En Nat af Passion med en Milliardær Advokat

Kapitel 7: Jeg kan kun lide din krop

Charlotte skyndte sig hjem og skubbede døren op for at finde Maria på sofaen, dybt i tanker. I det øjeblik Maria så hende, rejste hun sig op med håbefulde øjne.

Charlotte, der så bleg ud, rystede på hovedet.

Marias ansigt faldt, og hun sank tilbage på sofaen med skuffelsen tydeligt skrevet i ansigtet.

Da Charlotte så Marias reaktion, følte hun et stik af sorg. Maria vidste, at kun hvis Frederick tog sagen, kunne hendes far få en frifindelse.

"Maria, mist ikke håbet. Vi kan stadig finde en anden advokat," forsøgte Charlotte at trøste hende.

Maria tvang et svagt smil frem. "Du ser ikke så godt ud. Få noget hvile."

Charlotte gik direkte ind på sit værelse og videre til badeværelset. Hun kunne ikke vente med at vaske Fredericks spor af sig.

Hun tog et brusebad og noget medicin, men hun havde stadig fanget en forkølelse og følte sig svimmel.

Ved midnat sendte Lily en besked, ivrig efter at vide resultatet.

[Charlotte, sagde hr. Hawkins ja?]

Charlotte kiggede på telefonskærmen, usikker på hvordan hun skulle svare. Hun svarede blot: [Nej.]

Lily blev chokeret. [Kan det være, at Frederick har et problem? I var helt oppe at køre over hinanden, mens I spillede pool; hvordan kan han modstå at være alene sammen?]

Charlotte ønskede ikke at forklare yderligere. Hun ville ikke have, at Lily skulle vide, hvad der var sket den aften; det ville kun få hende til at føle sig mere ydmyget.

Om morgenen vågnede Charlotte og følte sig værre. Hun tog sin temperatur og fandt ud af, at hun havde feber, så hun besluttede at tage til det nærliggende hospital. Uventet stødte hun ind i Fredericks mor der.

Laura Gonzalez så den kønne pige og spurgte: "Hvorfor er du her alene? Har du nogen familie eller venner med dig?"

Charlotte rystede på hovedet og sagde: "Jeg har bare en forkølelse og kom for at blive tjekket."

Laura kiggede på Charlotte og tænkte, at hun ikke kun var køn, men også blid. Det ville være fantastisk, hvis Frederick kunne lære hende at kende. Så hun tog sin telefon frem og ringede til Frederick for at få ham til at hente hende.

Snart dukkede Frederick op i hospitalets lobby. Da han så Charlotte sidde sammen med sin mor, var hans udtryk kompliceret. Laura bemærkede det og spurgte: "Frederick, kender du denne unge dame?"

Frederick svarede ligegyldigt: "Vi har mødt hinanden en gang."

Laura fortalte sin søn: "Denne unge dame hjalp mig tidligere. Jeg forventede ikke, at du kendte hende."

Så lyste hendes øjne op. "Frederick, bliv og hold denne unge dame med selskab! Hun er syg og alene; hun ser så ynkelig ud."

Selvom Frederick var tilbageholdende, nikkede han i enighed. Charlotte havde ikke engang tid til at afslå.

Han sendte først sin mor til bilen og kom derefter tilbage for at følge Charlotte til infusionsrummet.

Charlotte sad i infusionsrummet, tabt i tanker.

Frederick satte sig ved siden af hende og spurgte ret koldt: "Hvor mange flere IV-poser?"

Charlotte blev overrasket over, at han faktisk kom tilbage. For ikke at fornærme ham svarede hun blidt: "Bare én mere."

Frederick sagde ikke noget. Han indrømmede, at han kunne lide Charlottes krop, især hendes lange, lyse ben, som var ret fristende at kærtegne. Men det var det. Han var interesseret i hendes krop, men ønskede ikke at blive involveret i hendes liv.

Da medicinen begyndte at virke, følte Charlotte sig gradvist søvnig og faldt langsomt i søvn. I sin døsighed syntes hun at høre Frederick tale med sygeplejersken, og derefter blev et lille tæppe lagt over hende.