg var milliardær; på en eller anden måde virkede det altid som pral eller arrogance. Nu er jeg dog glad for, at jeg har så mange ressourcer, som jeg kan få fat i. Jeg har en fornemmelse af, at jeg får brug for dem alle for at binde min mage til mig.
“Vores mage.” rettede Ares.
Jeg smiler ved tanken om hende, den fred, hun gav mig bare ved at se hende gå om sin daglige gang. Hun var min lille due, jeg vil gøre hende til min mage, jeg håber bare ikke, at jeg bliver nødt til at klippe hendes vinger for at gøre det.