Kapitel 2
IZZY
Jeg har en bror, som ser ud til at være på samme alder som mig. Han spildte ikke nogen tid.
"Du må være Kats niece Izzy, mit navn er Dale. Jeg er Beta i Shadow Pack, og her er Paul, han er Gamma. Vi ville gerne komme og præsentere os for dig," siger Dale.
Jeg kigger på ham, ikke imponeret af ham og hans Alpha, som enten må være travl eller ikke gider finde ud af, hvem jeg er.
"Ja, det er jeg, kan du flytte din bil, så vi kan komme videre," siger jeg med sammenbidte tænder.
Kat ser ud som om hun vil slå mig, men kontrollerer sig selv. "IZZY," siger hun.
"Jeg er ked af det, vi vidste ikke, at det var din bil," siger han og kigger på Hondaen, tydeligvis løgn, da Kat har boet i byen i et par måneder. "Jake, vil du flytte bilen til en parkeringsplads, tak?"
Jake, som må have været chaufføren, nikkede og gik tilbage til bilen, steg ind og kørte bilen direkte ind i en plads, som var på den modsatte side af Kats bil.
"Er det bedre?" siger han med et smil.
"Ja, jeg går ud fra det," siger jeg med en antydning af irritation. "Kat, kan vi tage af sted, tak? Jeg er træt. Jeg har været vågen i fireogtyve timer," siger jeg, mens jeg giver et falsk gab. Kat smiler, velvidende at dette ikke er, hvad jeg har brug for at håndtere.
"Ja, selvfølgelig Izzy, er der noget andet, I har brug for, Beta og Gamma?" siger hun, mens hun placerer min taske på bagsædet og tager min kuffert til bagagerummet på hendes bil.
De begge kiggede på mig, Gamma Paul ser ud som om han er ved at mindlinke nogen.
"Han mindlinker Alphaen," siger Puna, som har slået sig ned bagerst i mit sind. Hun har kigget gennem mine øjne, men til det punkt, hvor de ikke ændrer sig.
Efter et par sekunder vender Dale sig mod mig og Kat og smiler. "Nej, intet andet. Åh, faktisk en ting, vi kommer forbi caféen senere i aften for de kager, vi bestilte til ceremonien."
"Ingen problem, de vil være klar, når I kommer for at hente dem. Jeg håber, den nye alpha får en god velkomstfest," siger hun.
"Åh, det vil han," siger han med et selvsikkert smil. Jeg gyser ved tanken om alle de grove ting, han kunne mene, men han overrasker mig ved at spørge: "I burde begge komme."
Kat ser tilbage på dem. "Jeg tror ikke det, jeg mener, Izzy har brug for at hvile efter den lange rejse, hun har været på," siger hun. Jeg tror, jeg ved, hvorfor hun opfører sig sådan, mit blod koger, da jeg ved, hvem der vil være der.
"Nå, invitationen står der," siger Dale.
Paul ser på mig med forsigtighed. "Du burde komme til pakkens hus...," men før han kunne afslutte sætningen... "Det tror jeg ikke, I må begge vide, at min far er en del af jeres pakke. Jeg vil ikke, eller rettere sagt, jeg vil aldrig komme til jeres pakkens hus, så hvordan med, at I begge går og gør, hvad end I skal gøre, før jeg kaster op over de fine sko, I har på," siger jeg, mens jeg går hen til bilen for at åbne bildøren, men jeg vender mig om mod gammaen, "For resten, hils min far fra mig, da jeg vædder på, at han ikke vil vise sit ansigt foreløbigt, især da det er ti år siden, han sidst så mig. Så jeg håber, I får en god fest, men kom aldrig nær mig igen."
Jeg sætter mig ind i bilen og smækker døren. "Tåbelige ulve," mumler jeg for mig selv.
Jeg sidder nu i bilen og venter på, at Kat skal sætte sig ind. Jeg ser på de tre, som jeg har efterladt målløse på grund af mit udbrud.
Jeg hader den mand. Jeg vil ikke se manden, der forlod mig.
"Jeg er ked af det på Izzys vegne," siger Kat, mens hun går hen til bilen og åbner døren. "Jeg håber, hun ændrer mening," siger Dale, som ser ud til at have kommet sig over mit udbrud og smiler til mig. "Vi vil ikke have nogen problemer," siger han.
Alle tre vender sig og går i den retning, vi kom fra.
Kat og jeg stirrer efter dem, mens de går væk. "Tåbelige ulve," mumler jeg igen for mig selv.
"Izzy, du skal opføre dig ordentligt og også være forsigtig med, hvad du siger," siger Kat og starter motoren. Vi vender og kører ud af parkeringspladsen og videre ud på en lige vej. Vi kører i stilhed.
"Kat, hvorfor ville du have mig herude?" spørger jeg, da stilheden i bilen var larmende og for meget at tage.
Hun sukker. "Jeg ville se dig, du er min niece." Jeg ser tilbage på hende, jeg tror på hende, men der er mere i det. "Og hvad ellers?" siger jeg.
Hun siger ikke noget i et par øjeblikke. "Din far kom ind på caféen, da jeg flyttede hertil for et par uger siden. En af hans pakke medlemmer fortalte ham, at jeg var der. Han ville vide, hvordan du havde det, og om du ville komme tilbage for at bo her," siger hun og ser på mig et par gange. "Han vil lære dig at kende, Izzy."
Jeg griner lidt. "Ja, selvfølgelig, han har ikke gidet i 10 år, hvorfor nu?" spørger jeg.
Hun trækker på skuldrene. "Jeg ved det ikke, jeg ved, at du hader ham for, hvad han gjorde mod din mor og alt det andet, der fulgte med. Jeg ved, at han forlod dig. Der er ingen undskyldning for, hvad han gjorde. Jeg hader ham også for, hvad han gjorde mod dig og din mor, men han virkede splittet og såret, da jeg fortalte ham, at du aldrig vil se ham igen."
Jeg siger ikke noget. Jeg ved, at hun vil lade mig beslutte, hvad jeg vil gøre, men manden forlod mig, som om jeg vil se ham.
"Izzy, du kender ikke hele historien om, hvorfor han forlod," siger hun.
Jeg ser tilbage på hende uden nogen udtryk i ansigtet. Problemet med den udtalelse er, at jeg ved, hvorfor han forlod, og hvad der fik ham til det. Hun ved enten ikke, at jeg ved det, eller også tror hun på de løgne, han har fortalt hende.
"Hvem er denne nye Alfa egentlig? Hvorfor holder de en velkomstfest for ham?" spørger jeg og forsøger at skifte emne.
Hun kigger kort på mig, før hun vender hovedet for at se, hvor hun går hen. "Hans navn er Blake, han er Alfaens søn. Han har været væk de sidste par måneder for at træne nabopakkerne," siger hun. "Han kom på caféen hver dag, før han tog af sted, så du ser ham nok snart."
Jeg har ikke lyst til at se nogen, især ikke en Alfa, slet ikke andre ulve. De gør mig vred.
Jeg lader samtalen ligge og stirrer ud ad vinduet. Denne lille by har en enorm skov omkring sig, men alle husene ligger tæt sammen. Efter et par minutter mere kører vi op ad en indkørsel, der fører til et lille rækkehus. Det ligner et helt almindeligt rækkehus. Alle husene ligger op ad skoven, bedst for folk der vil skifte form og løbe ind i skoven.
"Vi har brug for en løbetur senere, jeg har brug for en løbetur," siger Puna. Vi har ikke skiftet form i evigheder, da vi har rejst rundt på det seneste.
Da Kat kører op i sin indkørsel, ser huset pænt ud. Ligesom det jeg havde før med min mor. Jeg gyser ved mindet. Jeg er nødt til at blokere det hele ude.
Vi stiger begge ud af bilen, jeg går hen mod bagagerummet for at hente min kuffert, mens Kat tager min taske fra bagsædet. Jeg stopper pludselig og indser, at nogen holder øje med mig.
"Puna, kan du mærke nogen bag os?" spørger jeg hende uden at se mig tilbage. Hvem det end er, gør min kat urolig.
"Jeg ved det ikke, men jeg kan allerede ikke lide det her," siger hun. "Alle virker anspændte, jeg ved ikke, om det er på grund af os eller denne Alfa, der kommer tilbage, men noget er galt."
Jeg er enig med hende, noget er galt, men det er svært at sætte fingeren på det.
Jeg ser op og ser Kat stirre bag mig, hendes ansigt er uigennemskueligt. "Vi skal have pakket dig ud, jeg skal hen på caféen for at lukke," siger hun og griber fat i min arm for at trække mig mod hoveddøren.
"Okay Kat," siger jeg og følger efter hende. Hun leder mig indenfor.
Mens jeg er inde, kigger jeg mig omkring. Der er en lille stue, et åbent rum med køkkenet bagerst. Når man kommer ind, er trappen lige foran os. Hun lukker døren bag os, men ikke før jeg bemærker, at hun kigger sig omkring udenfor en sidste gang, før hun lukker og låser døren.
"Er alt i orden, Kat?" spørger jeg. Noget er galt, det kan jeg mærke.
"Alt er fint, lad mig vise dig til dit værelse. Du kan tage et bad og hvile dig. Jeg skal hen på caféen for at sikre, at Alice er færdig med kagerne til ceremonien," siger hun.
Hun tager mig med op ad trappen, viser mig hendes værelse og badeværelset. Hun fører mig til mit værelse, som har eget badeværelse. "Jeg fik dette sat op i sidste uge, da jeg vidste, du ville komme på besøg, men nu hvor du bliver, vil det være praktisk," siger hun. Værelset ser ud til at have den rette størrelse. Jeg har altid haft små værelser, når jeg rejste, eller bare sov på jorden, råt eller i et træ, men dette værelse er dejligt.
"Jeg har købt alt, hvad du måske har brug for. Hvis du mangler noget, kan vi hente det i morgen, når vi skal på caféen. Har du lyst til at tage et par vagter på caféen?" spørger hun, mens hun går hen mod døren.
Jeg nikker, da jeg ved, hun vil betale mig for at arbejde der. "Ja, selvfølgelig," siger jeg, lige da min mave rumler højt.
Hun ser på mig med et lille grin. "Jeg laver nogle sandwiches til dig, jeg kommer op med dem. Du vil sikkert gerne sove efter mad og et bad, da det har været en lang dag."
Jeg lader et gab undslippe mine læber, så snart hun nævner søvn. Hun smiler. "Jeg kommer med din mad, mens du er i bad."
Jeg smiler og krammer hende. "Ok, tak. Hvornår tager du til caféen?" spørger jeg.
"Jeg tager afsted, så snart maden er lavet. Jeg er ikke væk længe," siger hun og vender sig om, men stopper pludselig. "Jeg låser dig inde, bare som en forsigtighed, jeg vil ikke have nogen til at komme ind, mens du sover."
Jeg ser tilbage på hende. Hun må da lave sjov, ikke?
Hvem skulle dog komme herind?
"OK," siger jeg og mærker uroen komme tilbage med en vis kraft.
Puna gaber, men føler sig også på kanten. "Er du ok, Izzy?" spørger hun. Jeg ved, hun kan mærke usikkerheden i min stemme.
"Ja, der er noget med Kat. Hørte du, hvad hun lige sagde?" siger jeg, men endnu et gab undslipper mine læber.
Hun nikker mens hun siger, "Hun vil sikkert bare beskytte os, selvom vi er stærke nok til at kæmpe. Hun vil sikre, at ingen kommer ind. Izzy, du kører på dampene. Du har brug for hvile. Vi tager en løbetur, når du vågner, men jeg må indrømme, jeg er også ret søvnig."
Jeg kan mærke hendes træthed synke ind i mig, jeg gaber igen. Jeg ser tilbage på Kat, som har stirret på mig. "Vi ses senere, Izzy," siger hun og går.
Jeg pakker noget af mit tøj ud, men den energi, jeg har tilbage efter turen, gør mig helt søvnig. Jeg tager et par pyjamas og går hen mod bruseren. Jeg tror, jeg tog det korteste bad i historien, da jeg kan mærke trætheden komme over mig. Jeg går ud, tørrer mig og skynder mig ind i mit værelse. Der står allerede nogle sandwiches på natbordet. Kat må være kommet ind, mens jeg var i bad. Jeg tager mine pyjamas på, flytter kufferten ned på gulvet og lægger mig på sengen.
Inden for få sekunder efter mit hoved rammer puden, bliver jeg sendt ind i søvnens mørke.