4. Eventyrgudstroldmand
"Der er du."
En stor, tung krop faldt ned over mig - vægten pressede luften direkte ud af mine lunger. Jeg skreg og stødte mit knæ ind i idiotens mave.
"Av!"
Kroppen rullede væk, og jeg kom hurtigt på benene - kun for at finde en forpint Ian på jorden, der holdt sig for maven.
"For pokker," jeg greb hans arm og kiggede ned på ham. "Er du i live?"
"Næsten," stønnede han. "Hvad er der galt med dig, kvinde?"
Jeg hjalp ham op at sidde, pressede mine læber sammen for ikke at grine. "Du skulle ikke have sneget dig ind på mig på den måde." Jeg havde stirret op på himlen igen og var ved at døse hen, da han pludselig landede på mig. "Undskyld, jeg hørte ingen skridt. Burde du ikke være i undervisning?"
Han stoppede med at gnide sin mave og gav mig et smil, der skreg skælmsk. "Hvad er magi godt for, hvis jeg ikke kan teleportere ud af undervisningen for at hænge ud med min bedste ven en gang imellem?"
"Du teleporterede ud af klassen?!" skreg jeg.
Newbury College var den eneste skole i Seattle med en overnaturlig elevbefolkning, så det var ikke et stort problem, at hans lærer så ham bruge magi. Ian studerede jura, mest for at glæde sin mor - som vigtigst af alt ville myrde ham, hvis hun fandt ud af, at han pjækkede. Sidste gang han gjorde noget dumt, kastede hun ildkugler efter ham. Som skæbnen ville, var jeg i nærheden dengang og blev brugt som menneskeskjold af min kærlige ven. Jeg vil gerne undgå, at det sker igen.
"Lærte besværgelsen i sidste uge," sagde Ian og ignorerede min åbenlyse panik. Han holdt en enkelt højhælet sko op. "Din skøre lærer kastede denne efter mig, da jeg forlod din klasse."
Jeg rynkede panden. "Var frk. Jessica vågen?" spurgte jeg.
Hun plejede at give os opgaver, strække sig ud i sin komfortable stol og tage en lur resten af timen. Hun sagde, hun var på en rejse for at finde indre inspiration. Selvfølgelig måtte ingen af os finde vores egen inspiration på den måde.
Ian kastede hælen ind i en busk. "Jeg vækkede hende. Ville vide, hvor du var. Jeg fortalte hende også, at hun havde lidt savl på hagen."
"Så kan du takke dig selv for overfaldet," sagde jeg tørt og rakte over for at glatte det blonde rod, der var hans hår. Rodet var normalt, men det var meget værre i dag. Jeg gætter på, at hun ramte ham på hovedet.
Hans nøddebrune øjne kneb sammen mod mig, munden formede en rynke. Ian var altid fuld af grin og vittigheder, men han kunne lugte problemer som en blodhunde kunne lugte kød. "Hvorfor pjækkede du fra undervisningen?"
"Min mave gjorde ondt. Kramper." Løgnen kom glat, en refleks.
Ian kendte Kane, hans mor tog lejlighedsvis sig af magiske anliggender for flokken, men jeg har aldrig fortalt ham om det med makkerparret. Ikke ham, ikke min mor heller. Aster var den eneste, der vidste det faktisk. Det var mærkeligt at fortælle de mennesker, jeg så hver dag, at den ene person, der skulle være rigtig for mig, ikke mente, jeg var rigtig for ham. At de vidste det, de to mennesker, der var hele min verden, ville være endnu et slag, jeg ikke kunne tage. Jeg kunne ikke lade dem vide, hvor meget jeg virkelig skuffede.
"Du lyver," bemærkede Ian.
Min mund træk sig lidt sammen. Han tog min hånd, fingrene strøg over de røde knoer. De var ikke helt helet fra i går aftes.
"Gør det stadig ondt? Fra kampen i går aftes?"
Efter min kamp med Kæmpen blev alle mine skader grundigt undersøgt af en læge i et af de rum, der var tildelt regelmæssige deltagere. Jeg havde et par brækkede ribben, en knust ankel og kunne knap bevæge mine fingre uden at skrige. Men nu var halvfems procent af de skader væk, og jeg vidste, at jeg ville være så god som ny om eftermiddagen. Mine helbredende evner var den eneste exceptionelle varulveegenskab, jeg havde. Resten, duft, hørelse, hastighed og styrke manglede stort set.
Nå, i det mindste troede Ian, at mine skader var grunden til, at jeg sprang over. Jeg forsøgte at spille det cool og gav ham et skævt smil. "Du har fanget mig, men jeg har haft det værre. Jeg skal nok hele." Han pressede ikke på, dømte ikke. Han vidste, hvordan det var at få at vide, at man ikke kunne gøre, hvad man ville. Men så blev han stille, eftertænksom. "Har Kane generet dig?" "Hvorfor spørger du om det?" spurgte jeg, håbende at min stemme ikke forrådte mig. Han rullede med øjnene af mig og slap min hånd. "Fyren stirrer altid på dig." "Glor," rettede jeg. Han vippede med øjenbrynene. "Intenst." "Han kan ikke lide mig," knurrede jeg. Ian fnøs, lagde en arm om mine skuldre og trak mig tættere. "En dag vil han konfrontere dig og erklære sin udødelige kærlighed til dig," sagde han drilsk. "Han er mere tilbøjelig til at myrde mig i en mørk gyde. Ligesom Jack the Ripper," mumlede jeg. "Ser du de der true crime-videoer igen?" Han grinede. Et par solstråler faldt på hans ansigt, hans brune øjne virkede mere gyldne i det øjeblik. Ian var mit eget solskin, der altid jagede mørke tanker væk, når han var i nærheden. Han var som en fe-gudmor - eller måske en fe-gudtroldmand - der dryssede lidt glimmer og abracadabra, og den dårlige stemning var væk. Kun han kunne nærme sig min største usikkerhed og få mig til at lave sjov med det. "Buzzfeed Unsolved," rettede jeg, mens jeg tegnede cirkler på hans blå skjorte. "Du gik glip af sidste episode. Morderen denne gang var sådan et geni, et morderisk skørt geni-" "Skal jeg bekymre mig om at hjælpe dig med at skjule et lig en dag?" Han grinede. Jeg slog ham legende. "Hvis jeg skal slå nogen ihjel først, bliver det dig." "Du elsker mig," sagde han med et langsomt smil. "Derfor tager du med mig for at møde en trold i aften." Jeg kravlede væk fra ham, viftede med en finger ad ham. "Ikke tale om. Ingen flere ildkugler." Han holdt begge håndflader op, uskyldigt udtryk. "Du fortæller mig ikke den rigtige grund til, at du er stresset, og vi ved begge, at du ikke kan kæmpe igen før weekenden. Hvad med at slå lidt på trolden? Aflaste den stress. Det er en win-win situation." Jeg gispede. "Vil du have, at jeg skal slå på en trold?" "Bare lidt." "Nej." "Okay." Jeg rynkede panden. "Okay? Er det det?" Han nikkede, krydsede sine lange ben. "Jeg gætter på, at jeg ikke kan overbevise dig alligevel. Ikke som Ian i det mindste." "Hvad i alverden taler du om?" Kane blinkede til mig. Jeg skreg. Kane - nej, Ian grinede. "Jeg har haft lyst til at bruge denne besværgelse i lang tid. Hvis jeg vidste, at det var reaktionen, ville jeg have gjort det før." Jeg kunne kun måbe på ham. Han lignede Kane, ned til den lille fregne under hans højre øje - alt undtagen hans stemme, som stadig var Ians. Min hjerne fortalte mig det, men mine kinder kunne ikke stoppe med at brænde, fordi Kane stirrede på mig - ikke gloede for en gangs skyld. "Skift tilbage," beordrede jeg, hørte skælven i min stemme. Ka- Ian løftede et øjenbryn ad mig. "Vil du slå lidt på trolden for mig?" "Nej," snerrede jeg. "Skift tilbage nu!" Ian rakte ud efter kanten af sin skjorte. "Vil du gøre det, hvis jeg viser dig hans mavemuskler? De føles ret solide. Hvad siger du til, at jeg endda lader dig mærke dem." Jeg sprang frem, stoppede ham fra at løfte skjorten. Hvilket betød, at jeg rørte ved hans hænder. Jeg sprang tilbage, ansigtet i brand. Ian lo. "Fint. Jeg går og slår den dumme trold," hvæsede jeg, "men kun hvis du skifter tilbage. Lige nu." "Er du sikker på, at du ikke vil mærke de mavemuskler?" Jeg rakte ud efter min sneaker, men Ian var allerede væk, lyden af hans latter ekkoede i haven. "Jeg henter dig efter seks," råbte han. "Tosse," råbte jeg tilbage halvhjertet, usikker på, om det var ham, jeg forbandede, eller det blåøjede monster, der efterlod mig i en forvirret tilstand.