Kapitel 9
Efter omkring en halv time rullede chaufføren op til Moore-familiens ejendom. Det hele var diskret, men dryppede af luksus, som om penge havde bygget det hele.
Dette var hendes første møde med ægte 'luksus'. Da hun stirrede på Moore-familiens villaer, forstod hun endelig, hvad det betød at være velhavende.
Da bilen endelig stoppede i hjertet af villa-komplekset, begyndte Calliope at blive lidt nervøs. Fra nu af var hun en del af Moore-familien og skulle håndtere den skøre Sylvester. Hendes hænder knyttede sig til næver, og sved gjorde hendes håndflader fugtige.
Bilen kørte rundt om en flot fontæne og stoppede foran en villa.
"Calliope, vi er her. Tid til at stige ud."
En butler stod allerede klar og holdt bildøren åben for hende.
Da hun fulgte butleren ind, følte Calliope, at hendes tøj overhovedet ikke passede til stedet. Hun følte sig klædt som en vagabond. Men hun skammede sig ikke. Hun ønskede alligevel ikke at gifte sig ind i Moore-familien. Hvis de så hendes slidte tøj og aflyste ægteskabet med Sylvester, ville det være perfekt.
Efter hvad der føltes som en evighed, indså hun, at butleren havde ført hende til spisestuen. Da hun gik ind, følte Calliope sig lidt fortabt og forvirret, men hun holdt masken udadtil.
"Mr. Moore, Calliope er her."
Butlerens stemme var flad. Det lange spisebord var fyldt med Moore-familiemedlemmer, der alle gav Calliope, Sylvesters forlovede, et kritisk blik.
Siddende for bordenden så John roligt på pigen, der stod der. Han havde aldrig troet, at en pige, der ville sælge sig selv for status, kunne være særlig lydig, hvilket var grunden til, at han var helt for Vivian.
Pludselig!
Lyden af en kniv og gaffel, der ramte en tallerken, skar gennem luften og fangede alles opmærksomhed, inklusive Calliopes. Hun kiggede over, hendes øjne kneb sig sammen.
Sylvesters kniv og gaffel havde ramt hans tallerken, og en skulen formede sig på hans ansigt. Han udbrød: "Hvem har lavet mad i dag? Er det her meningen at være mad?"
Alle ved bordet havde et 'her går vi igen'-udtryk, som om dette bare var en helt almindelig tirsdag. Butleren svarede: "Vent venligst et øjeblik."
Calliope følte sig som en total joke, stående der, mens alle så på hende med hån, foragt og foragt.
Eller måske så Moore-familien hende slet ikke som Sylvesters kone. For dem var hun bare en brik, et værktøj Gray-familien brugte til at komme frem.
Efter lidt tid kom butleren tilbage med en mand i kokkeuniform. Kokken gik hen til Sylvester og talte respektfuldt: "Sylvester, du kaldte på mig?"
Næste øjeblik tog Sylvester arrogant sin tallerken op og, uden varsel, dumpede bøffen på kokkens pletfri hvide uniform. Resten af familien virkede vant til dette og ignorerede det bare.
Ingen ønskede at tirre denne 'prins', og ingen turde.
Tallerkenen splintrede på gulvet, lyden stak i Calliopes ører. Sylvester trampede på kokkens værdighed, og Moore-familien lod som om de ikke så det. Var dette ikke en advarsel til Calliope?
Sådan en vanvittig scene, og alligevel sagde John, familiens overhoved, intet og lod Sylvester gøre, hvad han ville. Calliope følte, at de riges verden vendte hendes verdenssyn på hovedet.
Hun var bare en helt almindelig pige, og disse rige folk var alt for højrøvede. Ville hun blive trampet på ligesom denne kok, når hun først blev en del af Moore-familien?
"Kalder du det her madlavning, og du kalder dig selv en stjernekok? Har jeg betalt dig for at lave sjov?"
Sylvester hånede kokkens rasende ansigt, hans overlegne attitude nærmest tiggede om et slag.
"Du har betalt? Så vidt jeg ved, Sylvester, ser det ud til, at du dovner den af hele dagen. Hvornår begyndte du at tjene penge?"
Alle havde stille fulgt med, vant til denne slags drama.
Men den pludselige sarkastiske stemme fangede alles opmærksomhed. I Moore-familien turde nogen faktisk svare Sylvester igen?
Alle blikke vendte hurtigt mod Calliope. Var hun skør, siden hun opsøgte problemer?
Sylvester, stadig med et smil over kokkens ydmygelse, hørte Calliopes frække bemærkning. Hans ansigt blev iskoldt, og han lo køligt, mens han vendte sig mod Calliope. "Belærer du mig?"
"Jeg konstaterer bare en kendsgerning. Pengene er din fars, og det er hans navn på Forbes-listen, ikke dit."
Calliopes dristighed irriterede virkelig Sylvester.
Han skubbede kokken til side og gik truende hen mod Calliope, mens han hånede: "Så fin på den? Så det var ikke dig, der kravlede op i min seng og spredte benene for mig?"
Sådanne grove ord flød fra Sylvesters tunge uden skam, uanset tid og sted. Calliope indså endelig, hvor skamløs han var. Han bekymrede sig ikke om sin egen værdighed, langt mindre andres.
"Hvad så hvis det var mig?"
Før Calliope kunne afslutte, greb Sylvester pludselig fat i hendes hage og tvang hende til at se ham i øjnene.
"Hvilken ret har en luder til at tale til mig på den måde?"
Sylvesters stemme gik fra legesyg til iskold på et øjeblik, hans skræmmende tilstedeværelse var frygtindgydende. Kokken i nærheden turde knap nok trække vejret.
Sylvester, foran alle, spyttede nådesløst ordet 'luder' ud.
Calliope stirrede trodsigt og med afsky på denne modbydelige mand.
Hun havde aldrig forestillet sig, at nogen kunne være så modbydelig som Sylvester, der åbenlyst fornærmede hende foran Moore-familien. Heldigvis skulle hun snart dø; ellers ville det være et mareridt at blive i denne verden!
Trods scenen syntes Moore-familien ved bordet at nyde forestillingen, uden at nogen greb ind for at stoppe den. Var de alle bange for Sylvester?
John fortsatte med at skære sin bøf, med et let smil i mundvigen.
Uden at se sig omkring tog Sylvester en tallerken med salat fra bordet og hældte den ud over hende, mens han smilede svagt, "Skat, vrede uden magt er meningsløs."
Hans tone var så intim, men samtidig så arrogant. Ordet "skat" fra hans mund lød mere som "affald."
Han smed den tomme tallerken på bordet som var det skrald, tørrede sine hænder på en pænt placeret serviet og forlod spisestuen med faste skridt. Efter han gik, syntes alle at ånde lettet op.
Calliope stod tilbage og kiggede på salaten på sit tøj, følte sig vred men hjælpeløs, som et dyr fanget i en fælde.
Men nu hvor hun var i Moore-familien, ville hun enten blive ydmyget eller kæmpe til det sidste!
Calliope lo hånligt. Uanset hvad Sylvester, dette usle menneske, gjorde, ville hun aldrig give efter for ham! Aldrig!