Kapitel 2 *Forræderi og fortvivlelse. *
Lauras synsvinkel
Jeg stod frosset, indtil jeg endelig fik mig selv til at smække døren i. Med tårer i øjnene samlede jeg min weekendtaske op og forlod lejligheden, smækkede døren bag mig. Jeg kunne høre lyde inde fra lejligheden, mens jeg gik, men det var jeg ligeglad med.
Jeg var blindet af mine tårer, jeg tørrede dem væk igen og igen, men de blev ved med at falde. Jeg følte mig følelsesløs og kold, mens jeg vaklede hen til min bil. Jeg satte mig der lidt for at få flere tårer ud af øjnene, mens jeg bakkede ud af parkeringspladsen og kørte ud på gaden. Jeg kiggede i bakspejlet og så min halvnøgne bror løbe efter mig, jeg kunne høre ham råbe mit navn.
Jeg fortsatte, accelererede, mens jeg kørte ud i trafikken. Jeg kørte rundt i byen, frem og tilbage, bare fortabt. Jeg kunne høre min mobiltelefon gå amok, men jeg lod den ligge. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle tage hen, jeg ville ikke se nogen af dem. Jeg vidste, at jeg ikke skulle giftes i morgen, og jeg begyndte at græde igen.
Tingene blev lidt slørede, efterhånden som jeg fandt mig selv holde ind ved et lille hotel omkring halvanden kilometer fra byen. Jeg blev holdende på parkeringspladsen og prøvede at samle mig selv nok til at stå ud og få et værelse.
Endelig kiggede jeg rundt på omgivelserne. Hotellet var lille, men det så ikke ud som et af de lurvede steder, der normalt ligger i udkanten af byen. Der var en ældre dame bag disken og en ældre herre, der sad og læste en avis på en stol ved siden af hende.
Med al den styrke jeg kunne mønstre, greb jeg min taske og weekendtaske og gik indenfor for at se, om de havde et værelse ledigt for natten, måske lidt længere, hvis det viste sig at være et godt og sikkert sted.
Jeg vidste bare, at jeg ikke kunne se nogen lige nu, jeg havde brug for tid til at lade al denne smerte ud, mit hjerte føltes som om det var ved at dø, og jeg var virkelig træt. Alt, hvad jeg ønskede, var noget at spise, et langt varmt bad og en seng.
“Hej, har I nogle ledige værelser?”
Parret smilede til mig, den ældre dame så bekymret ud, da hun bemærkede mit udseende, og hun måtte også have bemærket, at jeg stadig var i mine arbejdstøj. Den ældre herre kom rundt om disken og tilbød at bære min taske for mig. Uden at tænke over det rakte jeg den til ham.
*“Bare rolig, frøken, vi har værelser ledige, vi har et dejligt et omme bagved, der har en balkon og privatliv med skoven bagved. Vi holder alle vores værelser rene og op til standard, for at være ærlig er de ikke så fancy, men vi er stolte af vores lille sted.”
“Vil du kun blive en nat, eller ønsker du at lave en længere reservation?”*
Jeg blev et øjeblik overrasket over deres venlighed. Med en rystende hånd gav jeg kvinden mit kreditkort og ID og fortalte hende, at jeg gerne ville lave en reservation for to nætter, måske mere, afhængigt af hvordan jeg har det. Det var som om, jeg slet ikke var i min egen krop, jeg kørte på autopilot.
De instruerede mig i at køre min bil om til de bageste parkeringspladser, hvor de mere private værelser var placeret. Hvis jeg havde tænkt mere over det, ville det være gået op for mig, at det at flytte min bil væk fra vejen ville skjule min tilstedeværelse her, og det var sådan de fleste af de krimiserier starter.
Men det var jeg ligeglad med, for at være ærlig var jeg lidt glad for det. På den måde, hvis nogen kører forbi og leder efter mig, vil de ikke se min bil parkeret her. Jeg vidste, at min mor og far ville komme og lede, men jeg ville bare ikke se dem heller. Jeg ville være alene og slikke mine sår, før jeg igen stod over for verden.
Jeg steg ud af min bil, og den ældre herre ventede på mig på fortovet. Jeg greb min taske og låste bilen.
“Her er det, frøken, værelse 22, der er kun en anden gæst på denne side af hotellet, så du skulle have masser af privatliv og ro.”
Han åbnede døren og rakte mig nøglen. Jeg var overrasket, da jeg kiggede rundt i værelset; det var virkelig rent og op til standard. Møblerne var moderne, og der var et lille køkken med en mikrobølgeovn og en kaffemaskine.
Han tændte lyset på badeværelset, og det var også lidt af en overraskelse. Det var godt nok ikke et fancy hotel, men det var rent, og det meste så ret nyt ud. Der var et dejligt stort badekar og en bruser. Jeg var ved at græde igen, da han endelig gik, og sagde, at jeg bare skulle ringe, hvis jeg havde brug for noget.
Jeg gik over til dobbeltsengen og satte mig der, tankeløs og udmattet. Min mobil begyndte at ringe, og jeg så, at det var Devin, der ringede, og der var fireogtyve beskeder fra Devin og min bror. Jeg slukkede telefonen og kastede den over i hjørnet af værelset.
Jeg tog min overnatningstaske og gik i gang med at tage inventar. Indeni var der et par ekstra scrubs, et par jeans, noget undertøj, en bh, to trøjer, et par joggingbukser og en tanktop. Jeg tog den lille blå taske med mine ekstra ting frem; det var bare prøvestørrelser af de ting, jeg bruger dagligt, en ekstra tandbørste og så videre.
Hvis jeg bliver længere end en dag eller to, må jeg ud at shoppe. Men lige nu tager jeg alle mine ting med ud på badeværelset og begynder at tage et dejligt langt varmt bad. Min mave rumlede, og jeg sagde til den, at den måtte vente på sin tur.
Jeg følte mig lidt friskere efter badet og meget mere afslappet. Jeg tog jeans og en T-shirt på. Jeg var stadig lidt følelsesløs, det var som om jeg gik igennem bevægelserne for at få tingene gjort, så jeg kunne krybe i seng og glemme verden for en stund.
Jeg greb min taske og frakke og gik ned til min bil. Jeg satte mig ind og sad der et øjeblik, før jeg startede den. Jeg kørte hen foran hotellet og spurgte kvinden, om der var nogen steder i nærheden, hvor jeg kunne få noget at spise.
Hun smilede til mig...
*"Hvis du ikke har noget imod simpel diner-mad, er der en café kaldet Kathy’s lige nede ad vejen, omkring fem kilometer herfra. De har åbent hele natten for lastbilchauffører og andre rejsende. Det er et godt sted, og de har god mad."
"Sig bare, at Mable har sendt dig, så tager de virkelig godt imod dig."
"Mange tak, Mable."*
Nu kan jeg holde op med at kalde hende den gamle dame, nu hvor jeg kender hendes navn. Jeg satte mig tilbage i bilen og kørte ned ad vejen, og ganske rigtigt, der var denne lille café, og på taget stod der i store lyserøde neonbogstaver "Kathy’s".
Selvom det nu var mørkt, kunne jeg se, at det var et hyggeligt lille sted, og det så rent nok ud. Det var bestemt ikke som de fedtede diners, som lastbilchauffører normalt hænger ud på. Selvfølgelig var jeg ikke ligefrem en ekspert i lastbilchauffør-diners.
Jeg gik ind og blev mødt af en meget glad dame. Hun havde rødt hår, der var sat op på toppen af hendes hoved; hun havde jeans og en sort trøje på, hvor der stod Kathy’s i lyserødt på venstre side.
Hun vinkede mig hen til at sidde, hvor jeg havde lyst. Der var ikke så travlt herinde, der var to ældre mænd ved disken og en yngre mand i en bås ved døren. Jeg lagde ikke meget mærke til nogen af dem, da jeg tog båsen i det fjerneste hjørne for mig selv.
Jeg havde lige sat mig, da den rødhårede kom hen til mig med en menu og lagde den på bordet.
*"God aften, hvad kan jeg få til dig, søde?"
"Jeg vil gerne have en stor Cola eller Pepsi, hvad I nu har, og et stort glas vand."
"Selvfølgelig, med det samme."*
Hun gik for at hente drikkevarerne. Jeg havde kun lige åbnet menuen i et sekund, da hun kom tilbage med mine drikkevarer. Det var ikke nok tid, men jeg havde en ret god idé om, hvad jeg ville have.
*"Jeg vil gerne have en cheeseburger med alt på og en side pommes frites. Når jeg er færdig med det, vil jeg gerne prøve jeres blåbærtærte med en kugle is."
"Åh, jeg kan godt se, det har været en af de dage for dig. Bare rolig, jeg skal nok tage godt vare på dig, søde. Jeg ved, hvordan det er at gå ned ad den vej."*
Jeg har holdt øje med min kost, lige siden jeg blev friet til, men det behøver jeg ikke bekymre mig om nu. Jeg gav et lille fnis; jeg vil spise, til jeg ikke kan mere. Så vil jeg rulle mig ud herfra og sove, til jeg vågner.