Hans Skøre Luna

Følelsen

Jeg rullede med øjnene. Det er Olive, den uforskammede pige fra klubben. Jeg stønnede. "Hvad i alverden laver du her?"

Hun hvæsede. "Det burde jeg spørge dig om," råbte hun.

Jeg stønnede. Denne pige er bare for aggressiv til min smag. "Det her er min skole, ok? Hvis der er nogen ny her, må det være dig."

Ella fnisede. "Kom nu, Olive. Det er din første dag her. Du burde ikke lave en scene."

Jeg rullede med øjnene. Så hun er ny her. Olive stirrede farligt på mig et stykke tid. Jeg lod mig ikke påvirke af hendes blik. Jeg stirrede tilbage på hende. "Bed til, at vi ikke støder på hinanden igen, for hvis vi gør, vil jeg knække dig," sagde hun. Mine øjne blev store. Truer denne pige mig? Hun gik forbi mig og stødte ind i mig. Jeg kunne mærke en sitren. Hun stoppede op og stirrede på mig. Min ulv var glad, og det føltes som om, den snart ville springe ud af min krop. Jeg rullede med øjnene. Hun kan ikke være min mage, vel? Vi stod begge og stirrede på hinanden, og jeg kunne sværge, jeg så gnister i hendes øjne. Ella rømmede sig og bragte os tilbage til virkeligheden.

Jeg rullede med øjnene. Hun stødte ind i mig for anden gang, denne gang hårdere. Jeg stønnede. "Hey!!". Hun ignorerede mig og trak Ella med sig. Jeg rullede med øjnene. Der er noget ved denne pige, som jeg ikke helt forstår. Jeg blev ved med at stirre efter hende, indtil hun var ude af syne. Hendes duft fylder stadig mine næsebor. Jeg sukkede. Nigel brød ud i latter, og jeg hvæsede.

"Hvor pokker kender du hende fra?" spurgte han.

Jeg hvæsede. "Det er en lang historie."

"Fortæl mig alt om det."

"Du må spørge Google om det," svarede jeg og gik fra ham.

Han løb efter mig. "Hey!!". Jeg ignorerede ham og gik ind i klassen. Nogle piger vinkede til mig, mens andre stirrede.

Få minutter senere kom Olive ind i klassen med Ella. "Hej, Nolan," vinkede Ella.

Jeg smilede og vinkede tilbage til hende. "Er hun ikke sød?" hviskede Nigel.

Jeg rynkede brynene. "Hvem?"

"Olive-pigen."

Jeg hvæsede. "Og aggressiv også."

Han fnisede. "Du har ikke fortalt mig, hvordan I mødtes."

Jeg rullede med øjnene og tog en lærebog. "Hvad skal vi have nu?"

"Du ignorerer mig? Hva'?"

Jeg rejste mig. "Jeg tror, jeg skal hente noget fra mit skab," sagde jeg og gik ud af klassen. Jeg kunne høre Nigel stønne, men jeg var ligeglad.

**

Det var frokosttid. De fleste af eleverne var ude af klassen, og kun mig, Nigel og Olive var tilbage. Nigel var optaget af sin telefon, mens Olive skrev noget ned. Med det udtryk, hun havde, vidste jeg, at hun fandt det, hun lavede, svært. Jeg besluttede at tilbyde hende en hjælpende hånd. Jeg rejste mig. Nigel løftede hovedet. "Hey, hvor skal du hen? Skal vi ikke vente på Bella?"

Jeg rullede med øjnene. Nigel og hans spørgsmål!! "Vi venter på Bella."

"Og hvor pokker skulle du hen, før jeg stoppede dig?"

Jeg pegede på Olive. "For at hjælpe hende."

Han hvæsede. "Og siden hvornår blev du en hjælper, Nolan?"

"Kan du ikke se, at hun har det svært?"

"Det ved jeg. Jeg kan se det tydeligt. Men hvad jeg ikke forstår, er, hvordan det er dit problem?"

Jeg rullede med øjnene. "Jeg prøver bare at være venlig."

Han lagde sin telefon på bordet. "Fortæl mig, er der noget, jeg går glip af omkring denne pige? Er du begyndt at få følelser for hende?"

Jeg fnisede. "Er du seriøs?". Jeg satte mig ned. "Se på hendes attitude. Er hun den slags pige, jeg vil have?"

"Nej, det er det overraskende ved det. Nolan, hvad foregår der?"

Jeg fnisede. "Kom nu, det er ikke en forbrydelse at hjælpe, vel?"

"Nej, men er du sikker på, at du ikke gør det med en bestemt hensigt?"

Jeg rullede med øjnene. "Ja."

Han stirrede mistænksomt på mig. "Ingen bagtanker."

Jeg fnisede. "Ingen, jeg kan komme i tanke om." Han sukkede. "Kan jeg gå nu?"

"Du kan. Men når hun knuser dit hjerte, skal du ikke komme grædende."

Jeg rullede med øjnene. "Jeg sagde aldrig, at jeg gik derhen for at invitere hende ud."

"Det sagde jeg heller ikke."

"Hvad som helst," mumlede jeg. Jeg forlod Nigel og gik hen til hende. "Hej." Hun løftede hovedet. "Jeg kan se, du har det svært med..."

Hun afbrød mig. "Jeg har aldrig bedt om din mening."

Jeg stønnede. "Er du altid sådan her?". Hun rynkede brynene. "Jeg mener, uforskammet, fræk..."

Hun lagde sin hånd på bordet og blinkede med øjnene. "Jeg tror, du har overskredet din velkomst."

"Hvad?"

"Du hørte mig, og jeg er sikker på, du ikke er døv." Jeg rullede med øjnene. "Skrid!!" råbte hun. Jeg rullede med øjnene. "Skrid..."

"Du behøver ikke råbe, okay? Jeg går." Jeg forlod hende og gik hen til Nigel, som stirrede på os. Jeg vidste, han ville grine. Det var bare et spørgsmål om tid. Han kunne ikke lade være, for han begyndte at grine i det øjeblik, jeg satte mig. Jeg sendte ham et vredt blik.

"Jeg sagde jo, det var en dårlig idé."

Jeg hvæsede. "Det var ikke, som om jeg bad hende ud."

"Ser hun ud som en, der bekymrer sig?"

Jeg stønnede. "Åh gud! Jeg føler mig ydmyget." Nigel lo. "Stop med at grine. Det er ikke sjovt."

Han lukkede munden med hænderne. "Jeg kan bare ikke lade være."

Jeg hvæsede. "Og hvor er din makker?" Han fnisede. "Hun burde være her nu. Hvad holder hende?"

"Hey, lad være med at tage din vrede ud på min makker."

Jeg hvæsede. "Hvis hun ikke er her om fem minutter, går jeg."

Han fnisede. "Taler om solen." Jeg vendte mig mod døren. Bella kom gående i vores retning. Jeg smilede. Det er min kusine. Jeg kan godt lide den måde, hun bærer sig selv på.

"Hej kusine. Hej skat." Hun kyssede os begge på kinden, men brugte tid på at kysse sin makker.

Jeg stønnede. "Der er singler her, husk?" Jeg stirrede på Olive for at se hendes reaktion. Overraskende nok stirrede hun også på mig. Men hun kiggede væk, da jeg vendte mig. Jeg fnisede.

"Er der nogen, der er forelsket?" spurgte Bella.

Jeg rynkede panden. "Hvem er forelsket?"

Hun fnisede. "Du selvfølgelig. Ser du, hvordan du har stirret på drengen derovre. Sig ikke..." Jeg kiggede på Nigel, og vi begyndte at grine. "Hvad? Går jeg glip af noget?"

"Han er en pige. Undskyld, hun er en pige," svarede Nigel. Jeg var for optaget af at grine til at tænke på det bedste svar på hendes spørgsmål.

Hun kneb øjnene sammen. "Er du seriøs?" Jeg nikkede. Hun fnisede. "Jeg havde en mistanke, da jeg kom ind. Hun er for sød til at være en dreng."

Nigel rullede med øjnene. "Hvad mener du? At fyre ikke er søde?"

Jeg fnisede og slappede af. Endnu en heftig par-diskussion er ved at begynde. "Nej, jeg sagde bare, at hun ligner en pige..."

"Det retfærdiggør ikke dine ord."

"Kom nu, skat. Jeg mente det ikke sådan."

Jeg rullede med øjnene. Kedelige par-samtaler. Jeg rejste mig. "Når I er færdige med at diskutere, ved I, hvor I kan finde mig."

Nigel mind-linked mig. "Hej, Nolan. Vi er ikke færdige med at tale."

Jeg hvæsede. "Hun er din makker, ikke min. Sørg for dig selv."

**

Resten af dagen i skolen var ikke, som den plejede at være for mig. Jeg kunne ikke koncentrere mig i timerne. Jeg brugte det meste af tiden på at stirre på Olive. Hun sendte mig et vredt blik ved enhver given lejlighed, men jeg var for optaget af at stirre på hende til at lade mig påvirke af det. Nigel blev ved med at puffe til mig. Da det var tid til at tage hjem, klynkede min ulv. Han ville ikke stoppe med at stirre på vores formodede makker. Jeg var ikke engang sikker på, at hun var vores makker endnu. Men denne følelse, jeg har lige nu, får mig til at føle, at hun må være min makker. "Nu må det være nok med at stirre, lad os tage hjem," sagde Nigel.

Jeg rullede med øjnene og rejste mig. "Jeg stirrede ikke."

"Det gjorde du."

Jeg hvæsede. "Mød mig i bilen."

Han trak mig tilbage, og jeg sendte ham et vredt blik. "Hvad skjuler du for mig?"

Jeg stønnede. "Intet."

Han hvæsede. "Nolan, jeg kender dig for godt. Du skjuler noget."

Jeg rullede med øjnene. Der er mange ting skjult for dig, Nigel. "Det gør jeg ikke," svarede jeg.

"Er hun din makker?"

Jeg rullede med øjnene. "Nej."

Han lo. "Hun er din makker."

"Det er hun ikke."

"Jo, det er hun." Han pegede på mit ansigt. "Ser du dette blik, jeg kan stadig huske det."

"Jeg ved ikke, hvad du taler om."

Han lo. "For to år siden. Da jeg hjalp dig med at snige dig ud af pakkehuset." Jeg stønnede. "Jeg tror ikke, hun ved, at du er den, hun reddede for nogle år siden."

Jeg hvæsede. "Hun er ikke den samme. Der er sket meget med hende."

Han fnisede. "Nogen har endelig accepteret sandheden."

Jeg rynkede panden. "Hvilken sandhed?"

"At hun er din makker."

Jeg hvæsede. "Hun er for aggressiv."

Han fnisede. "Ved hun det endnu?"

"Hvilken sandhed?"

"At hun er din makker." Jeg rystede på hovedet. "Jeg synes, du burde fortælle hende det."

Jeg hvæsede. "Hvad forskel vil det gøre?"

"Man ved aldrig."

"Jeg kan ikke."

"Kom nu, det kan du godt."

"Jeg synes, det er en dårlig idé."

"Det er det ikke, tro mig."

Jeg sukkede. "Jeg stoler på dig. Jeg vil fortælle hende det i morgen."

Han lo. "Det er min dreng."

**

Da vi kom tilbage til pakkehuset, måtte jeg øve mig på, hvordan jeg ville fortælle hende, at hun er min makker. Jeg blev ved med at gå rundt i rummet og prøve at finde de perfekte ord at sige. Jeg kunne høre en telefon ringe, men det var ikke min telefon. "Det må være den anden, jeg plejer at have liggende i mit skab." Jeg tog telefonen op og så på opkalderen. Jeg stønnede. Jeg må nok øve mig i morgen. Lige nu kalder arbejdet.