Kapitel 7
Sephie
Da jeg ikke skulle arbejde, besluttede jeg mig for at tænde fjernsynet og tankeløst se en film. Jeg var stadig ret træt efter festlighederne aftenen før, men jeg havde ikke lyst til at gå tilbage i seng. Jeg konsulterede med min kæmpe vogter, og vi besluttede os for en actionfilm. Så snart actionen begyndte, kritiserede Viktor heltenes hver bevægelse. Faktisk viste Viktors kommentarer sig at være mere interessante end selve filmen.
Selvom jeg prøvede hårdt ikke at, faldt jeg til sidst i søvn. Da jeg vågnede, hørte jeg dæmpede stemmer i mit køkken. Jeg antog, at det var Viktor og Andrei, så jeg tænkte ikke, før jeg sagde: "Okay, hvem af jer laver aftensmad til mig?"
Snakken stoppede, og der var stille et øjeblik, så jeg satte mig op i sofaen og kiggede ind i køkkenet. Det var bestemt ikke Viktor, der stod i køkkenet, og han talte bestemt ikke med Andrei.
"Pokkers," mumlede jeg for mig selv, da jeg sprang op fra sofaen og prøvede at skabe afstand mellem mig og de to nye kæmpe russere i mit køkken. "Hvem er I? Hvor er Viktor og Andrei henne??"
"Tag det roligt. Jeg er Ivan, og det her er Misha. Vi har erstattet Viktor og Andrei, så de kunne få noget hvile."
Jeg så Ivan og Misha op og ned. Misha var en smule højere end Ivan, men begge mænd var lige så store som Viktor og Andrei. Ivan var skaldet med en sort fipskæg. Han havde også tatoveringer på halsen, som jeg ikke havde bemærket aftenen før. Misha så yngre ud end de andre tre. Han virkede også mindre truende end de andre. Han havde bløde grønne øjne, der gav indtryk af, at han altid smilede, selv når han ikke gjorde det. De var en slående kontrast til hans sorte hår.
Misha sagde: "Ivan var lige ved at informere mig, og så skulle han tilbage udenfor. Vi er kede af, at vi vækkede dig," sagde han med en ret mild russisk accent.
"Nej, det er okay. Jeg mente ikke at falde i søvn. Kommer Viktor og Andrei tilbage?" spurgte jeg. Jeg følte mig mærkeligt ved at savne dem, men jeg følte pludselig en lille tomhed ved at vide, at de ikke var i min lejlighed.
Misha smilede blidt, "Ja, Sephie. De kommer tilbage i morgen. De havde brug for søvn. Vi arbejder i skift."
"Så de er virkelig ikke på meth," sagde jeg og kløede mig i nakken og strakte mine arme over hovedet.
Ivan vendte sig mod mig med det mest intense blik, jeg nogensinde havde set. "HVAD?!?" sagde han, mens han begyndte at gå hen imod mig. Misha greb hans arm for at forhindre ham i at komme tættere på mig, mens jeg tog et par skridt tilbage og endte op ad væggen.
Misha trådte foran Ivan, både fysisk og visuelt for at blokere ham fra mig. "Ivan, det er en joke. Hun lavede en joke. Viktor fortalte mig, at hun laver jokes, især når hun er nervøs. Ingen er på meth, især ikke Viktor."
"Jeg føler mig sårbart diagnosticeret, men han har ret. Jeg lavede sjov. Jeg sagde, at Viktor var på meth, fordi han ikke kunne have sovet meget, før han kom til min lejlighed, før min nabo gik på arbejde i morges."
Ivan tog en dyb indånding. Hans krop slappede lidt af, men hans blik brændte stadig huller i min sjæl. Han vendte ryggen til mig og forlod min lejlighed.
Jeg blev stående op ad væggen i et par sekunder mere, bare for at være sikker på, at han ikke kom tilbage.
"Er han altid sådan en hyggelig fyr?"
Misha gned sit ansigt med hænderne, mens han trak vejret dybt. "Ivan mente ikke noget ondt. Ivan har meget stærke følelser omkring stofmisbrug."
"Noteret."
I stedet for at småsnakke med mine nye vogtere, gav jeg op og gik bare ind i mit soveværelse. Jeg var stadig træt, selv efter min lur. Jeg tænkte, at ekstra søvn ikke ville skade mig.
Jeg tjekkede min telefon. Tre beskeder fra Max, der spurgte, hvor jeg var, gav mig skældud for ikke at komme på arbejde og til sidst oprigtigt spurgte, om jeg var okay. Jeg betragtede Max som en ældre bror. Han gav mig altid en hård tid, men han sørgede også altid for, at jeg havde det godt.
Jeg har det fint, Maximus. Min hals er stadig virkelig øm, så tanken om at skulle tale hele natten var for meget for mig.
Max: Billeder eller det skete ikke, gingersnap.
Jeg tog hurtigt en selfie af min nu meget farverige hals og sendte den til ham.
Max: Hold da op, Sephie. Det ser fantastisk ud på den mest smertefulde måde. Jeg er glad for, at du besluttede at blive hjemme. Ingen har lyst til at se på det rod. Du ville have skræmt kunderne væk. Altså, mere end du normalt gør.
Røv. Din bekymring for både mit velbefindende og mere for din indtægtskilde er rørende.
Max: Haha. Du ved, jeg bare driller dig. Seriøst, det ser slemt ud. Har du brug for noget? Vil du have, at jeg bringer dig noget mad, når jeg er færdig i aften?
Nah, jeg tror bare, jeg går i seng. Søvn helbreder alt, ikke?
Max: Okay. Hvis du ændrer mening, så lad mig vide det. Jeg vil være din leveringsdreng når som helst.
Tak, Max. Jeg skal nok klare mig. Prøv at have det ikke alt for sjovt uden mig i aften!
Max: Ja, du ved, det bliver ikke sjovt – Kim kom ind for at dække dit skift.
Åh lort. Jeg er ked af det, mand. Jeg vidste ikke, de ville ringe til hende. Hun arbejder normalt kun om dagen.
Max: Du skylder mig for den her.
Jeg låste min telefon og satte den til opladning. Jeg gik ud på badeværelset for at vaske mit ansigt. Min hals så virkelig forfærdelig ud. Min blå mærke var en flot lilla nuance og så dyb, at man kunne se omridset af hans fingre.
Ugh. Hvordan skal jeg dække det her i morgen på arbejdet? Jeg bliver nødt til at have en rullekrave på. Langærmet rullekrave også.
Jeg løftede ærmerne på min trøje og kiggede på mine arme, der også var en meget flot lilla nuance. Kontrasten mellem farven på blå mærkerne og min porcelænshvide hud var slående, hvilket bare gjorde blå mærkerne endnu mere tydelige.
Jeg besluttede mig for ikke at stresse for meget over det. Med det store drikkepenge, som Adrik gav mig, kunne jeg tillade mig at misse et par vagter og stadig betale mine regninger.
Jeg hørte min telefon bippe igen og gik for at tjekke den, og tænkte, at det var Max igen.
Hvordan har du det, solnishko? -Adrik
Vent, har han mit telefonnummer? Hvornår skete det? Nå, han vidste, hvor min lejlighed var, så det er måske ikke helt umuligt, at han også har mit telefonnummer. Hvem prøver jeg at narre, han har sikkert min bankkonto og hele min journal på nuværende tidspunkt. Der er virkelig ingen grænser for, hvilken magt disse mennesker besidder.
Jeg har det fint, Adrik. Tak fordi du spørger. Træt, men okay.
Adrik: Godt. Du skal hvile dig. Sæt arnica på dine blå mærker – det vil hjælpe dem med at hele hurtigere. Jeg er sikker på, at de er ret mørke nu.
Du har ikke ret. Min hele hals er lilla. Jeg bliver nødt til at gå i butikken efter arnica. Jeg har ikke noget.
Adrik: Jeg får noget sendt over. Du hviler dig. Det vil være der, når du vågner. Godnat, Persephone.
Tak. Godnat.
Jeg låste min telefon igen og lagde den på mit natbord. Jeg satte mig på min seng, fortabt i tanker. Hvorfor havde jeg pludselig den varme følelse i maven igen? Hvorfor tjekkede mafiaens topmand op på mig? Hvorfor sendte han sine personlige livvagter for at holde øje med mig? Hvad foregik der egentlig? Hvad skete der i det møde, mens jeg var ude af rummet?