Bortført
Ivery Clarks synspunkt
Så pinligt!
Jeg stoppede ikke med at løbe, før lyden af stemmer og fodtrin forsvandt bag mig. Mine ben brændte, og mit hjerte hamrede, men det var ikke anstrengelsen, der fik mig til at hive efter vejret. Jeg pressede ryggen mod den kolde stenmur i gangen og forsøgte at få styr på stormen inden i mig.
Hvad tænkte jeg på? Jeg lukkede øjnene og stønnede lydløst. Så pinligt.
Jeg stoppede med at gå frem og tilbage og greb om nakken, mens jeg kiggede ned ad gangen. Det her er ikke dig, sagde jeg til mig selv. Jeg var ikke impulsiv, hensynsløs eller afhængig. Jeg var ikke en, der kastede sig for fødderne af en mand, som – hvad? En fremmed?
Ikke en chance.
Næste dag
Det kolde vinterlys sivede gennem de tynde gardiner og faldt i dæmpede striber over den slidte sofa.
Jeg sad sammenkrøbet på den og klemte om en kop te, der for længst var blevet lunken. Det var ligegyldigt; teen trøstede mig ikke mere end det tykke tæppe, jeg havde viklet om mig.
"Tænker du stadig på dem?" Bellas stemme brød stilheden.
Jeg bed mig i læben. I mit sind spillede scenen i en uendelig løkke – de glitrende lys fra forlovelsesfesten, klirren af champagneglas og lyden af John, der lo ved siden af Fayre.
Hendes hånd i hans, min hånd tom. Hans øjne, der strålede for hende, som om mine aldrig havde betydet noget.
"Ivery, du er nødt til at give slip på det her. De er ikke det værd – ingen af dem. Specielt ikke John. Og du ved, at Fayre trives ved at vide, at hun har såret dig."
Bella, min bedste veninde, satte maden til side og rakte ud efter min hånd. "Jeg ved det, og det er grusomt. Men du kan ikke blive ved med at drukne i det her. Du lader ham stjæle mere af din tid og lykke. Synes du ikke, du har givet nok til den mand?"
Jeg sank klumpen i halsen og kiggede væk. "Det handler ikke om ham, Bella, det handler om, hvor meget tid jeg har spildt, hvor mange muligheder jeg har mistet for en mand, der aldrig så mig som sin egen."
"Efter far døde, måtte min bror Rowan tage over alt for tidligt, arbejde to jobs bare for at holde os mætte. Og jeg…" Min stemme knækkede. "Kun fokuserede på John. Gav mit alt for at se ham lykkes. Jeg havde for meget håb i ham, Bella. Men nu er alt væk. Jeg har svigtet alle."
"Kom nu, Ivery, der er stadig tid. Du er kun 19, dit liv er ikke slut." Bella lænede sig tilbage, med et lille smil, der trak i hendes læber. "Ved du, hvad du har brug for? En pause. En ferie væk fra alt det her."
"Jeg har en kupon til en rejse. Jeg kan ikke tage af sted, fordi jeg skal tage mig af fars arbejde, men du kan tage af sted og få lidt tid til dig selv."
Jeg stirrede på hende, usikker på om hun mente det alvorligt. "En rejse?"
"Ja. Jeg mener det. Du har brug for det. Livet skal ikke bare være overlevelse, Ivery. Og måske vil du, mens du nyder noget D-vitamin, begynde at se tingene anderledes."
Det var svært at forestille sig at forlade denne kokon af fortvivlelse, jeg havde viklet mig ind i, men dybt inde, tændte Bellas ord noget. Måske havde jeg virkelig brug for at komme væk – fra smerten, minderne, den kvælende fortrydelse.
"Okay," sagde jeg stille og overraskede endda mig selv. "Jeg tager af sted."
Bellas smil var strålende. "Godt. Du vil ikke fortryde det. Jeg lover."
For første gang i ugevis sneg en lille stribe håb sig ind i mit hjerte, i kamp med den vedvarende smerte af forræderi. Måske ville en pause ikke udslette alt, men det kunne måske give mig styrken til at genopbygge.
I lufthavnen
"Her er billetten! Hav det sjovt, Ivery. Giv din sjæl lidt tid." Bella sagde og skubbede mig mod rulletrappen.
Jeg sukkede dybt og forberedte mig på at gå ombord på flyet. Bella havde booket en plads på business class til mig.
"Vær venlig at følge med denne vej, frue..." Stewardessen smilede til mig. Jeg ved ikke, hvordan tiden gik så hurtigt, jeg var i en tåge. Jeg kunne stadig ikke slippe af med sorgen, der åd mig som en plage.
Da jeg nåede vores destination, hyrede jeg en taxa.
"Frue, hvor vil du hen? Du har ikke fortalt mig destinationen." Taxachaufføren afbrød mine tanker.
"Til Ritzz Resort, tak." sagde jeg mellem mine gisp, mens jeg prøvede at køle mig ned.
Da jeg nåede destinationen, betalte jeg taxameteret, og min mund faldt åben.
Resortet lå i en frodig jungle, som tilbød utrolige udsigter over bjergene.
På den anden side kunne jeg se en privat strand, som skabte et afsides paradis.
Det var virkelig et himmerige.
"Velkommen til resortet! Denne vej, tak..." En kvindelig medarbejder sagde venligt, mens hun lagde en krans af orkideer om min hals.
Resortet var virkelig smukt. Sandet under mine fødder føltes så perfekt og beroligende.
"Velkommen til Ritzz Resort. Lad mig lige tjekke dit værelse." En ældre kvinde smilede høfligt til mig.
"Ja...ja tak." Jeg fulgte hende til skranken.
"Dit søde navn?"
"Ivery Clark."
Den ældre kvinde tjekkede på computeren. "Åh ja, der er en reservation i dit navn."
Hun tog derefter kortet ud og skubbede det mod mig. "Hvis du går til venstre og drejer, finder du det. Hav en god dag."
Jeg nikkede som svar og tog nøglekortet. Gå til venstre og drej. Det kan jeg klare.
Det tildelte værelse var så smukt. Badekarret var enormt. Udenfor balkonen kunne jeg se bjerget og skoven med et stort strandområde.
Mit sind kredsede stadig om den sexede mand, jeg mødte på toilettet. Jeg håber, han glemmer mig, og hvor meget jeg ønsker at glemme ham.
Jeg tog en lur, og da jeg vågnede, var det allerede mørkt. De lyseblå nuancer, der spredte sig langs horisonten, var helt forsvundet. Himlen var dækket af et tæppe af mørke.
Nu var vandet som et sort rum, der strakte sig ud i intetheden, som øjet kunne følge. Jeg besluttede at tage en gåtur langs stranden for at berolige mit sind.
Uden at vide det havde jeg ubevidst gået til den fjerne ende af stranden.
For pokker, hvornår nåede jeg hertil? Jeg har været alt for fraværende på det seneste.
Da jeg vendte mig om, blev en sort sæk trukket over mit hoved og strammet smertefuldt omkring det. Hvad fanden!?
Jeg kunne ikke se noget, og jeg gik straks i panik. "Ahhhh!!!"
Mine arme blev trukket bagud så hurtigt, at jeg troede, de blev revet ud af leddene.
En enorm smerte eksploderede, og jeg skreg i rædsel, min ånde varm inde i posen, der allerede føltes som om den druknede mig.
Et andet par hænder gik efter mine ben. Jeg begyndte at sparke vildt, prøvede at slippe fri. Pludselig mærkede jeg et tungt slag mod min kranium, og jeg besvimede.
Alt omkring mig var så sort og tåget.