• | 8 | •
Så snart vi trådte ind i huset, tog Rose min hånd og førte mig til køkkenet.
Hun rakte mig en kop med en væske i.
"Hvad er der i?" spurgte jeg.
"Bare øl, drik op!" sagde hun, mens hun drak af sin egen.
"Øhm, jeg drikker ikke," sagde jeg.
Det var ikke helt sandt, jeg havde taget en slurk øl i Australien, men det var, fordi jeg havde forvekslet det med ginger ale.
Jeg er måske australier, men jeg kan faktisk ikke lide alkohol.
"Åh, men du skal drikke i dag," sagde hun.
Jeg sukkede og kiggede ned på plastkoppen. Jeg førte koppen til munden og tog en lille slurk, men før jeg vidste af det, vippede Rose min kop bagover, hvilket fik mig til at drikke det hele og derefter få et hosteanfald.
Jeg hostede stadig, mens Rose bare klappede mig på ryggen og sagde undskyld, men hun så ikke ud til at mene det.
Jeg rullede med øjnene og greb en flaske vand, der stod på køkkenbordet, og drak halvdelen, fordi min hals brændte.
"Hvis fest er det egentlig?" spurgte jeg Rose.
"Jeg tror, det er en fyr ved navn Martin? Jeg kan ikke huske det," svarede hun.
Efter et par minutter sagde Rose, at vi skulle danse, men jeg afslog, fordi jeg er meget bevidst om mig selv, så jeg sagde til hende, at hun skulle gå ud og danse, og jeg ville bare sidde på en af sofaerne.
Da jeg sad på sofaen, bemærkede jeg Blake et par gange i mængden, men jeg gav ikke meget opmærksomhed til en rotte som ham.
Rose dansede med en tilfældig fyr, og jeg var sikker på, at hun var fuld nu, og jeg begyndte at blive sulten, så jeg maste mig gennem de svedige, fulde og høje teenagere og fandt mig selv tilbage i køkkenet.
"Øhm undskyld, ved du, hvor de har maden?" spurgte jeg en fyr, der lænede sig op ad køkkenbordet.
"Er du ny her? Jeg har aldrig set dig her før," spurgte han.
Fyren havde kulsort hår og grå øjne.
"Ja, jeg flyttede hertil for et par uger siden," svarede jeg.
"Åh virkelig, jeg har lige den rigtige slags mad til dig," sagde han med et smil.
"Øhm okay?" sagde jeg lidt forvirret over, hvorfor han opførte sig sådan, men jeg var virkelig sulten, så jeg lod det passere.
Han viste mig en finger for at fortælle mig, at jeg skulle blive, hvor jeg var, mens han gik væk, og efter et par sekunder kom han tilbage med brownies.
Åh gud, brownies, jeg elsker brownies!
"Her, det er nogle specielle brownies, jeg har lavet med en lille smule af min særlige ingrediens," sagde han og blinkede.
"Åh min gud, jeg vidste ikke, der ville være brownies til denne fest," sagde jeg begejstret, mens jeg tog en brownie og spiste den.
Den smagte lidt mærkeligt, men jeg lod det passere, fordi jeg ville dø for brownies. Da jeg havde spist min første, rakte jeg ud efter en til, og en til, og en til, indtil jeg tror, jeg havde spist seks brownies? Jeg var ikke sikker, jeg tror, jeg havde spist flere.
På dette tidspunkt blev alting meget tåget og sløret, mine øjne begyndte at blive tørre, ligesom min mund.
Fyren stirrede bare på mig med et drillende blik.
Men igen lod jeg det passere.
En anden sang begyndte at spille i højtalerne, og pludselig fik jeg lyst til at danse.
Jeg begyndte min vej tilbage til stuen, men jeg snublede et par gange og stødte ind i folk på vejen.
Da jeg nåede stuen, gik jeg hen til en tilfældig fyr og begyndte at danse med ham.
Han så meget flot ud, han havde så smukke øjne og sådan en kær næse.
Jeg smilede og prikkede personen på næsen, personen så chokeret ud, men jeg blev ved med at røre ved hans næse.
"Du har en meget blød næse. Den er ligesom en babys numse," sludrede jeg og fnisede derefter.
Vent, hvad, hvorfor fniser jeg? Det var ikke engang sjovt.
Mens jeg dansede, var jeg ved at falde, men fyren holdt mig stabil.
"Hvor mange drinks har du fået?" spurgte han.
Åh, så han har også en dyb stemme? Lækkert.
Jeg har svært ved at finde en fejl ved ham.
"Hvad? Jeg har ikke drukket noget, jeg har bare spist lidt, fordi jeg var sulten," fnisede jeg igen.
Hvorfor fniser jeg? Det var slet ikke sjovt.
"Hvad mener du—vent, hvad har du spist?" spurgte han, han så både chokeret og vred ud.
Han ser sød ud.
"Hvorfor stiller du mig så mange spørgsmål?" spurgte jeg.
Så begyndte jeg at grine, fordi jeg stillede et spørgsmål om, hvorfor han stillede mig så mange spørgsmål.
"Besvar nu bare spørgsmålet, Ava," svarede han irriteret.
Åh gud, han kender mit navn, han er en stalker, løb Ava, han vil dræbe dig.
Tænkte jeg.
Så vendte jeg mig bare om og forsøgte at løbe væk fra denne underlige fyr, nøgleordet er 'forsøgte'.
Han havde et fast greb om min arm, det var fast nok til, at jeg ikke kunne slippe væk, men ikke så fast, at det ville efterlade et mærke på min arm.
"Lad mig være, du stalker," råbte jeg til ham.
"Jeg slipper dig, hvis du fortæller mig, hvad du har spist."
"Fint, jeg fik nogle brownies af en fyr, og hvis jeg skal være ærlig, smagte de fantastisk, fyren sagde også, at der var en speciel ingrediens," sagde jeg, mens jeg smilede.
Fyren slap ikke min hånd, men holdt den i stedet strammere.
"Hvilken fyr?" spurgte han med sammenbidte tænder.
Åh nej, denne fyr bliver vred.
Jeg fnisede igen, hvorfor?...det ved jeg ikke.
"Ham der," pegede jeg på fyren, som gav mig de lækre brownies.
Fyren kiggede på fyren, der gav mig brownies, og begyndte at trække mig hen imod ham.
"Åh yay, jeg får flere brownies," sludrede jeg.
"MARTIN, HVAD FANDEN? HVORFOR GIVER DU HENDE HASH-BROWNIES?!" råbte fyren til ham, der gav mig brownies.
"Slap af, mand, jeg ville bare have lidt sjov," sagde Martin og blinkede til mig.
Åh, så fyren hedder Martin.
Martin laver gode brownies, jeg vil bede Martin om at lave flere brownies til mig.
Jeg har hørt navnet før, hvor var det nu...åh ja! Han er personen, der holder denne fest.
Jeg så en brownie tilbage på tallerkenen, så jeg var ved at række ud efter den, da den mystiske fyr slog min hånd væk.
"Lad være med at tage dem, de er ikke gode," mumlede han irriteret.
"Åh, ikke fair! Jeg vil have flere brownies," klynkede jeg.
"Du kan få dem, bare rolig," sagde Martin, mens han rakte mig brownien.
Yay
"GIV HENDE IKKE FLERE, DIN IDIOT," råbte fyren, mens han rev brownien ud af min hånd og slog Martin lige i ansigtet.
Tja, jeg tror ikke, Martin vågner op lige med det samme...
"Min brownie," sagde jeg, mens jeg prøvede at nå den.
Men fyren holder den højt oppe, så jeg ikke kan nå den.
"Lad os få dig hjem," sagde han, mens han trak mig hen til sin bil.
"Jeg kender dig ikke engang, og jeg skal vente på Rose," protesterede jeg, mens jeg prøvede at få min hånd fri.
"Ava, Rose kommer hjem senere, lad os tage af sted," svarede han.
"Men jeg vil have min brownie først," surmulede jeg.
"Jeg laver brownies til dig, når vi kommer hjem," sukkede han, mens han satte mig i passagersædet.
Han gik rundt om bilen og satte sig i førersædet og startede bilen.
"Men jeg vil have den brownie, Martin lavede," sagde jeg og krydsede armene.
"Ava, det er ikke gode brownies, det er hash-brownies," forklarede han og kiggede på mig et øjeblik, før han kiggede tilbage på vejen.
På dette tidspunkt fungerede min hjerne ikke, og jeg begyndte at føle mig kvalm og svimmel.
"Hvad er hash-brownies? Jeg vil lave nogle til mig selv, ved du, hvordan man laver dem?" spurgte jeg.
"Hold nu bare kæft," sagde han, og mine øjenlåg begyndte at blive tunge.
"Det var ikke pænt af dig, jeg spurgte bare om noget, og du sagde, jeg skulle holde kæft, du...du er ikke min ven længere," mumlede jeg det sidste, før jeg faldt i dyb søvn.
•••