Kapitel 2
To måneder efter Daisys død havde Caroline tabt næsten ti kilo. En dag i klassen besvimede hun pludselig, og hendes klassekammerater skyndte sig at få hende på hospitalet.
På hospitalet gav lægen hende et alvorligt blik. "Du er to måneder gravid. Hvis du ikke begynder at tage bedre vare på dig selv, bliver det dårlige nyheder for barnet."
Carolines ansigt blev ligblegt.
Carolines stedmor, Lydia Campbell, hørte om det og ringede straks til Roxanne. "Roxanne, du vil ikke tro det; den møgunge Caroline er gravid. Din far bliver rasende og smider hende sikkert ud!"
Roxanne, som var på optagelser, blev bleg. "Mor, du skal sørge for, at Caroline får en abort!"
Lydia var forvirret. "Hvorfor?"
Roxanne svedte voldsomt. "Mor, spørg ikke hvorfor. Min fremtid afhænger af det her. Bare sørg for, at hun får en abort, okay?"
Selvom Lydia var forundret, tog hun Roxannes bøn alvorligt og tog til hospitalet med sin mand, Nolan Rockefeller.
På hospitalet, lige foran lægen, slog Nolan Caroline flere gange. "Du er kun førsteårsstuderende, og du er allerede gravid?!"
Lægen kunne ikke holde det ud. "Hr. Rockefeller, tag det roligt. Caroline er allerede svag, og at slå hende kan gøre det værre."
Nolan svarede vredt, "Hold kæft! Bare fjern barnet."
Lægen så stresset ud. "Hr. Rockefeller, Caroline har svært ved at blive gravid. Hvis hun får en abort, kan hun måske aldrig få en chance igen."
På hospitalssengen tændtes et glimt af håb i Carolines slørede øjne. Hun kiggede instinktivt på Nolan.
"Men vi kan ikke beholde barnet! Caroline skal have en abort, selvom det koster hende livet," rasede Nolan, hans øjne blodsprængte, prustende som en galning.
Lyset i Carolines øjne slukkede, og blev til tomhed. Hun indså, at hun ikke skulle forvente noget fra ham.
Nolan havde en affære med sin sekretær Lydia, konspirerede mod Daisy, og bragte endda Lydia hjem, hvilket efterlod Daisy til at dø.
Så længe Caroline var der, mindede hun Nolan hver dag om, hvordan han blev rig på Daisys bekostning og betalte hendes venlighed tilbage med forræderi, og drev Daisy og Caroline ud.
Tårerne fyldte hendes øjne, men Caroline sænkede hovedet og sagde, "Far, jeg gør som du siger. Jeg vil fjerne barnet."
Lydia, der så på fra siden, lod som om hun trådte frem. "Caroline ved, at hun har dummet sig. Nolan, vær ikke vred."
Hun rakte ud med et bekymret blik og rørte ved Carolines hævede ansigt. "Nolan, hvordan kunne du slå hende så hårdt? Caroline, vær ikke bange. Daisy er væk, men jeg er her. Lyt til mig, få aborten, og vi lader som om det aldrig er sket. Jeg vil elske dig som min egen datter."