Kapitel 2 Shirley er anderledes end dig
Emily vendte sig om og så Shirley vifte med en lyserød æske i hånden.
"Jeg har en lille godbid til dig," sagde Shirley og skubbede døren op. "Det er en af de desserter, vi unge mennesker elsker." Hun lagde virkelig vægt på 'unge mennesker'.
Emily tog en langsom slurk vand. Hun havde været i gamet i over et årti, og Shirleys små numre var alt for åbenlyse.
"Tak, men jeg er ikke rigtig til desserter," svarede Emily køligt.
Shirley så forvirret ud. "Seriøst? Kan du ikke lide desserter? Har du overhovedet prøvet macarons? Jeg gætter på, at fancy ting som dette ikke er almindelige i Silvercrest."
Emily havde ikke lyst til at gå ind i det, især da Shirley var tæt med Patrick. Men hun besluttede sig for at skubbe lidt tilbage.
"Macarons er fra Stellaria. Hvis du er til dem, burde du prøve Pierre Marcolini," sagde Emily stadig køligt.
Shirley så overrasket ud over, at Emily kendte til det, og virkede en smule flov.
Da Shirley blev stille, tilføjede Emily roligt, "Måske skulle du fokusere på dit arbejde i stedet."
Hun rakte Shirley en udskrevet liste over denne måneds opgaver for filialkontorerne. "Status på disse opgaver er i virksomhedens delte postkasse. Opsummer dem."
Det var en enkel opgave, bare at udfylde en formular. Det burde have været en smal sag.
Shirley bladrede gennem papirerne og så forvirret ud. "Emily, hvad gør jeg nu?"
Emily sukkede og forklarede det igen. Da Shirley stadig var forvirret, gav hun op. "Glem det. Her er Mr. Riveras skema for næste uge. Koordiner med flyselskabet og hotellet."
Dette var en no-brainer opgave. Hvis Shirley ikke kunne klare dette, var der ingen håb.
Det, der skulle have taget en time, trak ud til om eftermiddagen, og Shirley var stadig ikke færdig.
Emily gik for at tjekke hende, kun for at finde Patrick slappe af i kontorets lobby i sin skarpe jakkesæt.
"Patrick, du er så effektiv. Du fik det ordnet på ingen tid," sagde Shirley begejstret.
Emily kunne ikke lade være med at smile skævt. Hvis GM'en selv håndterede rejseplanerne, havde assistenterne det let. Emily tænkte, at Shirley måske var ude efter en brat opvågning.
Før Emily havde tre eller fire sekretærer blevet fyret af Patrick. Hun havde arbejdet sig op fra en administrativ assistent til GM's assistent. Kun hun vidste, hvor hårdt det havde været.
Patrick smilede svagt. "Du er ny, det er normalt at være forvirret. Hvis du har brug for hjælp, så spørg bare Emily."
Emily var næsten chokeret. Patrick, der var forstående? Dengang fik hun skældud for at ringe til det forkerte nummer. Nu turde ingen sætte spørgsmålstegn ved hendes professionalisme.
Shirley sagde, "Jeg prøvede at spørge, men Emily ignorerer mig altid. Jeg tog endda mine yndlingsmacarons med til hende i dag, og hun hånede mig for ikke at have råd til dyre mærker."
Emily forventede ikke, at Shirley ville vride historien. Hun fandt det både morsomt og irriterende og mistede interessen i samtalen. Tilbage på sit kontor åbnede hun opgavelisterne fra de forskellige filialer, klar til at dykke ned i arbejdet, da hun så en høj, velkendt skikkelse.
"Hvorfor vil du ikke hjælpe Shirley?"
Overrasket kiggede Emily op og så Patricks alvorlige ansigt. Var han ikke lige i lobbyen? Hvordan kom han her så hurtigt?
Emily rejste sig hurtigt op og forsøgte at holde sin stemme rolig. "Jeg behandler alle på samme måde."
Patrick så på Emily, rolig og formel som altid, men hans panderynken og det lette trommen med fingeren på bordet fortalte hende, at han var irriteret. Emily kendte Patrick godt nok til at læse tegnene.
'Fint, når man er i Rom,' tænkte hun.
"Jeg skal nok sørge for at lære hende ordentligt op," forsøgte Emily at forklare.
Patrick sagde ikke et ord, han stirrede bare på hende med de gennemborende øjne, som om han kunne se lige igennem hende.
"Emily, tror du, jeg bare går igennem bevægelserne?" Hans stemme var dyb og kraftfuld, hvert ord ramte hende som en forhammer.
Emily mødte hans kolde blik, hendes hjerte strammede sig. Hun vidste, at hendes svar havde irriteret ham, men hun forsøgte at forblive rolig. "Hr. Rivera, jeg har holdt øje med hende, som du bad om, men..."
"Men hvad?" Patrick afbrød hende, hans tone efterlod ingen plads til diskussion. "Men du er utilfreds med, hvordan jeg har arrangeret tingene!"
Emilys ansigt faldt. Hun havde ikke forventet, at han ville være så direkte. Hun så ned, undgik hans blik, og følte en blanding af følelser.
Hvilken ret havde hun til at være utilfreds? I hvilken egenskab—som sekretær? En elsker?
Hun forblev tavs, mens hun greb fat i sit tøj.
Patrick gik langsomt hen imod hende, hans tilstedeværelse overvældende.
Ubevidst trådte Emily tilbage. Da der kun var en næves afstand imellem dem, lænede Patrick sig ind og sagde med lav stemme, "Shirley er ikke som dig."
Emilys hjerte sank, mens hun kæmpede for at holde sine følelser i skak.
"Det ved jeg," tvang hun sig til at smile.
Uden et ord mere vendte Patrick sig for at gå. Pludselig huskede han noget og sagde i en kommanderende tone, "I aften er min søsters forlovelsesfest. Vælg en gave og tag den med."
"Det virker ikke passende." Tanken om forlovelsesfesten, med Patricks mor, Jennifer Johnson, der helt sikkert ville være der, gjorde Emily nervøs.
"Emily, husk din position!" Patrick understregede hendes rolle som sekretær, og gjorde det klart, at hun skulle til forlovelsesfesten, uden spørgsmål.
Emily valgte en limited edition Cartier Marcello taske som gave. Den var blevet reserveret af en lokal rigmand før jul, men på grund af en forretningskonflikt med et datterselskab af Gray Group, faldt finansieringen igennem, og tasken måtte gensælges.
Da Emily ankom til forlovelsesfesten med gaven, summede stedet allerede af gæster. I midten af det hele stod en midaldrende kvinde i en smuk silkekjole, lidt buttet, iført en værdifuld sort perlekæde, og med et rødmende ansigt. Det kunne kun være Patricks mor, Jennifer Johnson.
Emily håbede bare, at Jennifer ikke havde set hende, så hun kunne aflevere gaven og gå. Hver gang de mødtes, ville Jennifer håne og latterliggøre hende.
Emily scannede nervøst rummet efter Karen, men da hun drejede hovedet, mødte hun Jennifers blik.
Jennifer gav hende et foragteligt blik og vendte sig mod folkene omkring hende. "Nogle mennesker er kun værdifulde, fordi de kender deres plads. I dag tror nogle kvinder, at de kan klatre op ad den sociale stige bare på grund af deres udseende, uden at overveje, om de har kvalifikationerne."
En anden stemme stemte i, "Piger i dag mangler selvrespekt. Hvordan kunne en diamant i ru form blive til en strålende stjerne? Der er endnu færre piger så værdige og elegante som Karen."
Emily lyttede uden interesse, men vidste, at hun ikke kunne undgå denne omgang hån. Hun tvang sig selv til at nærme sig roligt.
"Fru Jennifer Johnson, goddag. Dette er en lykønskningsgave til frk. Karen Rivera fra hr. Patrick Rivera. Er frk. Karen Rivera her nu?"
Før Emily kunne afslutte, kom Karen Rivera hen fra mængden. "Nå, nå, se hvem det er. Patricks assistent. Nu hvor du er her, så kig dig omkring. Vær ikke nervøs; du får nok ikke mange chancer for at besøge så fine hoteller i dit liv!"
Emily argumenterede ikke, men rakte stille den limited edition taske frem.
"Mor, dette er den, jeg fortalte dig om sidste gang, tasken jeg altid har ønsket mig, men aldrig har kunnet få!"
Da hun tog tasken, lettede stemningen lidt. Lige da Emily var ved at gå, lød en velkendt stemme. "Karen, vi er her!"