Kapitel 4
Jacob klemte min hånd, da han rejste sig, gik hen til døren og vinkede til min sygeplejerske. Han smilede til mig igen og trådte ud af rummet, lukkede døren bag sig.
"Kunne du hjælpe mig med at få tøj på?" spurgte jeg stille. Sygeplejersken nikkede og tog tøjet fra natbordet, lagde det på sengen ved siden af mig.
"Okay skat, først skal vi have alt det her af dig," sygeplejersken smilede venligt, mens hun begyndte at frakoble ledningerne og tage tapen af. Hun fjernede mit drop og hjalp mig med at sætte mig op. Lige da jeg begyndte at få kjolen af min brækkede arm med sygeplejerskens hjælp, lød der pludselig hævede stemmer fra gangen, og vi begge stoppede op. Efter nogle minutter faldt stemmerne til ro, og jeg blev færdig med at få tøj på.
"Det vil stadig tage lidt tid, før du er klar til at tage hjem, der er en del papirarbejde at gå igennem og aftaler at lave," sagde sygeplejersken, mens hun hjalp mig med at blive komfortabel i sengen igen.
"Det lyder fint, tak," sagde jeg, mens sygeplejersken ryddede op i slangerne og smed affaldet væk. På vej ud af mit værelse tog hun posen med mine ejendele og satte den på sengen, så jeg ikke ville glemme den.
Da sygeplejersken gik ud, så jeg Jacob rejse sig fra hvor han havde lænet sig mod dørkarmen. Han gik ind og lukkede døren bag sig. Han kiggede på mig for at sikre sig, at jeg havde det godt, før han trak besøgsstolen hen til hovedenden af min seng. Han dumpede ned i stolen og lænede sig frem, mens han klemte min gode hånd.
"Så hvis du ikke hørte det, overtalte jeg far til at lade mig tage dig med hjem. Han ville vise dig frem ved pressemødet, han har om en time, men din læge fortalte ham, at du ikke ville blive udskrevet inden da." Jacob rystede på hovedet og kørte fingrene gennem håret igen. "Han blev ret sur, fordi han ikke fik sin vilje, men endte med at gå, så han ville have tid nok til at gøre sig klar."
"Vent, vent, det tager ham en time at gøre sig klar til at stå foran en flok mikrofoner?" Jeg lod en latter undslippe, og jeg kiggede på Jacob. Det virkede som om, han ikke var begejstret for sin far lige nu, men jeg ville ikke gøre grin med min nye stedfar, hvis det ville gøre ham ked af det. Jacob fnøs og smilede til mig.
"Ja, bare vær forberedt, han vil have dig på scenen i morgen for at præsentere dig og fortælle sine vælgere, hvilken god pleje du får efter din forfærdelige ulykke." Jacob rullede med øjnene ved den sidste udtalelse, men min mund hang åben.
"Hvad. Fanden," bandede jeg. "Hvordan var det her en ulykke? Gik jeg tilfældigt ind i min fars knytnæve? Trådte han ved et uheld på min arm, indtil den brækkede? Sparkede han mine ribben så hårdt, at de knækkede?" Min stemme hævede sig ved hver udtalelse, indtil jeg græd igen. Jacob kravlede op i sengen ved siden af mig, omfavnede mig forsigtigt og lavede beroligende lyde.
"Hvorfor gør han det her? Jeg mødte ham lige i dag, og i morgen skal vi være en stor lykkelig familie?" snøftede jeg, mens Jacob langsomt gned min ryg.
"Jeg ved ikke noget om din familie," sagde jeg med en panisk stemme. Jeg mødte min mor for første gang i går, og hun har gjort det meget klart, at hun ikke vil have, at jeg bor med jer. Min stedfar, som jeg mødte i morges, ville kun have mig, så folk føler medlidenhed med ham og giver ham deres stemme. Jeg ved ikke noget om mine andre tre stedbrødre, bortset fra at en af dem er din tvilling, og de to andre er i udlandet." På dette tidspunkt begyndte jeg virkelig at gå i panik. Jacob var gået fra at gnide min ryg til at klemme min hånd og bad mig trække vejret dybt, så jeg ikke besvimede igen.
Efter at have truet med at finde lægen og sygeplejersken, begyndte jeg endelig at trække vejret dybt, indtil jeg var rolig igen. Jacob slap min hånd og gav den et sidste blidt klap. Han satte sig ned i stolen igen og åndede højt ud.
"Okay, en ting ad gangen, Lille Søster," sagde han med et smil.
"Jeg er ikke lille," mumlede jeg.
"Jo, det er du, Lilleput," fnøs han. "Du er hvad? Lidt over fem fod?" Jacob fnisede nu.
For at være den modne person i denne samtale rakte jeg tunge ad ham. Jacob fortsatte med at fnise, indtil han endelig tog en dyb indånding og fik styr på sig selv.
"Okay," sagde han mere alvorligt nu. "Noget af dette kan jeg løse ved at besvare dine spørgsmål." Han lænede sig frem forventningsfuldt og ventede på, at jeg skulle tale.
"Så fortæl mig mere om dine brødre," sagde jeg.
"Okay, Andrew er den ældste, han er seksogtyve og medic i hæren. Michael er fireogtyve og specialstyrkesniper. Joshua og jeg er nitten, og vi skal begge begynde på Granite Harbor University til efteråret." Han skiftede stilling på sengen og fortsatte. "Vi er alle meget tætte og taler eller mailer mindst en gang om ugen. Joshua og jeg tager først afsted i september, når undervisningen starter, så vi vil være hjemme hele sommeren sammen med dig." Han grinede.
"Godt, jeg er glad for, at jeg vil have nogle venlige ansigter omkring mig," smilede jeg.
Jacob fortsatte med at fortælle mig sjove historier om de fire, da de voksede op. Det ene, jeg bemærkede, var, at deres far næsten aldrig var der. Det var deres mor, og efter hun døde, tog forskellige barnepiger over. Vi talte, indtil sygeplejersken kom ind med en stor stak udskrivningspapirer og en flaske smertestillende.
Efter at have gennemgået alt og mindet Jacob om at sørge for, at jeg fik masser af hvile, blev jeg sat i en kørestol og kørt ud af hospitalet af sygeplejersken, mens Jacob løb for at hente sin bil.
Vi nåede udenfor lige som Jacob trak en sort SUV ind i læssezonen. Han sprang ud af bilen og løb hen til mig, løftede mig forsigtigt op og satte mig til rette i passagersædet.
"Wow, flot bil," sagde jeg og kiggede på de fancy skærme og knapper på instrumentbrættet.
"Tak, men det er en SUV, ikke en bil." Han smirkede og ventede på, om jeg ville reagere på hans drilleri.
"Smartass," mumlede jeg, mens jeg kæmpede med sikkerhedsselen.
"Her, lad mig." Jacob kiggede på mig for tilladelse, før han lænede sig over mig og greb skulderstroppen. Han trak den ud langt nok til, at den ikke ramte min brækkede arm, og klikkede den på plads, mens hans hånd strejfede mit lår.
Jeg sank hårdt, da hans fingre sendte varme lige til mit centrum. "Familie, familie, han er min stedbror, jeg burde ikke blive tændt," messede jeg desperat i mit sind.