Dødelig Kærlighed

Kapitel 7

"Er det sådan, du beder om hjælp?" Raymond snappede, slukkede computeren og rejste sig for at gå. "Jeg vil ikke have en skilsmisse længere. Bare gå ud."

Margaret greb hans håndled, hendes stemme blev blidere. "Raymond, jeg har virkelig intet valg."

Hun græd ikke, men bed sig i læben og bad. "Jeg er villig til at blive skilt. Jeg vil ikke klamre mig til dig længere. Vær sød at hjælpe min far."

Det var første gang, Margaret viste sådan en svaghed foran ham.

Men han rystede stadig hendes hånd af. "Men jeg vil hellere se ham død end nogen anden."

Hendes rolige stemme begyndte at ryste. "Raymond, du misforstår ham; han er trods alt din svigerfar. Eller fortæl mig, hvad der skal til for at du vil hjælpe?"

Han så ikke tilbage, men holdt en lys frakke i armkrogen.

Ved lyden vendte Raymond sig om.

Margaret, den stolte adelige dame, Marlons elskede datter, knælede foran ham.

Hans øjne viste chok. Selv da han var sammen med Sarah og koldt tvang hende til at blive skilt, knælede hun aldrig.

Kunne dette betyde, at Marlon betød mere for hende end Raymond?

Hans første reaktion var at hjælpe hende op, men da han huskede, at hun var hans fjendes datter, trak han sit skridt tilbage og gav et koldt smil. "Margaret, du er virkelig villig til at opgive din værdighed for Marlon."

Margaret svarede, "Overfor livet er værdighed intet værd."

Margaret troede virkelig på dette. Hun plejede at tro, at selvrespekt var det vigtigste ved at være menneske, men da Marlon havde en ulykke, og hun ikke kunne skaffe pengene og måtte bede om hjælp, indså hun, hvor naiv hun havde været.

Raymonds ansigt mørknede, mens han gik hen til vinduet fra gulv til loft.

Udenfor var sneen begyndt at falde på et tidspunkt.

Han huskede, at Marlon elskede sne mest.

Raymond sagde koldt, "Hvis du vil knæle, så knæl foran Hughes Group-bygningen!"

Han vendte sig om og så hendes forbløffelse.

Margaret troede, hun havde hørt forkert. Hun troede, at det var nok at knæle her.

Hun forventede ikke, at Raymond kunne være så nådesløs.

"Det ser ud til, at Marlon ikke er så vigtig for dig alligevel." Raymond rystede på hovedet og hånede, mens han vendte sig for at gå.

Margaret spurgte, "Hvis jeg knæler, vil du så redde ham?"

Raymond sagde, "Knæl eller skrid!"

Raymond havde helt mistet tålmodigheden, irriteret rev han i sit slips, mens han vendte sig for at gå.

Margaret besluttede sig. "Som du vil, jeg vil knæle."

Raymonds ryg stivnede pludselig. Den altid stolte Margaret var faktisk villig til at knæle for Marlon? Han var chokeret, overrasket og fyldt med en følelse af hævngerrig tilfredsstillelse.

Marlon havde ødelagt hele hans familie, så han ville få Marlons dyrebare datter Margaret til at knæle i sneen for at sone deres synder.

Foran Hughes Group-bygningen var der et stort område med hvid sne.

Margaret knælede i sneen, den kolde vind blæste konstant, snefnug faldt på hendes krøllede hår. Iført kun en tynd frakke så hun ynkelig og skrøbelig ud.

Hendes ryg var ret. Hendes øjne var stædige og beslutsomme.

En stor paraply dukkede op over hendes hoved.

Da hun ikke længere mærkede snefnuggene, blev hun lidt overrasket.

Hun vidste virkelig ikke, med Hughes-familien reduceret til dette punkt, hvem der ville holde en paraply for hende? Hvem ville beskytte hende? Hun tænkte længe, men kunne ikke komme i tanke om nogen, der ville dukke op.

Hun havde engang en god ven, men deres forhold var blevet dårligt på grund af Sarahs indblanding.

Kunne det være Raymond? Var han bare vred, da han talte tidligere, men i virkeligheden kunne han ikke bære at se hende lide det mindste?

Ved tanken om dette kiggede Margaret op med et strejf af glæde i øjnene.