Hans Skøre Luna

De nye piger

Nigel var allerede ved at koge over, da jeg kom tilbage til klubben. "Vil du have, at min far skal lede efter os, hva'?"

Jeg rullede med øjnene. "Tag det roligt, mand. Jeg er her nu." Han stirrede på mig, og jeg grinede. "Kom nu, lad os gå."

Han mumlede nogle ord og tog endelig et skridt. Jeg smålo og fulgte efter ham med Bella. Køreturen tilbage til packhuset var stille, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på pigen, jeg mødte i klubben. Jeg kunne godt lide hendes energi, og hun mindede mig så meget om en, jeg engang kendte. Da vi nåede packhuset, ventede Declan, Nigels far, allerede på os. "Hvor mange gange har jeg advaret jer begge om at holde op med at være ude så sent?"

"Jeg sagde det jo," hviskede Nigel, og jeg smålo.

Han gik hen imod os. "Var I i klubben igen? Tvunget Nigel dig til at gå denne gang?" spurgte han.

Jeg grinede. Selv hans far ved, hvor meget han elsker klubber. "Nej, nej. Vi skulle bare have lidt sjov," svarede jeg. Nigel sukkede.

"Kom bare indenfor. Og sørg for, at I ikke bliver ude så sent igen." Vi nikkede som små børn. "Er det et løfte?" Vi nikkede igen. "Gå nu ind. Det bliver koldt derude."

Jeg rullede med øjnene, og vi gik ind i huset. "Godnat," vinkede jeg til Nigel og Bella, da jeg fandt vej til mit værelse. Jeg var allerede træt og søvnig. Jeg måtte tage et hurtigt brusebad og lægge mig i sengen. Jeg skal sove tidligt, for jeg ved, at i morgen bliver en hektisk dag for mig, hvis ikke for os alle.

**

Alarmens ringen vækkede mig fra min søvn. Jeg brummede. Jeg er stadig søvnig. Jeg tog alarmen og slukkede den. Jeg lagde mig ned for at sove lidt mere. Det var solstrålen, der kom ind gennem vinduet, der vækkede mig denne gang. Jeg tog min telefon for at tjekke tiden. Klokken var et par minutter over 8, og mit møde med Brian Enterprises er klokken 9. "For pokker," bandede jeg. Hvordan kunne jeg sove så længe? Jeg må have drukket for meget champagne. Jeg hvæsede. Tak til Nigel. "Det er ikke tid til at blive sur," sagde min underbevidsthed.

Jeg nikkede enig og rejste mig fra sengen. Jeg skyndte mig ind i badeværelset for at tage et bad og klædte mig derefter på i en sort jakkesæt. Hvor jeg hader at have det på, men jeg var nødt til det på grund af arbejdet. Jeg tog min kontortaske for at tjekke, om alle dokumenterne var der. Heldigvis var de det. Jeg lagde mine sorte læderbukser og jakke i en taske. Jeg skifter til dem til skole efter mødet. Efter at have givet mit hår det sidste touch, skyndte jeg mig ned ad trappen. Nigel sad ved spisebordet med nogle andre varulve. Bella var der ikke. De rejste sig for at hilse på mig, men jeg vinkede bare til dem. "Nigel, mød mig på parkeringspladsen."

Han rynkede panden. "Ingen morgenmad?"

"Nej, det er næsten tid til mødet."

Han brummede. "Okay, jeg møder dig nedenunder."

"Skynd dig."

"Selvfølgelig."

**

Mødet sluttede med, at vi fik tildelt kontrakten. Mr. Brian rejste sig. "Tillykke, Mr. Nolan."

Jeg smilede og rejste mig også. "Mange tak for tilliden, Mr. Brian."

Han smilede. "Jeg tror på, at du ikke vil skuffe mig."

"Det vil vi ikke, det er et løfte," svarede Nigel, og jeg nikkede.

Mr. Brian smilede. "Vi ses på mit kontor på mandag."

Jeg nikkede. "Vi vil være der."

Vi gav hinanden hånden, og jeg fulgte ham til døren. Efter han var gået, smed jeg hurtigt jakkesættet. Jeg svedte allerede. Nigel grinede. "Tag det roligt."

Jeg rullede med øjnene og satte mig ned. "Jeg kan ikke tro, vi fik kontrakten."

Han smilede. "Jeg vidste, du ville."

Jeg sukkede og lænede mig tilbage i stolen. "Jeg kan ikke tro, at jeg har været i stand til at bygge og vedligeholde dette firma så længe. Jeg troede, jeg ville fejle. Jeg troede, jeg ville blive så deprimeret, at jeg ville ende som en fiasko."

Nigel tog min hånd. "Jeg har altid vidst, at du ville klare det fint. Se på dig, du er vokset op. Du har bygget et navn for dig selv. Du har også ledet flokken med stor indsats. Jeg beundrer nogle gange dine lederevner."

Jeg smålo. "Og du har ikke lært noget af det endnu?"

Han hvæsede. "Jeg har ikke tid til stress."

Jeg rullede med øjnene. "Virkelig?" Han nikkede. "Jeg ser det som et tegn på dovenskab."

"Jeg er ikke doven."

"Det ser jeg ikke."

Han hvæsede. "Skal vi ikke i skole?"

"Selvfølgelig skal vi det."

Han brummede. "Skal vi virkelig? Kan vi ikke bare blive på arbejde?"

Jeg himlede med øjnene. "Du undgår Bella. Har I skændtes i går?"

Han sukkede. "Nej. Det var ikke en skænderi. Bare en lille misforståelse, men du kender Bella alt for godt. Hun er kompliceret."

Jeg grinede. "Hun er din mage. Du er nødt til at forstå hende."

Han fnøs. "Jeg ville ønske, du også havde en mage, så jeg kunne sige det samme til dig." Jeg sendte ham et skarpt blik, og han grinede. "Undskyld. Det skulle jeg ikke have sagt. Men jeg håber virkelig, at din mage dukker op snart."

Jeg rejste mig. "Gør dig klar. Vi skal af sted til skole."

"Nolan?"

"Nu!" beordrede jeg.

Han sukkede. "Okay, Alpha," sagde han med en sarkastisk tone, men jeg var ikke i humør til det. Jeg lod ham være og gik for at gøre mig klar til skole. Mit humør var ikke så livligt som før. Hans ord ramte dybt. Jeg har engang ønsket, at jeg også havde en mage. Men lige nu vil jeg ikke tænke på min mage, ikke efter at have ledt efter hende i to år. Jeg er ligeglad med hende!

**

Bilen stoppede lige foran skoleporten. Det er en skole kun for Alphaer. Men familierne til Alpha og Beta har også lov til at gå der. Jeg åbnede døren for at stige ud. Nigel brummede. "Burde han ikke køre os ind på skolen?"

Jeg fnøs og steg ud. "Du kan blive siddende i bilen for min skyld!!" Jeg begyndte at gå.

"Hej!!" råbte han og løb efter mig. Jeg grinede. "Vent!"

Jeg satte hurtigt et neutralt ansigt op og vendte mig om. "Hvad?"

Han himlede med øjnene. "Er du stadig sur på mig?"

Jeg rynkede panden. "For hvad? Præcis?"

Han sukkede. "For at tale om din mage."

Jeg brød ud i latter. Mener han det seriøst? "Nej. Jeg tænkte slet ikke på det."

"Men du har nægtet at tale med mig."

Jeg grinede. "Åh, det. Jeg var bare ikke i humør til at tale med dig."

Han fnøs. "Virkelig?"

Jeg nikkede. "Virkelig."

"Du..." Jeg ignorerede ham og begyndte at gå væk. Jeg hørte ham sukke. "Hej, jeg er ikke færdig med at tale." Jeg ignorerede ham og fortsatte med at gå. "Nolan." Han rørte ved mig, og jeg skubbede hans hånd væk. "Hey!!" Jeg himlede med øjnene og begyndte at løbe. Han løb efter mig og indhentede mig til sidst. "Du er sådan en idiot!!" Jeg kunne ikke lade være med at grine. "Hey, stop med at grine. Det er ikke sjovt, okay?"

"Jo, det er. Så du dit ansigt, da jeg sagde, jeg ikke var i humør til at tale med dig?"

Han fnøs. "Du er bare..."

"Nigel?" Bella kaldte. Nigel sukkede. Jeg løftede hovedet for at se hende komme i vores retning. "I er forsinkede!!" Jeg himlede med øjnene og kiggede på Nigel, som allerede så frustreret ud.

Han mind-linked mig. "Er du klar?"

Jeg himlede med øjnene. "Til hvad?" svarede jeg gennem mind-linket.

"Til at løbe." Jeg grinede. "Jeg mener det. Hvis du ikke løber med mig, bliver du nødt til at stå over for din kusine alene."

Jeg blinkede med øjnene. Jeg er ikke klar til at høre hendes snak. "Jeg er klar."

Han nikkede. "Efter tre. En, to, tre."

Vi løb væk til Bellas overraskelse. "Hey!!" råbte hun. Vi stoppede med at løbe, da vi var sikre på, at vi var langt væk fra hende. Jeg holdt mit bryst, mens jeg grinede. En ting jeg elsker ved denne skole er, at jeg kan være mig selv, ikke som en Alpha.

Nigel grinede. "Jeg kan ikke tro, jeg løb væk fra min mage," sagde han.

Jeg himlede med øjnene. "Du løber altid fra hende. Det er ikke noget nyt." Han sendte mig et skarpt blik, og jeg grinede. "Tid til at gå til time." Jeg vendte mig om for at gå, men stødte ind i nogen. Hans/hendes bøger faldt til jorden.

Jeg sukkede, og Nigel grinede. "Hey. Er du blind eller noget?!!" råbte hun. Jeg himlede med øjnene. Det er en pige. Jeg løftede hovedet, og hun gispede. Hun skubbede sit hår tilbage. Jeg bøjede mig ned for at hjælpe hende med at samle hendes bøger op og rakte dem til hende. Hun grinede. "Undskyld, jeg råbte ad dig."

"Det er ingenting. Jeg må nok være mere forsigtig næste gang."

Hun rynkede panden. "Er du ikke sur?"

"Nej."

Hun smilede. "Du er venlig." Jeg himlede med øjnene. "For resten, jeg hedder Ella," sagde hun og rakte hånden frem for at hilse.

"Nolan," sagde jeg og tog hendes hånd. Nigel hostede, og jeg sukkede. "Ella, mød Nigel. Min..."

"Bedste ven," svarede Nigel hurtigt. Jeg sendte ham et skarpt blik. Jeg ville sige Beta, ikke min bedste ven!!

"Hyggeligt at møde dig, Nigel."

"Hyggeligt at møde dig også."

"Ella?" kaldte nogen. Jeg vendte mig om for at se, hvem det var, og blev mødt af to blå, vrede øjne. Vent, hendes ansigt virker bekendt. "Du!!" Hun pegede på mig. Jeg gispede. Denne pige igen!!.