Forbudt Kærlighed: Hemmeligt Liv med Min Stedmor

Kapitel 2: Pigen er nu kvinde

En mærkelig prikken i brystet fik sygeplejersken til at vågne op til virkeligheden igen. Da hun så Benjamins hånd på sit bryst, blev hendes ansigt tomatrødt.

"Er du okay?" spurgte Benjamin afslappet, uden at tænke på at flytte sin hånd.

Sygeplejersken fandt hurtigt fatningen og trak sig væk fra Benjamin, stadig rød i ansigtet. "Ja, jeg er okay, tak!"

Det var først nu, Benjamin fik et godt kig på hende. Hun så ud til at være omkring femogtyve eller seksogtyve, med en moden kvindes udstråling. Hun havde en rosenrød glød, perfekt buede bryn og store, klare øjne. Hendes læber var røde og kysseklare. Og de fyldige, faste bryster under hendes sygeplejeuniform? Ja, hans tanker gik derhen.

Et par andre sygeplejersker skyndte sig endelig hen til dem. Overlægen, stadig oprevet, spurgte, "Ava Williams, er du okay?"

"Overlæge, jeg har det fint!"

Så hendes navn var Ava. Smukt navn til en smuk kvinde, tænkte Benjamin.

"Hurtigt, få fat i sikkerheden! Vi har ikke brug for, at han vågner op og laver mere drama!" sagde en af sygeplejerskerne og kiggede på den bevidstløse midaldrende mand på gulvet.

Gangene summede af snak, og nogle af de på vagt læger kom ud for at se, hvad der foregik. Udnyttende kaoset smuttede Benjamin ind i elevatoren og tog nedad.

Efter at have forladt hospitalet, fandt Benjamin sin telefon frem og ringede til Emma. Hun tog den med det samme. "Emma, det er Benjamin!"

"Benjamin? Det er løgn! Hvornår kom du tilbage til Danmark? Hvorfor gav du mig ikke besked? Hvor er du? Jeg kommer og henter dig."

Hendes hurtige spørgsmål fik Benjamin til at føle sig varm og glad indeni.

"Emma, rolig. Du behøver ikke gøre dig besvær. Bare send mig din adresse, så kommer jeg over."

Emma var tæt med Daniel dengang. Benjamin havde altid haft stor respekt for hende – ikke kun fordi hun var smuk, men også fordi hun havde et hjerte af guld. Han overvejede endda at spille Kirsten Giftekniv med Daniel, men så fandt han ud af, at hun allerede var gift, så han lod det ligge.

Emma gav sin adresse, og efter lidt mere snak lagde de på. Benjamin satte kurs mod Maplewood Kvarteret. Da han gik ind i området, kunne han ikke lade være med at bemærke, hvor flot det var – frodige træer, super rent, og de høje bygninger var imponerende. Han tænkte, at ejendomspriserne her måtte være skyhøje.

Han fandt Emmas bygning og tog op til attende etage. Efter at have dobbelttjekket lejlighedsnummeret, ringede han på døren.

Døren blev åbnet, og Emma, strålende af glæde, udbrød, "Benjamin, du er vokset som ukrudt! Jeg genkendte dig næsten ikke. Kom indenfor!"

Ja, Benjamin havde været en ranglet fjorten- eller femtenårig, da han plejede at hænge rundt på hospitalet. Nu, som toogtyveårig, ville det have været mærkeligt, hvis han ikke var vokset.

Da han kiggede på Emma, tænkte Benjamin, at hun ikke havde ældet en dag. Han smilede og sagde: "Emma, det føles som evigheder, men du ser stadig lige så ung og smuk ud som altid. Selv din figur er stadig i topform!"

Emma var tre år yngre end Benjamins far, hvilket gjorde hende toogfyrre nu. Men hun havde holdt sig i god form—hendes barm var stadig fast, og hendes hud var glat som altid. Hun så ud som om hun var i begyndelsen af trediverne.

Inde i huset rakte Emma Benjamin et par hjemmesko, mens hun smilede og sagde: "Jeg er blevet ældre! Men du har altid været en charmør. Har du fået en kæreste endnu?"

Benjamin gav et skævt grin. "Ikke endnu! Måske kunne du sætte mig op med en af de sygeplejersker."

"Hold nu op! Du behøver ikke mig til at finde en til dig."

Emma troede tydeligvis ikke på det. Med hans udseende og højde var Benjamin bestemt i samme liga som de kendte hjerteknusere. Hvis han ikke havde en kæreste, ville det være en overraskelse.

Benjamin gad ikke forklare. Han tænkte for sig selv, ikke alene har jeg ingen kæreste, men jeg er også stadig jomfru!

"Her, tag noget vand," sagde Emma og rakte et glas til Benjamin, som sad og slængede sig på sofaen.

"Tak!" Benjamin tog en slurk og kom direkte til sagen. "Emma, jeg er her for at spørge om Daniel. Ved du, hvordan han faldt?"

Emma sukkede og så bekymret ud. "Jeg ved ikke meget om, hvad der skete med Daniel. Jeg fandt først ud af det bagefter. Men han efterlod noget hos mig og sagde, at hvis du nogensinde kom tilbage, skulle jeg give det til dig. Lad mig hente det; måske vil det give dig nogle svar."

Emma gik ind i sit soveværelse.

Lige da bemærkede Benjamin, at en dør, der havde været lukket, nu var åben. Indenfor sad en kvinde i begyndelsen af tyverne og ammede en baby. Hendes fyldige, hvide bryst var helt blottet, og Benjamin kunne ikke lade være med at stirre.

Sophia Brown havde ikke forventet en gæst og blev rød af forlegenhed. Hun var ved at skælde ud, men så gik det op for hende, at denne flotte fyr så bekendt ud. Efter et øjeblik gik det op for hende. "Er du Benjamin?"

"Sophia, kan du ikke genkende mig?" Benjamins øjne var klistret til Sophias bryst, mens han sank en klump. "Jeg kan ikke tro, at du allerede har et barn!"

"Hvor kigger du hen?" Sophia rødmede, da hun bemærkede Benjamins stirren. "Du har ikke ændret dig; stadig sådan en liderbuk!"

Men Sophia gad ikke dække sig til.