Kapitel 2 - dækket af mudder
Lily
Mit sind forsøger at finde på idéer til at undslippe. Givet min mangel på motion og deres stærkt udseende kroppe, giver jeg dem fem sekunder til at fange mig. Ti, hvis jeg er heldig.
De skal til Red Dawn Pack, hvilket betyder, at jeg har tre dage til at flygte, før vi når deres land. Jeg kan klare det, hvis jeg beder om at tage en tissepause, men jeg har en fornemmelse af, at alfaen vil få de andre til at holde øje med mig.
En snorken bryder gennem mine tanker. Megans for at være mere præcis. Hendes snorken er stille men irriterende, og for at gøre det værre, er det koldt.
Jeg holder vejret, mens jeg kravler ud af sengen og lister hele vejen hen til vinduet. Jeg kigger ned men ser ingen tegn på en vagt. Skal jeg? Jeg kaster et blik tilbage på hende, hun sover som en sten. Og jorden er ikke langt væk. Men hun er lidt skræmmende...
Jeg gør det.
Jeg løfter mit ben op og svinger det ud efterfulgt af det andet ben. Jeg hører en raslen og holder vejret. Jeg tager en chance for at kigge bag mig. Megan vender ryggen til mig, stadig sovende. Jeg ånder ud og scanner mine omgivelser. Hvis jeg kommer til skade, vil jeg hele på omkring et minut eller en time, men jeg er bange for den smertefulde helingsproces. Jeg lukker øjnene og springer, lander på mine hænder og fødder.
En kort smerte skyder gennem mine ben, men jeg tager langsomme skridt.
Mens jeg bevæger mig ind i skoven, indser jeg, at det ikke vil virke, hvis min duft er tydelig. Jeg er nødt til at slippe af med min duft, men jeg har ikke sprayen lige nu. Jeg snuser i luften. Noget stinkende rammer min næse, og jeg følger retningen. En stor sø fuld af mudder hilser min næse.
Et øjeblik stirrer jeg bare på den. Det ser ulækkert ud, mest fordi det har farven af afføring. Med et suk går jeg mod søen og træder ind. Mudderet opsluger mine sko, indtil jeg ikke kan se dem. Jeg skubber videre, indtil det når mine knæ. Gåsehud rejser sig på min hud, så snart det kolde mudder rører mine jeans. For at få det overstået, klemmer jeg næsen sammen og skubber mine knæ op, indtil jeg føler mig kold og tung overalt. Jeg bliver inde i et par sekunder, før jeg beslutter, at det er tid til at løfte hovedet, før jeg drukner. Jeg skubber mine ben og åbner øjnene, når jeg lugter skoven.
"Troede ikke, du ville gøre det."
Jeg stopper med at gnide mine øjne og drejer langsomt hovedet mod stemmen. Fyren, jeg skubbede til jorden, er et par meter væk, oppe i et træ med det mest afslappede ansigt og benene svingende fra grenen. Jeremy.
"Ah," jeg er mundlam. En smule vred over, at han bare lod mig hoppe i, når han let kunne have stoppet mig. Han griner og hopper ned, hans grin forsvinder ikke, selv da han lander på sine fødder. Han går ikke hen imod mig men betragter bare mit ansigt, som om han minder mig om, at det er dækket af mudder. Jeg rynker panden og tørrer det af mit ansigt, trækker alt håret bag mit øre.
"Hvad?" Jeg rynker panden lidt, irriteret over, at han ikke engang kigger væk, da et egern løber over grenen, han lige stod på. Han får mig til at føle mig som en nar. Han kunne have stoppet mig og sparet mig for en forkølelse.
"Du ser sjov ud."
Jeg troede ikke, han ville svare. "Det gør du også," siger jeg klodset, men han griner bare. Hvad er det for en mærkelig følelse?
"Du synker," siger han alvorligt igen og tager hurtige skridt hen imod mig. Han rækker hånden ud, forventer at jeg tager den. Jeg kigger ned på mig selv og skælder mig mentalt ud for at være dum. I stedet for at tage hans hånd, skubber jeg benene fremad. Jeg stønner, mens mudderet bliver tungt. Mudderet klæber til mine jeans, så snart de kommer til syne. Efter et par skub mere, gisper jeg og falder sammen på jorden på knæene.
"Jeg kunne have hjulpet dig, ved du."
Jeg ignorerer ham, vender mig om og sætter mig med benene mod muddersøen. Ud af øjenkrogen ser jeg, at han sætter sig ved siden af mig, mens han stirrer på mit ansigt, som om jeg var et kunstværk.
"Jeg er ikke kød."
Hans mund åbner sig lidt, men han lukker den, da jeg vender hovedet mod ham, "Alt, jeg gjorde, var at tilbyde en hjælpende hånd." Han stirrer tilbage på mig, så jeg vender hovedet fremad igen, mens jeg mærker, at mit ansigt bliver varmere hurtigere end min krop.
Jeg slikker min underlæbe, "Hvorfor tager du mig ikke tilbage og fortæller det til Alfaen? Jeg vil bare have det overstået." Jeg er skuffet over, at jeg ikke kom langt, men af en eller anden grund er det ikke så slemt, som det burde være. Jeg bliver ikke fastholdt eller skubbet ind i en fangekælder, jeg taler med en fyr. En flink fyr.
"Det ville jeg, men hans værelse er så langt væk." Hans stemme er rolig og afslappet. Næsten som om han ikke er bange for, at Alfaen kunne straffe ham for ikke at rapportere mit flugtforsøg.
"Du ved, alt du skulle have gjort var at gå forbi søen, og du ville have været fri."
"Hvad?" Jeg stopper med at tørre jeansene. Han peger til højre for søen, hvor der er et lille flag, der signalerer enden af deres jord. Mit ansigt bliver varmt, men han griner ikke, han smiler. Et sødt slags smil.
"Åh," Jeg føler mig dum. Jeg var så bange for at blive fanget, at jeg ikke tænkte mig om to gange, før jeg sprang i en muddersø. Hvis jeg bare havde scannet mine omgivelser, kunne jeg allerede have været på vej væk som en fri kvinde. Han stirrer stadig på siden af mit ansigt, men med et fjollet grin denne gang. Jeg kan ikke finde ud af, om han vil grine, eller om han bare er virkelig glad. Jeg holder mit ansigt neutralt, "Jeg kan godt lide at være eventyrlysten. Du ved, som i filmene."
"Det tror jeg på. Jeg skulle bare være sikker," Han kigger rundt og gaber.
"Hm." Jeg begynder at tørre mine jeans og mine arme af, laver en grimasse over, hvor klistret og ildelugtende det er. Hvis jeg vidste, at han kiggede, ville jeg ikke være sprunget i og havnet i denne rod. Uden at tænke over det spørger jeg, "Burde du ikke sove?"
Han ser på mig, som om jeg var skør, "Det er min tur til at vogte territoriet." Åh. Det havde jeg glemt. I flokke er der altid en god mængde varulve, der vogter territoriet i tilfælde af, at nogen træder ind uden tilladelse, eller hvis der er mistænkelig aktivitet. De skal rapportere det, men denne fyr rører sig ikke engang.
"Ja, jeg er overrasket over, at du ikke vidste det. Er jeres flok virkelig så uerfaren?" Han ryster på hovedet, mens et grin slipper over hans læber.
Jeg laver en grimasse, "Selvfølgelig vidste jeg det. Jeg har bare mudder i hjernen." Wow Lily. Du får ham, pige.
Han griner, det er højt og lyder ikke tvunget, "Hvad du end siger." Jeg sender ham et blik, som får ham til at løfte hænderne i en jeg-har-ikke-gjort-noget måde.
Jeg krydser armene, mens mit hjerte springer et slag eller to over. Han får mig til at føle mig godt tilpas, hvilket skræmmer mig, fordi han ikke skynder sig at fortælle det til Alfaen. Lader han mig få mere tid udenfor, fordi han ved, at jeg ikke vil se natten igen? Please nej. Jeg har ikke engang startet det nye liv, jeg ønskede.
"Av, du træder på min tå!" Stemmen får ham til at hoppe, ikke af skræk, men af panik. Jeg rejser mig langsomt, mudderet tynger mig stadig ned.
"Svampe, Victor. Dine fødder lugter så dårligt, at du kun har svampe på dette tidspunkt." Jeg ved, det er Megans stemme på grund af sarkasmen bag den. Det og hun er den eneste pige.
"Jeg har ikke svampe på fødderne! Det er ulækkert!"
"Du er ulækker!"
Jesse kommer ud af buskene med et forstyrret udtryk, "Jeg sværger, I kan ikke være stille et sekund." Han retter blikket mod fyren, "Jeremy, hvorfor er hun dækket af mudder?" Hans bekymrede udtryk overrasker mig.
Megan kommer ud af buskene efterfulgt af Victor. "Wow, du er et rod. Vent, er det mine jeans?" Hendes mund åbner sig til et 'o'. "Vent, duh. Selvfølgelig er det dem. Jeg lånte dem til dig."
Victor griner, "Nu ved du, det ikke er mig, der lugter." Victor stopper foran mig og snuser, "Pige, du stinker." Jeg tager et skridt tilbage, chokeret. Jeremy går hen til os og slår Victor bagi hovedet, hvilket får Victor til at lave en grimasse.
"Her." Jesse rækker mig en serviet. Victor og Megan bryder ud i latter.
"Hvad skal det gøre?"
"Alt hun kan gøre, er at tørre sin store pande," Victor holder sig på maven og falder til jorden. Jeg sender ham et blik, men et lille smil kæmper sig frem på mit ansigt.
"Og det er derfor, du er single," Megan ruller med øjnene, mens hun hopper over ham. Hun undersøger sine mudrede jeans et øjeblik, "Jeg er glad for, at jeg gav dig mit menstruationspar."
"Menstruationspar?" Jesse hæver et øjenbryn, "Som i det der med blod?"
"Hvad for noget blod?" spørger Victor nysgerrigt.
"Det, som piger får hver måned," mumler Jeremy.
"Hvad får de?"
"En menstruation."
"Hvad er en menstruation?"
"Åh gud, Victor." Jesse's ansigt er rødt af enten forlegenhed eller vrede.
Jeg griner højt. Min mave begynder at gøre ondt, og jeg falder til jorden. Det gør ondt, men jeg kan ikke stoppe med at grine. Jeg kan mærke deres øjne på mig, men jeg stopper ikke. Det er længe siden, jeg har grinet sådan.
"Så hun griner."
"Hun er sød. Som en hvalp."
"Victor, hvor fik du den hvalp fra?"
Jeg rejser mig og tørrer tårerne fra mine øjne. Mine øjne møder det tøjdyr, Victor har i hænderne, en brun hvalp med et øje og blå pletter.
Victor forbliver tavs. Hans holdning er rank, mens han fortsætter med at smile, et uhyggeligt smil, der får ham til at ligne en skurk. For at gøre det værre, klapper han stadig den tøjdyrhvalp.
"Ignorer ham." Jeremys øjne møder mine.
"Guys," Jesse snuser i luften, "Han er her."
Jeg stivner.
"Hvorfor er hun udenfor?" Alfaen ser ikke glad ud. Dog er det måske ikke så slemt. Hvis jeg bliver taget til fange, kommer jeg ikke tilbage til min flok. Jeg vil være en fange, men jeg er sikker på, at det vil være mindre smertefuldt.
"Jeg havde brug for frisk luft!" Megan lyver let, "Og fordi det er mit job at sikre, at fangen ikke flygter-"
"Hun er ikke rigtig en fange," mumler Jeremy.
"-tog jeg hende med mig. Jeg bad dem følge mig, så jeg ikke ville være alene." Megan ignorerer ham. Hvorfor lyver hun? Jeg åbner munden, men før jeg kan sige noget, bliver mine hænder trukket bagud og fastholdt. Jeg forstår, at jeg ikke skal sige noget.
Jesse taler bag mig, "Ja. Og jeg skulle lige tisse, men udenfor virkede bedre..." Jeg kender ham ikke så godt, men jeg er sikker på, at han fortryder det lige nu.
"Hvorfor gjorde du ikke bare-" Alfaen tager en dyb indånding, "Jesse, fortæl mig venligst, at du laver sjov? Er Victors dumhed ved at smitte af på dig... er den?" Alfaen ser oprigtigt bekymret ud.
"Hvad?" Victor taber koglen fra sin hånd.
"Nej. Den havde bare brug for at mærke vinden."
"Hun er dækket af mudder," påpeger alfaen.
Stilhed.
"Okay!" Megan gaber, "Det er så mørkt! Godnat, min familie. Må jeres drømme være fyldt med skumfiduser og Coca-Cola." Hun går forbi alfaen, men han lægger en hånd foran hendes ansigt. Uden at bryde sin gang, går Megan tilbage til sin plads. "Faktisk venter jeg bare her."
"Jeg vil have jer alle til at blive her og holde vagt som straf for at have overtrådt min ordre," hans øjne lander på mig, "Lily, følg mig." Hjælp.
"Hvad?!" Jesse gisper.
Ignorerende protesterne går alfaen fremad. Jeg følger modvilligt efter ham. Mine knæ bliver svage, da jeg ser bygningens indgang.
Og jeg føler, at jeg er tilbage, hvor jeg startede.