Kapitel 3
KAT POV
Jeg kan ikke tro, at Izzy er her. Jeg har savnet hende så meget i de sidste to år. Hun ville rejse. Hvem kunne bebrejde hende. Hun har været igennem så meget de sidste ti år.
Jeg vidste, at lavendel og salvie i hendes værelse ville slå hende og Puna ud som en lys. Jeg har brug for, at hun er udhvilet, men også sikker.
Han har været udenfor, lurende i skyggerne, og set hende komme hjem.
Jeg går ud ad døren og låser den. Jeg ved, at han stadig kigger. Han vil se hende. Men hun hader ham så meget for at have forladt hende og for det, han gjorde mod hendes mor. Jeg går ned ad indkørslen og ser ham stå til højre for mig.
"Hun ligner Lucy på en prik," siger han.
Jeg ser på ham og giver ham et strengt blik. Selvom han er Izzys far, er det, han gjorde, utilgiveligt. Jeg kan heller ikke lide ham efter alt det lort, han udsatte min søster for. "Du burde ikke være her, hun vil ikke se dig." siger jeg "For resten, hun mødte din søn, og han spurgte, om han måtte komme til festen i aften, men hun nægtede blankt" snerrer jeg tilbage.
"Jeg har hørt det, hun følger bestemt Lucy med sin kampånd," siger han.
"Stop med at sige min søsters navn, du har ingen ret til at sige det," snerrer jeg af ham og går udenom ham.
Han ser såret ud. "Kat, vær sød, du ved, hvad der skete?" siger han med skyld i stemmen "Jeg havde intet valg i sagen"
Jeg vender mig hurtigt om og står ansigt til ansigt med ham, jeg knurrer, min panter er klar til at rive ham en ny røv, hvis han ikke holder kæft. "Du har noget af en frækhed at sige det. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis Izzy ved mere om, hvad der skete," siger jeg "Og du skal holde dig væk, hun hader dig virkelig, mere som afskyr dig. Hvad angår din SØN, hun kender ham ikke eller den datter af dig, så hvis jeg var dig, hold dem væk fra hende for nu."
Han ser ned på mig med et tomt udtryk "Kat, vær sød, jeg vil gerne kende min datter," siger han.
"Graham," siger jeg med afsky i stemmen, som om hans navn er gift at sige, "hold dig væk, jeg advarer dig nu. Du, din mage, dine børn og også den gamle Alfa, du valgte over din familie, må hellere lade hende være, ellers kan du blive overrasket over, hvad hun kan gøre. Hun har været igennem mere, end nogen af jer ved," siger jeg og indser, at jeg har sagt for meget.
"Hvad mener du? Hvad har hun været igennem?" siger han, hans ansigt viser chok, men han kommer hurtigt til sig selv. Som om jeg vil fortælle ham det, det er ikke min historie at fortælle.
Jeg vender mig og går, caféen er kun rundt om hjørnet fra huset, jeg bor i.
"Kat, fortæl mig det, vær sød," råber han og fortsætter med at følge efter mig. Jeg åbner døren til caféen, det er lukketid. Nå, vi lukker tidligt, da alle skal til ceremonien.
Alice, der står bag disken, har et smil på læben, da jeg går ind, men det forsvinder hurtigt, da hun ser Graham. Hun hader ham også.
"Kat," siger han. "Du kan ikke skjule de ting for mig. Hun er min datter."
Jeg har fået nok af den nar. Han har ikke bekymret sig om Izzy de sidste ti år. Jeg bor kun her igen, fordi jeg er nødt til det, for Alice.
Jeg vender mig om og står ansigt til ansigt med ham.
"Lyt godt efter, din idiot, du har aldrig været i hendes liv. Jeg behøver ikke fortælle dig en skid. Du kom aldrig tilbage for hende, selv de gange jeg sendte dig beskeder. Du er ikke og vil aldrig være hendes far," siger jeg med en hvæsende stemme. "Jeg måtte opdrage hende og Alice alene, uden nogen støtte fra dig. Vil du lære Izzy at kende, så kom herind og tal med hende, eller endnu bedre, vent til hun vil tale med dig, hvilket jeg kan fortælle dig nu, aldrig vil ske."
Jeg kan mærke hans skam, men før jeg kan sige mere, kommer hans søn Dale ind med den nye Alfa, Blake.
De begge ser på os, Dale indser spændingen og sandsynligvis situationen foran ham. "Far, hvad laver du her?" spørger han og kigger mellem mig og sin far.
Hans far kommer sig og presser læberne sammen til en hård streg.
"Kat, hvad betyder det her?" siger den unge Alfa.
Jeg ser på dem alle, dumme ulve.
"Hun fortalte bare denne idiot, hvor han kan gå hen og aldrig komme tilbage," siger Alice, da hun kommer og står ved siden af mig.
Der er en høj knurren. "Vis ikke respektløshed foran mig, kat, jeg dræber dig," siger han mellem sammenbidte tænder.
Alice slipper en knurren ud. "Du er måske Alfa. Jeg er måske en del af flokken, men du skal ikke spørge min mor om noget, der ikke vedrører dig," siger hun.
Jeg vil ikke have, at hun får problemer, men jeg stirrer på Blake. "Jeg beder Graham om at gå, det er ikke det bedste tidspunkt at være her, især ikke nu," siger jeg.
Graham og Dale står på hver sin side af Blake, men jeg har en ting mere at sige. "Her er kagerne til ceremonien, gå nu," siger jeg mellem sammenbidte tænder. "Og Alfa, taler du sådan til min datter igen, vil du se, hvad en kat kan gøre."
Han ser på mig forbløffet et øjeblik. Jeg har aldrig ladet min vrede løbe løbsk på denne måde, og han kender mig, før han forlod for at træne flokkene.
"Kat, jeg bliver snart den nye Alfa, vær nu venlig," siger han.
Jeg ser på Graham og Dale. "I to kommer ikke herind, når Izzy er her, hører I mig!" siger jeg, men jeg kunne ikke lade være med at lade min panter slippe en høj snerren ud. "Jeg mener det, jeg vil rive jer et nyt røvhul, hvis I kommer herind og skaber problemer. Hun vil ikke kende jer."
"Du kan ikke forhindre mig i at se min datter," siger Graham.
Men klokken ringer på døren til caféen, jeg ved, hvem det er, hendes duft fylder caféen.
Graham spænder.
Ã…h lort, hun er ikke glad.