KAPITEL 02
Ocean bevægede sig langsomt mod den mørke, men betagende skov. Hun kunne ikke mærke noget som helst. Sam og Carla kom tilbage, da de så bildøren stå åben, og Ocean ikke var i bilen. De kiggede sig omkring og fandt hende gående mod skoven. Hun var næsten inde i skoven. Sam og Carla kaldte på hende flere gange, men hun stoppede ikke. Hun fortsatte med at gå. Sam løb hen til hende og greb hende om albuen. Hendes øjne var kulsort, og hun lignede en, der gik i søvne. Sam tog hendes ansigt i sine hænder, men der kom ingen reaktion. Sam greb hende om armene og rystede hendes krop, og først da kiggede hun på sin far. Hun var forvirret. Alt, hvad hun kunne huske, var, at hun var faldet i søvn.
Ocean: Hvordan er jeg kommet her?
Sam: Hvad mener du? Hvorfor gik du ud af bilen?
Ocean: Jeg var i bilen, far. Jeg ved ikke, hvordan jeg er kommet her.
Sam: Det er nok. Dette sted er fuldstændig vanvittigt og uhyggeligt. Vi tager af sted lige nu.
Carla: Men Sam....
Sam: Ingen men'er. Nu ind i bilen begge to, ellers sværger jeg ved Gud, at I begge vil fortryde det.
Ocean: Men far, jeg sværger, jeg ved ikke, hvordan jeg kom ud af bilen.
Carla: Skat, har du set nogen?
Ocean: Ingenting, mor. Jeg var i bilen. Så låste jeg den, da I begge gik ind i skoven. Så næste øjeblik stod jeg i skoven.
Sam: Nok! Begge to IND I BILEN LIGE NU. Vi bliver ikke her længere i dette uhyggelige sted.
Carla: Sam, hvorfor råber du ad os. Bare rolig.
Sam: Rolig. Virkelig. Jeg sagde til jer begge, advarede jer om ikke at gå ind i denne dumme uhyggelige skov. I lyttede ikke til mig. Nu sker alt dette.
De satte sig alle i bilen. Oceans øjne var fyldt med tårer.
Sam: Ocean kommer aldrig tilbage her, ALDRIG...
6 år senere.
Ocean kom hjem efter en lang, trættende dag i skolen. Hun var spændt på at se sine forældre. De var ude på landet for at ordne en forretningsaftale. Efter hr. og fru Knights ordre var hele huset dekoreret.
Ocean: (Endelig. Det er min fødselsdag, og de kommer hjem i morgen. Jeg håber det.)
Ocean gik hen til sin barnepige, Tara, og spurgte hende.
Ocean: Hej Tara. Har de sagt, hvornår de kommer?
Tara: Jeg ved det ikke, skat. Men de når det nok ikke til din fødselsdag. De er optaget. Måske dagen efter i morgen.
Ocean: Hvad? Men de lovede mig det.
Tara: Det gjorde de, men skat, de arbejder der.
Ocean: De er de værste.
Ocean sagde det og løb op på sit værelse. Tara havde det dårligt med at lyve for Ocean. Men hendes herre havde beordret hende og de andre, at deres ankomst skulle være en overraskelse for Ocean. Tara fortalte Oceans reaktion til sin herre.
På den anden side låste Ocean sig inde på sit værelse. Hun kom ikke engang ud til aftensmaden. Hun græd på sit værelse. Tara prøvede at få hende til at åbne døren eller i det mindste spise noget, men hun begyndte at hulke højere, så Tara gik. Midt i alle disse hulk og tårer bad Ocean til Gud om, at hendes forældre ville komme ved daggry. Mellem tårer og bønner vidste hun ikke, hvornår hun faldt i søvn. Hun hørte døren ringe to gange, præcis som Sam altid gjorde. Hun åbnede øjnene, det var daggry. Hendes hjerte fyldtes med glæde. Hun rejste sig, låste sin dør op og løb ud af sit værelse. Hun hørte stemmer fra stuen. Hun listede og gemte sig bag væggen, så ingen ville se hende. Hun ville overraske sine forældre.
Mand: Hvor er hun?
Tara: Herre, hun er på sit værelse. Låst inde siden i går aftes.
Mand: I det mindste skal jeg ikke tage mig af det hårde lige nu.
Tara: Hvad er der, Herre? Er alt okay?
Mand: Intet er okay, Tara.
Ocean hørte manden begynde at græde, og hun blev nysgerrig. Hun besluttede sig for at gå hen til døren til stuen. Manden, der talte med Tara, var ingen anden end hendes onkel Jack.
Jack: De var på vej tilbage til København, men deres fly styrtede ned. Redningsholdet arbejder der, men der er ingen måde, de har overlevet det. De er væk, Tara. Det er slut. Sam og Carla er døde.
Jack og Tara hørte et højt gisp ved slutningen af Jacks sætning. De vendte sig begge og så Oceans chokerede tilstand.
Ocean: "Du lyver..."
Det var alt, hun nåede at sige, før mørket omsluttede hende. Jack løb hen til hende og nåede at gribe hende, før hun ramte jorden. Han bar hende til sin bil, satte sig ind og holdt Ocean i sit skød. Han beordrede chaufføren til at køre dem til hospitalet så hurtigt som muligt. Efter 30 minutter nåede de hospitalet. Jack bar hende til skadestuen. Lægerne undersøgte Ocean, mens Jack ventede udenfor.
Jack: "Hvordan har hun det?"
Læge: "Hun er i chok. Hun har brug for hvile, men hun skal nok klare sig."
Jack: "Tak, doktor."
Lægen gik, og Jack ringede til sin kone.
Lora: "Fortalte du hende det? Hvordan reagerede hun?"
Jack: "Hun er på hospitalet. Hun besvimede af chokket."
Lora: "Åh Gud."
Jack: "Jeg tager hende med hjem."
Lora: "Okay. Jeg gør hendes værelse klar."
Jack: "Vi ses om et par timer."
Lora: "Pas også på dig selv, Jack."
Jack: "Ja, farvel."
Jack lagde på og satte sig ved siden af hospitalssengen. Efter et par minutter modtog han et andet opkald. Det var chefen for redningsholdet, der ledte efter Sam og Carla.
Chef: "Godmorgen, hr."
Jack: "Godmorgen. Har I fundet dem?"
Chef: "Ja, hr. Jeg er så ked af det. Vi har fundet deres kroppe. De sprang ud før styrtet, men de var ikke heldige."
Jack: "Hvor lang tid vil det tage at få dem til New Orleans?"
Chef: "Helikopteren er her, hr. Det vil tage et par timer."
Jack: "Okay. Tak for jeres hjælp."
Jack kiggede på Ocean. Han vidste, det ville blive svært at tage sig af sin niece alene, så han ringede til Tara og bad hende pakke Oceans personlige ejendele, da hun ikke længere skulle bo der. Samtidig beordrede Jack piloten af sit privatfly til at gøre klar, da de ville forlade New York City om en time. Jack talte med lægerne om Oceans udskrivelse, underskrev udskrivningspapirerne og tog sin niece med sig. På vej til lufthavnen hentede de Oceans bagage. En time senere var de i luften og på vej til New Orleans.
Ocean åbnede øjnene, og alt var anderledes. Hun kiggede rundt; værelset så bekendt ud, men det var ikke hendes værelse. Hun rejste sig og kiggede gennem vinduet over sengen. Hun så en mørk skov. Den samme skov, hun drømmer om hver nat. Det gik op for hende, at det var hendes onkels hus. Men hun vidste ikke, hvornår og hvordan hun var kommet derhen. Hendes far havde sagt, at hun aldrig skulle komme til New Orleans efter den hændelse. Så hvordan var hun endt her? Hun kunne slet ikke huske det. Alt, hun vidste, var, at hun havde bedt for sine forældres ankomst på sin fødselsdag og måtte være faldet i søvn med det. Hun lænede sig mod vinduet for at se på den mørke skov. Den var lige så smuk som for alle de år siden. Så dukkede billedet af de to stjerner op i hendes sind igen, og hendes værelse begyndte at blive helt mørkt. Langsomt forsvandt hendes omgivelser, og alt, hvad hun kunne se eller føle, var skoven. Lora kom ind i hendes værelse for at tjekke, om hun var okay. Lora fandt hende lænet mod sengegærdet med panden mod vinduet. Lora kaldte på hende mange gange, men hun rørte sig ikke en tomme. Lora blev bange og kaldte på Jack. Jack kom løbende ind i Oceans værelse. Jack satte sig på sengekanten og vendte Oceans krop mod sig, så hun nu var ansigt til ansigt med Jack. Han så, at Oceans engang himmelblå øjne nu var kulsort. Det var som om, hun var i en dyb søvn og drømte. Jack greb Ocean i skuldrene og rystede hende hårdt. Det var da, hendes øjenfarve skiftede tilbage fra sort til blå. Hun kiggede på Jack med forvirrede øjne. Det var som om, hun lige var vågnet fra en dyb søvn. Så kom alle begivenhederne i New York City pludselig tilbage til hende. Hendes øjne fyldtes med tårer, og alt, hvad hun sagde, var:
Ocean: "De efterlod mig alene."