ANKOMSTEN
MARILYN'S POV
Min attende sommer.
En sommer jeg aldrig vil glemme.
Sommeren hvor jeg...jeg gjorde det mest afskyelige.
Jeg kan ikke bebrejdes.
Jeg kan virkelig ikke.
Naturens kræfter måtte alle vende ryggen til mig og sende den mest uimodståelige nemesis, jeg nogensinde har set.
En smuk, attraktiv, betagende nemesis i form af en mand, der blev tildelt at være min far.
Han...
Nå, historien går således...
"Sidste kort!!!!!"
Steven råbte, og jeg stønnede, da jeg følte min verden smuldre ved den ene sætning.
Jeg stirrede på grinende Steven, som blinkede hånligt til mig.
"Bare giv op, du ved, du ikke har noget valg."
Sagde han, og jeg rullede med øjnene.
"Okay, du vandt."
Sagde jeg og kastede kortene på gulvet, og han sprang op fra jorden.
"Hurra. Jeg vinder igen."
Sagde han, og jeg smilede, mens jeg så ham fejre rundt i huset.
"Hvordan gør du det?"
Spurgte jeg, og han rystede på hovedet.
"Nej. Nej. Nej. Intet vil nogensinde få mig til at afsløre min hemmelige strategi..."
Jeg viftede med hånden ad ham.
"Ja. Ja. Ja. Jeg forstår. Det er helt sikkert værd at prøve. Nu skal vi få denne stue i orden, før mor kommer med sin nye mand. Vi vil ikke gøre et dårligt indtryk, vel?"
Han grinede og smilede.
"Hvad tror du, vores nye far vil se ud som?"
Spurgte han, mens han samlede skraldet i stuen.
Jeg smilede.
"Hvordan ellers, hvis ikke som hun ser ud. Han kunne være en million gange ældre, man kan aldrig vide."
Sagde jeg, og han rullede med øjnene.
"Jeg ville ikke dømme på den måde, hvis jeg var dig. Mor har en måde at vælge flotte mænd på..."
Jeg fnøs.
"Hvor i alverden vil du finde en flot mand over fyrre?"
Spurgte jeg, og han fnøs.
"Du kunne blive overrasket."
Sagde han og gik ud i køkkenet.
Jeg sukkede og trak på skuldrene, mens jeg samlede resten af skraldet og tog det udenfor til skraldespanden.
Jeg tog en dyb indånding, da jeg trådte ud gennem køkkendøren og huskede, hvad der skulle møde mig, så snart jeg nåede baghaven. Og som sædvanligt, der var han.
En sød, brunhåret fristende fyr stod der som sædvanligt og slog græsplænen på den anden side af vores hegn. Og han var uden trøje og svedende.
Helt sikkert hot.
Jeg smilede og bed mig i læben, mens jeg beundrede hans glinsende muskuløse arme, der greb maskinen med al kraft.
Han stoppede pludselig for at tørre sveden af sit ansigt.
Han tog en dyb indånding og vendte sig mod mig, hvilket fangede mig uforberedt.
ÅH FOR POKKER!!!
Jeg blinkede hurtigt og skyndte mig straks tilbage ind i huset, flov over at han havde fanget mig i at stirre på ham. Jeg tog en dyb indånding og så Steven stirre på mig med et glas lemonade i hånden.
"Du ved, du burde bare komme over din forelskelse i den fyr, hvis du ikke engang kan sige hej til ham."
Sagde han, og jeg rullede med øjnene.
"Pfft. Hvad får dig til at tro, at jeg ikke kan tale med ham?"
"Fordi du bruger hver sommer på at stalke hans ryg og løber væk, så snart han ser dig. Jeg er helt sikker på, at han begynder at undre sig over, hvad der er galt med dig."
Jeg fnøs.
"Som om jeg bekymrer mig."
"Ja. Præcis. Du bekymrer dig ikke."
Sagde han og rullede med øjnene, mens han gik mod døren til køkkenet.
"Øhh...forresten, jeg vil med glæde meddele dig, at jeg ikke længere er jomfru."
Sagde han med et smil, og jeg kiggede på ham med store øjne.
"Hvad?!!!!"
Han grinede.
"Ja søster. Med min kæreste. Vi drak en del til Josephs fest, og det udviklede sig til en orgie. For pokker...du skulle have været der. Alle blev lagt. Selv stædige Betty."
Jeg sank en klump.
"Hvad er den yngre generation ved at blive til i disse dage?"
Jeg grinede.
"Wow. Jeg er helt blæst væk."
"Tro mig søster. Du burde prøve det. Det føles så godt at blive lagt. Gå og fang den søde fyr ved siden af og inviter ham til en orgie frokost, før han river sine bukser af med sin stive pik."
Jeg blinkede.
"Hvad?!!"
"Jeg kan se, at den fyr vil tage dig i seng."
Jeg rødmede og rystede på hovedet.
"Ja. Helt sikkert. Som om han ville..."
DING DONG!!
Dørklokken ringede, og vi kiggede på hinanden.
"Okay. Mor er hjemme. Tid til at møde nye far Bosco." Sagde Steven, og jeg rullede med øjnene.
Vi sørgede begge for, at alt var i orden, så gik Steven hen til døren, mens jeg stod tilbage med et smil.
Han åbnede døren og...
"VELKOMMEN!!!!"
Vi råbte begge to, og mor smilede til os begge.
Jeg gik hen til hende og krammede hende tæt.
"Jeg har savnet dig så meget, mor."
Sagde jeg, og hun smilede.
"Jeg har også savnet dig, skat. Hvordan går det på universitetet?"
"Fint."
"Du spurgte ikke mig om skolen?"
Sagde Steven jaloux, og mor smilede.
"Åh, jeg ved, du altid har det godt. Er du ikke en stor dreng?"
Sagde hun, og han strålede.
"Okay. Jeg vil gerne introducere jer to for Fredrick...."
Jeg kiggede bag hende og så manden, som vi ikke havde bemærket, havde stået lige bag hende hele tiden, og mine øjne blev store.
OH WOW!!! HVAD I ALVERDEN……
Han smilede charmerende og gik hen til os med sit smukke blik, der ikke forlod mig et eneste øjeblik.
"Hej børn."
Sagde han med den blødeste, mest sexede silkestemme, jeg nogensinde havde hørt.
HOLY…. MOLLY!!!!
Jeg var så forbløffet i lang tid, at jeg ikke bemærkede hans fremstrakte hånd mod mig.
"Marilyn." Mor kaldte på mig og rev mig ud af mine tanker. Jeg kiggede på hende, og hun gestikulerede mod hans hånd.
"Åh."
Jeg fnisede.
"Jeg er så ked af det. Jeg blev bare... Jeg blev forvirret."
Sagde jeg, og han smilede.
"Det er i orden. Det sker hele tiden."
Sagde han stadig uden at fjerne sit blik fra mig, og det drev mig til vanvid. KAN HAN IKKE HOLDE OP MED AT STIRRE PÅ MIG?!!!!
Gud!!!!
Han er så smuk.
Hvordan i alverden er det muligt?
Han er helt sikkert ældre end mor, er han ikke?
Men for pokker..... mor så endda ældre ud end ham.
Eller besluttede hun sig for at fiske fra den yngre flok? Alle disse spørgsmål løb gennem mit hoved, mens mor holdt hans hånd romantisk og trak ham mod sofaen.
Jeg foldede mine arme og betragtede dem.
Mor virkede så glad med ham.
Jeg fnisede stille for mig selv.
Steven havde ret.
Mor havde virkelig fået et godt fangst.
Og det irriterede mig overalt, at dette fantastiske gode fangst ikke havde taget sit blik væk fra mig hele tiden.
"Jeg kommer lige tilbage. Jeg henter nogle drikkevarer." sagde mor, og jeg smilede.
"Sikkert. Jeg går med dig, mor."
Sagde jeg i et forsøg på at komme så langt væk som muligt fra denne smukke gud, der sad i vores stue med sine lange muskuløse ben krydsede og gennemborede mig med de smukkeste tiltrækkende krystalklare blå øjne og smilende.
Jeg kunne ikke lade være med at rødme dumt, da jeg gjorde mig klar til at følge mor, men....
"Nej nej nej. Bliv her og hold din far med selskab. Jeg klarer det. Du behøver ikke."
"Men...."
"Ingen men'er, Marilyn."
Sagde hun, og jeg brummede.
Jeg vendte mig om og så ham afslappet mod stolen og smilende til mig.
"Du behøver ikke at undgå mig, Marilyn. Jeg bider ikke."
Sagde han, og jeg fandt mig selv rødme voldsomt med den måde, han sagde mit navn så sødt på.
Jeg bed mig i læben og nikkede langsomt og nervøst.
"Jeg løb ikke fra dig."
Sagde jeg og satte mig ned på en sofa ret langt væk fra ham. Steven gik hen til ham og satte sig ved siden af ham.
"Så. Ny far...."
begyndte han.
"Det er godt at lære dig at kende, og velkommen til vores hjem."
Sagde han, og Fredrick smilede til ham.
"Jeg kan allerede godt lide dig. Du virker meget mere imødekommende end din storesøster derovre."
Sagde han, og jeg vendte mig om lige tidsnok til at se ham blinke til mig.
HOLY SHIT!! GJORDE HAN LIGE………
Jeg blinkede og rødmede ukontrolleret, før jeg hurtigt vendte blikket væk med mit hjerte bankende vildt i brystet.
"Uhhhh.... Jeg kommer lige tilbage. Jeg skal lige tjekke noget, jeg tabte på græsplænen."
Sagde jeg og vendte mig om for at gå.
"Er du sikker på det, eller er det bare en undskyldning for at komme væk fra mig?"
Sagde han, og jeg stoppede i mine spor.
"Det har intet med dig at gøre.... Far." Sagde jeg og gik væk.
Han smilede og nikkede, vendte sin opmærksomhed tilbage til Steven, som fnisede stille, og de begge lo.
"Din søster er lidt ilter. Hvor gammel er hun?"
Steven smilede.
"Hun er atten. Hun fyldte lige atten sidste måned."
Sagde han, og Fredrick smilede.
"Hvad med dig? Hvor gammel er du?"
Spurgte Steven ham, og han fnisede.
"Nå, du tror måske ikke på mig, da det altid er tilfældet, når jeg fortæller folk min alder, men øhh... Jeg er femogfyrre."
Stevens øjne blev store.
"Hvad??!!!! Du er femogfyrre?!!!"
Udbryd han, og Fredrick fnisede.
"Ja, min dreng. Det ser ud til, at jeg har det unge udseende gen stærkt i mit blod."
Sagde han med et grin, og Steven smilede.
"Selvfølgelig, far. For pokker. Jeg troede, du var i tyverne eller noget. Jeg troede også, at min mor havde lavet en fejl denne gang."
Sagde han, og Fredrick lo.
"Nej. Det gjorde hun ikke."
"Så.. spiller du fodbold?"
Spurgte Steven, og Fredrick fnisede.
"Vær ikke bekymret. Jeg spiller næsten alle slags spil."
"Åh wow! Det er fantastisk. Jeg har en fodboldtræning, jeg går til hver weekend, du kunne komme med mig. Jeg har brug for en fast træner. Jeg bliver mobbet hver gang af mine kammerater for mine dårlige færdigheder."
Fredrick smilede.
"Selvfølgelig. Jeg vil med glæde træne dig en gang imellem og fjerne den selvtillid fra deres ansigter."
Sagde han med et smil, og Steven strålede.
"Jeg ved, det ikke er en fejl, at du trådte ind i vores hjem." Sagde han, og Fredrick smilede.
Han kiggede mod døren, som Marilyn var gået ud af. "Ja. Det er bestemt ikke en fejl."