KAPITEL 03
Efter sine forældres begravelse låste Ocean sig inde på sit værelse. Jack gjorde alt, hvad han kunne, for at få hende ud og tilbage til livet, men hun nægtede. At se hende sådan gjorde ondt i Jacks hjerte. Han sad i sin have, da Lora kom og klappede ham på skulderen.
Lora: Tal med mig, Jack, jeg er bekymret for jer begge!
Jack: Jeg vil bare gøre noget, der kan lette hendes smerte, hendes sorg. Jeg ved, hun savner dem. Men at låse sig inde og græde hele tiden hjælper hende ikke.
Lora: Når hun begynder i skole, vil hun få det bedre, og det vil også lette hendes smerte.
Jack: Det havde jeg slet ikke tænkt på. Du har ret, tak, skat.
Jack fandt sin telefon frem og ringede til rektor Albert. En time senere mødtes Jack og Lora med ham og viste ham Oceans tidligere historie og karakterer. Rektor Albert var imponeret over Oceans profil. Han gav hende en plads på sin skole. Jack og Lora gik glade tilbage til villaen for at fortælle Ocean om hendes skole. De købte hende en cookie og en is. Da de kom hjem, gik de direkte til Oceans værelse. De fortalte hende, hvor nemt hun havde fået optagelse, og hvor glad rektor Albert var over at se hendes karakterer og tidligere præstationer. Et sødt smil bredte sig på Oceans læber. Hun smilede endelig.
Jack: Er du glad?
Hun nikkede og krammede Jack. Han fortalte hende, at hun kunne begynde i skole allerede næste dag og sagde, at han ville tage hende med ud at shoppe, så hun kunne købe de ting, hun havde brug for til skolen. Hun rejste sig og gik på badeværelset. Hun tog et hurtigt bad og skiftede til jeans og en t-shirt. Hun gik nedenunder, hvor Jack og Lora ventede på hende. Ocean hoppede ind i bilen, og de kørte til indkøbscentret. Lora hjalp Ocean med at vælge nogle pæne kjoler og afslappet tøj til hende. Hun hjalp også Ocean med at købe nogle sko, tasker og basale nødvendigheder til skolen. Efter en times tid gik de på café, og Jack så endelig sin niece glad igen. De spiste frokost på caféen og tog derefter hjem igen.
Næste dag bragte håb for Ocean. Hun tog sine stramme blå jeans og en hvid skjorte på. Hun tog sine sko på og gik nedenunder. Trillingerne sad ved spisebordet. De troede bare, at hun var tidligt oppe. Men Jack fortalte dem, at Ocean skulle starte på deres skole, og han advarede også sine døtre om ikke at drille hende, ellers ville Jack straffe dem. Trillingerne tog af sted til skolen, men Jack kørte selv Ocean. Ocean gav Jack et kys på kinden, steg ud af bilen og gik gennem skolens hovedport. Jack sagde til hende, at hun skulle finde rektors kontor og kun tale med ham. Hun gik mod skolens hovedbygning, da en høj og flot fyr blokerede hendes vej. Hun forsøgte at gå uden om, men han lod hende ikke. Hun blev bange; sådanne ting var aldrig sket for hende på hendes gamle skole. Hendes kusiner stod i mængden og nød det hele. Hun kiggede nervøst ned på sine fødder. Moon bemærkede hendes nervøsitet og talte.
Moon: Du kan kun passere, hvis jeg tillader det. Nu fortæl mig, hvad hedder du?
Ocean: Ocean, jeg hedder Ocean Knight.
Moon: Endnu en Knight. Du ser ikke så nørdet og forkælet ud som de andre tre.
Ocean: De er mine kusiner.
Moon: Se på mig og svar mig. Jeg kan ikke lide at blive ignoreret.
Hun kiggede på Moon. Moon kiggede lige ind i hendes smukke blå øjne. Hun kiggede også lige ind i hans øjne. Hun følte noget bekendt i de grønne øjne. Moon smilede og trådte til side.
Moon: Du kan gå.
Melody: Bare sådan. Det var alt for nemt, Moon.
Moon gav Melody et vredt blik og pegede sin pegefinger på hende.
Moon: For det første, det er hr. Kart for dig. For det andet, hun bestod den test for længe siden. Nu fortæl mig, hvor du skal hen?
Ocean: Til rektors kontor.
Moon: Ved du, hvor det er?
Ocean: I hovedbygningen.
Moon: Ja. Du kan gå.
Ocean: Tak.
Hun gik hen til hovedbygningen. Måne kunne ikke tage øjnene fra hende. Det var hende, han vidste, det var hende. Ocean trådte ind i hovedbygningen, hun gik rundt, men kunne ikke finde rektors kontor. Hun var faret vild. Hun forbandede sig selv for at have afslået den hjælp, Måne havde tilbudt hende. Hun ringede til sine fætre, men de afbrød opkaldet. Så så hun to fyre, hun gik hen til dem for at få hjælp. De kiggede på hende, som om hun var deres bytte. Før de kunne gøre noget forkert, fandt Måne hende. Han nåede hen til hende.
Måne: Hvad laver du her?
Ocean: Jeg er faret vild, jeg troede, de kunne hjælpe mig.
Måne bad hende vente på ham og gik hen til de to fyre.
Måne: Jeg ved meget godt, hvad der foregår i jeres beskidte små hoveder. Hvis I nogensinde kigger på hende igen, sørger jeg for, at jeres farverige liv bliver kulsort.
De nikkede og gik. Måne tog Ocean til rektors kontor og gik. Hun sukkede lettet og bankede på kontordøren.
Rektor Albert: Kom ind.
Ocean: Godmorgen, hr.
Rektor Albert: Ahh.. Godmorgen. Du må være frøken Ocean Knight. Du er meget punktlig. Det kan jeg lide.
Uden at spilde tid gav rektoren hende alle de ting og noter, hun havde brug for. Så kaldte han på en pige fra samme klasse. Angella kom ind og hilste på rektor Albert.
Angella: Hvordan kan jeg hjælpe dig i dag?
Rektor Albert: Frøken Nathan, mød frøken Knight. Hun er ny her. Jeg vil have, at du er hendes guide og bliver venner med hende.
Angella: Jeg vil være mere end glad for at hjælpe hende. Hej, hvad er dit navn? Mit navn er Angella Nathan. Du kan kalde mig Angella eller Angle, som alle mine venner kalder mig.
Ocean: Hej, jeg hedder Ocean Knight.
Ocean fulgte Angella. Hun viste Ocean lidt rundt, og så hørte de begge advarselsklokken. Angella gav Ocean retningen til hendes klasse og gik for at tage sin egen klasse. Måne stod foran klassen og talte med sine venner. Han så Ocean komme hen imod sig. Han stod ret, men Ocean lod som om, hun ikke så ham. Han så, at Ocean gik ind i samme klasse. Måne smilede og var ved at gå ind i klassen, da Jake, hans bedste ven, kaldte på ham.
Jake: Manden! Hvor skal du hen?
Måne: Til klassen.
Jake: Manden, er du okay?
Måne: Ja! Jeg har det fint. Vi ses efter timen.
Jake og de andre stod der, chokerede. Måne gik ind i klassen og så Ocean sidde i tredje række, han gik hen til hende og satte sig ved siden af hende. Ocean flyttede sig uroligt på sin plads, og Måne bemærkede det. Han bankede hende på skulderen og talte.
Måne: Du ved, jeg spiser ikke mennesker.
Ocean svarede ham ikke, han bankede hende på skulderen igen. Hun ignorerede ham fuldstændigt. Måne bankede hende på skulderen igen, og Ocean gav ham et dræberblik. Måne fniste, da han syntes, hun så endnu sødere ud, når hun var vred. Han løftede begge hænder i vejret i overgivelse. Læreren kom ind i klassen og stivnede, da han så Måne i klassen.
Professor Mitchell: I dag må være en heldig dag for os alle. Hr. Kart har endelig besluttet at deltage i timen. Hvad er så specielt i dag, hr. Kart, der bragte dig her i dag?
Måne: Månen har fundet sin Himmel i din kedelige klasse i dag, hr. Mitchell.
Professor Mitchell: Og hvor er din Himmel?
Måne: Over dit hoved, gamle mand.
Professor Mitchell: I det mindste er du her for at deltage i denne time.
Måne: Uanset om jeg tager din time eller ej. Jeg er altid den, der får A+.
Professor Mitchell: Nogle gange bliver jeg virkelig nysgerrig, hvordan får du faktisk A+ hver gang?
Måne: Vil du teste mig igen, gamle mand? Vil du se igen, om jeg snyder eller ej? Du har allerede tabt det væddemål omkring tredive gange på to år.
Professor Mitchell: Nej, jeg er ikke i humør til at vædde med dig igen om dette.
Alle satte sig på deres pladser, og professoren begyndte sin forelæsning. Efter 10 minutter kom Mala Brooke ind i klassen. Professor Mitchell begyndte at klappe og antydede, at de andre også skulle rejse sig og klappe. Ocean så på det hele, hun var forvirret.
Professor Mitchell: Vi er så velsignede i dag. Først hr. Kart og nu også frøken Brooke her.
Mala: Hvis du savnede mig så meget, kunne du bare have ringet, skat.
Professor Mitchell: Hvad er så specielt i dag? Fortæl mig nogen.
Måne: Kig ikke på mig, gamle mand, jeg har allerede fortalt dig det.
Andrew: Det er den nye pige i vores klasse, der bragte Måne til din time.