Kapitel 2
Emily vendte sig om og mødte Vedas hadefulde blik.
"Slip mig!"
Emily forsøgte at trække sin hånd tilbage, men Veda lænede sig tættere på og hviskede, lige højt nok til at Emily kunne høre det, "Hvis jeg ikke kan få ham, kan du heller ikke!"
En bølge af rædsel skyllede over Emily, og før hun kunne reagere, sprang Veda!
Emily kastede sig frem for at gribe hende, men hun var for sent. Hendes fingre strejfede kun Vedas tøj, mens hun så hende falde hjælpeløst.
Så lød en rasende stemme bag hende. "Emily!"
Hun vendte sig om og så John storme hen imod hende, hans ansigt fordrejet af vrede. "Hvordan kunne du være så grusom? Ved du overhovedet, at Veda er gravid?"
Emily var lamslået et øjeblik, så gled et smil hen over hendes ansigt.
"Dit barn?" spurgte hun, selvom hun allerede kendte svaret fra Johns reaktion.
Emily sukkede, rystede Johns hånd af sig og så på ham.
Johns skarpe jakkesæt fremhævede hans høje, slanke figur og markerede træk, hvilket gav ham en aura af elegance.
Men lige nu var hans pandeårer ved at springe, hans læber presset sammen til en tynd streg, hans smukke ansigt fordrejet af raseri, og hans øjne brændte, mens han stirrede på Emily.
Emily havde engang elsket John og drømt om en fremtid sammen.
Men nu elsker hun ham ikke længere.
"Jeg skubbede ikke Veda. Hun sprang," sagde Emily roligt og mødte Johns iskolde blik.
Johns bryst hævede sig af raseri. "Tror du, jeg vil tro på det?"
"Tro hvad du vil," svarede Emily med en kold hån.
Veda blev hastet til operationsstuen, og det var over to timer, før lægen kom ud.
"Patienten er uden for livsfare," sukkede lægen. "Men desværre kunne barnet ikke reddes."
Johns ansigt forvred sig i vantro. "Nej, det kan ikke passe!"
Han vendte sig mod Emily, hans øjne fyldt med raseri. "Er du glad nu?! Jeg sagde jo, at det hele var min skyld, ikke Vedas! Hvis du vil have hævn, så kom efter mig, ikke hendes uskyldige barn!"
Selvom Emily ikke længere elsker John, påvirkede hans ord hende stadig dybt og skabte en ukontrollabel ubehag i hendes hjerte.
Deres ægteskab var blevet arrangeret af Johns bedstefar, Hayden Williams.
Da Emily først kom tilbage til Johnson-familien, føltes alt underligt. Hendes far, Aiden Johnson, og mor, Mia Wilson, var optaget af at trøste Veda og forsikre hende om, at hun stadig var deres favorit, selv med Emilys hjemkomst. Emily blev naturligvis skubbet til side.
Selv ved Emilys fødselsdagsfest bar Veda en fantastisk prinsessekjole, omgivet af Aiden og Mia, mens de skar kagen, mens Emily stod alene i et hjørne.
Så brød en klar, lys stemme gennem hendes ensomhed.
"Hvorfor står du her alene?"
Dengang var John allerede en høj, flot teenager. Han bekymrede sig ikke om Emilys mangel på gunst i Johnson-familien. Han viste hende fyrværkeri, tog hende med i forlystelsesparken og gav hende al den kærlighed, hun længtes efter.
Emily havde altid ønsket, at hun kunne give Veda alt—alt undtagen John. Men til sidst valgte selv John Veda.
Emily knyttede sine næver så hårdt, at hendes negle borede sig ind i hendes håndflader, den skarpe smerte tvang hende til at forblive rolig. Hun så op og mødte Johns blik med et køligt stirrende blik.
"Veda sprang selv. Hvorfor skulle jeg skade hendes barn?" Et hånligt smil spillede på Emilys læber. "Hvorfor spørger du ikke Veda, hvorfor hun pludselig kom tilbage fra udlandet for at konfrontere mig?"
Johns ansigt blev mørkere, hans øjne lynede af vrede. "Har du virkelig mod til at bringe det op?"
Han skar tænder. "Hvis det ikke var for dig, der spredte rygter til bedstefar Hayden, som så ville smide mig ud af familien og fratage mig mine aktier, ville jeg ikke være kommet tilbage."
Johns afsky var tydelig på hans smukke ansigt.
Han kendte Emily. Hun havde tidligere beskyldt Veda for noget, og nu brugte hun bedstefar Hayden til at tvinge ham tilbage. Han havde allerede givet Emily den nominelle titel som hustru, men hun var stadig ikke tilfreds!
Johns stemme blev koldere. "Emily, uanset hvad du gør, vil jeg ikke opgive Veda! Da du og Veda blev byttet på hospitalet, var det ikke hendes skyld. Hun var bare en baby. Jeg ved, du havde en hård opvækst, men du er tilbage hos Johnson-familien nu. Hvorfor kan du ikke give slip på fortiden? Hvorfor skal du holde fast i den?"
Da Emily hørte dette, følte hun en kulde løbe gennem sig.
"Og Veda har følt skyld over for dig i alle disse år. Hun er endda villig til at blive ved min side og få dette barn uden at være fru Williams. Hvad mere vil du have?"
Johns øjne var kolde og skarpe, hans stemme høj. "Det er mig, der burde undskylde over for dig. Hvis du vil have hævn, så tag det ud over mig, ikke hendes uskyldige barn!"
Emily pressede sine tindinger og smilede. Hun havde forklaret utallige gange, at hun ikke mobbede Veda, men ingen troede på hende. Hun var færdig med at diskutere.
"Du har ret. Jeg burde tage det ud over dig."
Med det trådte hun frem, greb fat i Johns krave og gav ham en hård lussing! Lyden rungede ned ad hospitalsgangen.
John blev taget på sengen, hans ansigt drejede sig til siden af slaget.
Han virkede forbløffet, tog flere sekunder om at komme sig, så blev han rasende. "Er du sindssyg? Hvordan tør du slå mig?!"
Emily rystede sin håndled, som var følelsesløs efter slaget, og hævede et øjenbryn. "Er det ikke det, du ville have?"
Overraskende nok føltes det ret godt. Hun havde endda lyst til at slå ham igen.
Johns vrede blussede op. Han var ved at tale, da hans telefon vibrerede. Det var et opkald fra bedstefar Hayden.
Haydens stemme var streng. "Jeg har hørt, at du er tilbage i landet?"
Bedstefar Hayden sagde med en dyb stemme, "Du tager straks Emily med hjem, husk, tag Emily med dig. Hvis det kun er dig alene, vil du aldrig sætte dine fødder i Williams-familiens døre igen!"
Med det lagde bedstefar Hayden på direkte.
Johns tindinger spændte af vrede, hans blik fuld af intens hån rettet mod Emily. "Tror du, at have bedstefar som din støtte vil få mig til at ændre mening og blive forelsket i dig igen?"