Kapitel 5 (Del 2) - Blå er en dominerende farve
Lily
Lykke er en luksus.
Det er så dyrt. Uanset hvor mange gange man beder, bliver dagene længere og længere. Så lange, at man mister håbet og ønsker, at man aldrig var blevet født. Jeg bad altid om et mirakel, men intet skete nogensinde. Jeg var stadig en udstødt.
Nu er jeg en del af en anden flok, føler lykke og er omgivet af mennesker for første gang. Jeg kan godt lide at tænke, at der var en grund til det. Jeg hader, hvor lang tid det tog, men hvis jeg skulle vælge, ville jeg vente så længe, det krævede, bare for at ende med Dark Moon Park.
"Du ved, det er kun et år siden, men du kan allerede slå Jesse i en kamp. Hvis det ikke er fremskridt, så ved jeg ikke, hvad det er," Jeremy ser stolt ud.
"Hun forstår det, og jeg forstår det, lad det venligst ligge." Jesse beder. Jeg kan ikke lade være med at smile.
"Men på den anden side, blev du tævet af en baby omkring tyve gange." Mit ansigt brænder af forlegenhed.
Det var svært, men jeg formåede endelig at stå op for mig selv og føle mig selvsikker i processen. Først prøvede vi at ændre min tøjstil, men jeg følte mig stadig den samme. Så prøvede de at gøre mig vred, men jeg kunne ikke. Og så foreslog alfaen, at jeg skulle lære forskellige kampsportsstilarter. Efter en uges karate følte jeg mig allerede som en ny person.
*"Hvordan ser jeg ud?" Jeg kommer ud fra badeværelset og klør mig i nakken. Deres munde står åbne.
"For meget?"
"Du ser brandgodt ud!" Megan hviner.
"Jeg synes det, men jeg føler mig utilpas. Skal disse shorts være så stramme?" Jeg rynker panden, mens jeg prøver at bevæge mine ben. Men så snart jeg gør det, mærker jeg en vindpust og lukker dem hurtigt igen.
"J-jeg er enig." Jeremy blokerer min udsigt fra Victor. "Måske skulle du prøve joggingbukser og en trøje."
Megan skubber ham væk, "Vi kunne, men med dette outfit vil du helt sikkert score en kæreste." Megan smiler skævt, "Ikke sandt, Jeremy?" Jeremy bliver rød i hovedet.
"Jeg tror også det. Kan du huske Xavier? Han har ikke kunnet tage øjnene fra dig, siden du kom," tilføjer Victor. Jeg rødmer, hvordan kan han sige det så højt?
"Xavier?" Jeremy ser ikke glad ud, "Jeg kan ikke lide ham. Han er en player."
Victor gnider sin hage, "Slet ikke. Han har kun haft én kæreste." Jeremy ruller med øjnene og ser på jorden med et blik.
Jeg føler mit ansigt blive varmt ved tanken om, at Jeremy måske kan lide mig som mere end en ven. Megan har forsikret mig om det, men Jeremy afviser mig nogle gange, så jeg har aldrig været helt sikker. Megan siger, der er en værdifuld grund, men jeg tror ikke, han kan lide mig så meget, som jeg kan lide ham.
"Lad os gå. De venter på dig."
Vi går ud til gymnastiksalen, hvor der er varulve i alle aldre, der venter på at blive trænet i karate. Vent, er det en baby? Jeg ser omkring fem bedstemødre.
Da jeg er ved at gå væk, trækker Megan mig tilbage og skubber mig hen mod de andre. Lige ved siden af babyen. Babyen kigger kort på mig og vender sig så tilbage mod fronten, som om jeg ikke er der.
Jeg bryder mig slet ikke om det her.
Læreren får os alle til at sidde i en cirkel, og igen sidder jeg ved siden af babyen. Læreren instruerer os i at finde en partner til at kæmpe med, så han kan vurdere, hvor meget træning vi har brug for til individuelle lektioner. Jeg rykker væk fra babyen, men babyen sætter sig foran mig med et smil på ansigtet. Er det forkert at sige, jeg er bange?
Et øjeblik står jeg på benene, og det næste ligger jeg på maven.
Jeg kan høre Megan og Victor grine i baggrunden. De har narret mig! Hvordan kan en baby slå mig? Det må da være en mand!
Jeg tramper hen mod dem, "Hvordan kunne I narre mig?" Jeremy retter sig op og ryster på hovedet.
Megan stopper med at grine. "Hvad?" Hun kvæler sit grin.
"Den lille baby er faktisk en voksen mand, ikke? Wow, jeg troede, I skulle hjælpe mig med at lære at kæmpe, ikke ydmyge mig." Jeg vil være sur, men jeg kan ikke lade være med at smile lidt.
Victor griner, "Det er ikke en baby. Den er kun fire år gammel." Det gør det hele lidt bedre. Noget prikker mig på lårene. Jeg kigger ned.
"Jeg venter på dig." Babyen stirrer på mig og peger en buttet finger mod mit ansigt.
Jeg bakker væk.
"Lily, jeg tror, du kvæler mig," joker Jesse. Vi slipper alle og ligger bare på min seng og nyder stilheden.
"Hvad med den gang, vi fik dig til at spørge den dreng ud?"
"Hvad?!" Jeremy sætter sig op med store øjne. Jesse og jeg følger trop.
"Gå hen og spørg ham," skubber Megan mig ud af buskene. Den teenage dreng ser mig og smiler. Jeg spiler øjnene op og springer tilbage bag buskene, mit ansigt brænder.
"Jeg kan ikke! Han så mig!" Jeg kryber sammen og gemmer mit ansigt i hænderne.
Nogen slår mig på skulderen, "Det er meningen! Da jeg spurgte en pige ud, fik jeg selvtillid. Måske vil det være det samme for dig."
Jeg løfter hovedet, "Men du er jo flot! Jeg er bare en kartoffel!"
"Jeg gætter. J-jeg mener-" Jeg gemmer mit ansigt igen. Selv Jesse synes, jeg er en kartoffel! "Nej! Jeg mener, jeg ved, jeg er flot! Ikke om kartoffeldelen!" Jeg mærker hans store hænder ryste mine skuldre.
"Kan jeg hjælpe dig!?" Jeg sætter mig op med store øjne. Jeg kigger rundt, men Megan og Jesse er ingen steder at se. Jeg ser op og møder teenage drengens øjne.
"Jeg-er ked af det?" Jeg tager en dyb indånding. I stedet for at sige noget, rækker teenage drengen mig sin hånd. Jeg tager den, og han trækker mig op.
"Jeg mente bare, at du har fulgt efter mig i en uge, jeg ved ikke, om du vil slå mig ihjel eller noget."
Jeg griner nervøst, "Nej! Nej... Jeg mener." Jeg dæmper min stemme, "Jeg har bare villet fortælle dig, at... at..." Jeg stopper, da hans blik fastholder mig.
Han smiler.
"At jeg kan lide dine sko!" råber jeg.
Han træder et skridt tilbage og slår sig et par gange på øret, "Jeg tror, du lige har skadet min trommehinde."
"Nej, jeg mener. Jeg tænkte bare... du ved..."
"Jeg ved?" Han rynker panden og lægger en hånd under hagen, tænker. "Jeg tror ikke, jeg ved det."
"... Vil du gå på en date med mig?" Jeg skynder mig at sige ordene og lægger hænderne foran mit ansigt, klar til at blive afvist.
"Selvfølgelig. Du virker cool."
Jeg lader hænderne falde, "Hvad? Virkelig?" Min mund falder åben i chok.
"Ja. Her, lad mig give dig mit nummer." Han tager en pen frem og skriver nummeret på min hånd. Jeg stirrer bare på ham.
"Bare send mig en sms med tid og sted. Jeg henter dig."
"O-okay."
"Cool. Jeg skal på arbejde, men jeg venter," smiler han og går væk efter at have vinket farvel. Jeg vinker farvel i en tåge.
"Var det så svært?"
Jeg hopper.
**
"Hvornår skete det her? Hvor var jeg?" Jeremy ser alarmeret ud, mens han lægger hænderne på mine skuldre. "Skete der noget andet? Gik du på en date med ham?! Er han en del af vores flok?"
"Nah," Jesse vifter ham væk, "Han var et menneske."
"Jeg skulle til... " Jeg stopper op og griner, "Men jeg vaskede hans nummer af, da jeg gik på toilettet. Det var et uheld." Jeg fniser af min egen dumhed.
"Jeg kan stadig ikke lide det... " Jeremy lægger sig ned igen, men han stirrer stadig på Jesse.
Min dør flyver op.
"Ingen siger noget!" Megan hvisker skingert, mens hun løber ind i mit skab og lukker døren. Sekunder senere stormer Victor ind gennem døren.
"Har I set Megan?" spørger han vredt. Vi ryster på hovedet og prøver at holde latteren tilbage ved synet af hans grønne hud. Fyren kunne ligne Shrek, hvis han ikke var så tynd som en blyant.
"Hvad skete der med dig?" spørger Jeremy underholdt.
"Megan skete." Han knurrer. Vi hører Megans fnisen, og Victor smiler med et djævelsk glimt i øjnene. Han går hen til skabet og stiller sig ved døren.
"Åh Megan. Det er mig, Lily! Og jeg har småkager." Han synger med en høj stemme.
"Jeg lyder ikke sådan," føler jeg mig lidt fornærmet. Døren flyver op og rammer Victor i ansigtet.
"Hvor?" Hun springer ud af skabet og kigger febrilsk rundt i rummet. Da hun ser Victor, bander hun og skubber mig foran sig. Frækhed.
"Megan..." Victor knurrer og holder sig på kinden.
"Lily hjalp mig." Hun indrømmer hurtigt.
"Du skulle ikke have fortalt ham det," mumler jeg under min ånde. Victor knurrer igen, og vi bakker væk, mens vi skubber Jesse og Jeremy foran os. Til min overraskelse stiller Jeremy og Jesse sig ved siden af Victor.
"Hvad har du at sige til dit forsvar?" spørger Jesse, mens han og Jeremy står ved siden af Victor og forsøger at se alvorlige ud.
"Øh... jeg elsker dig." siger jeg nervøst.
"Hvorfor er du på Victors side? Du skulle jo elske mig!" anklager Megan.
"Det er fordi det er grøn hud. Du skulle have valgt orange som hans hår, det er hans bedste farve."
"Jeg føler, at blå er en mere dominerende farve. Du ved... for mænd." Jesse krymper sig og løfter hænderne i vejret som for at sige 'jeg overgiver mig'. Jeg sukker, velvidende at Megans 'feministiske' side måske kommer frem.
Megan ruller med øjnene, "Siger den, der ikke kan slå Lily i en kamp."
Jesse bliver rød i hovedet, "Det var ikke sådan, jeg mente det! Jeg sagde bare, at blå er en farve, der symboliserer drenge, når de bliver født. Ser du ikke alt babytøjet? De fleste af dem er blå!"
"Jeg kan seriøst ikke vente, til du finder din partner. Jeg skal nok sørge for, at hun ved, hvor meget af et svin du er!" knurrer Megan.
"Ikke hvis jeg ikke lader dig!"
"Er der en anden Victor herinde?" spørger jeg ud i luften i håb om, at Jesse vil lade det ligge.
Victor ryster på hovedet, "Det tror jeg ikke."
Jeg sukker. En hånd griber fat om min talje og trækker mig tæt ind, indtil jeg rammer et bryst. Mine øjne mødes med Jeremys drillende øjne. Selvom vores venner skændes, kigger han ikke væk.
"Jeg kan lide dig," Jeremy læner sig ned og kysser mig på læberne.
"Mine øjne!" råber Victor og Megan i kor og lader som om de besvimer.
"I er bare misundelige, fordi han er min." svarer jeg, og de sætter sig straks op.
"Ulækkert. Jeg er ikke bøsse, Lily." Victor ryster af væmmelse. Han giver Jeremy et hurtigt blik og nikker. "Desuden har Jeremy ingen røv."
"Det har jeg også!"
Megan tilføjer, "Det er bare ulækkert at se min søster kysse min bror." Jeg strækker mine læber i et bredt smil. Hun ved, hvordan man får folk til at føle sig specielle, det må jeg sige.
"Uanset. Jeg kan kysse min kæreste, når jeg vil."
"Jeg vil kaste op," advarer Megan.
Jesse sukker, før hans øjne lyser op, "Hvem er klar til en overnatning? Jeg tror ikke, jeg kan sove alligevel."
Vi er enige. Det er længe siden, vi har haft travlt med træning eller rejser til andre flokke. Jeremy og Jesse har især haft travlt, da de er næste i rækken til at blive Alfa'er.
"Okay," Jesse knipser med fingrene, "Den, der ikke kommer inden fem minutter, skal lave popcorn."
"Hey! Det er ikke fair! Jeg er altid den, der kommer for sent." klager Megan.
"Præcis."
"Okay. Klar, Parat, Start!" Og med det forsøger de alle at løbe ud af mit værelse, men da de alle prøver at komme ud på samme tid, sidder de fast i døren.
"Flyt din flade røv, Jeremy!"
"Hey! Du stødte ind i mine kugler!"
"Det er mit bryst, din perverse!"
"Skub ikke!"
"Megan! Stop med at sparke mig!"
"Hey!" De vender sig alle for at se på mig.
"En ad gangen." siger jeg langsomt. De nikker og går en ad gangen. De kigger tilbage på mig, når de er ude af døren.
"Bedre."
Og så er de væk.