KAPITEL 3
Huset var stille. Jeg troede morgenen var slem, men det var endnu værre. Min mor lavede mad i stilhed i køkkenet, far havde låst sig inde i soveværelset, og Coulter var ingen steder at se.
Jeg åbnede døren til Nevaehs værelse. Hun tørrede hurtigt sine øjne.
"Nevaeh? Græder du?"
"Selvfølgelig ikke."
"Det er løgn. Der er tårer i dine øjne."
"Jeg sagde, det er ingenting," snerrede hun. Jeg smed mig på hendes seng, men hun blev siddende med ryggen til mig.
"Vil du ikke ligge her med mig?" spurgte jeg, og hun sukkede og lagde sig ned ved siden af mig.
"Undskyld, jeg snerrede af dig."
"Jeg er ikke fornærmet."
"Alligevel. Det burde jeg ikke have gjort. Det er jo ikke din skyld."
"Hvad tror du, der vil ske?" spurgte jeg hende i stedet.
"Vi er de eneste døtre, papa har."
"Men jeg tror, der kan gøres noget. Måske kan vi tale med alfaen og få ham til at ændre mening, måske kan han vælge en anden familie."
Hun fnøs. "Sådan fungerer det ikke, Paisley."
"Men hvis nu..."
"Stop det, Paisley," sagde hun vredt og satte sig op igen.
"Tror du, de andre familier vil sende deres døtre i stedet? Tror du, nogen af dem vil bytte plads med os?"
"Vi ved det aldrig, hvis vi ikke prøver," forsøgte jeg at argumentere, men det gjorde hende kun mere vred.
"Ingenting kan ændre vores skæbne nu. Det er bedre, hvis du vågner op fra dine fjollede drømme og ser virkeligheden i øjnene. Det her er ikke det samme som at få Rosa til at sælge den dumme butik. Det her er noget større end nogen af os," sagde hun, mens hun trak vejret tungt, og jeg følte mig såret.
Tårerne pressede sig på i mine øjne. Nevaeh havde aldrig talt til mig på den måde. Ikke engang når vi havde vores små skænderier, der aldrig varede længe. Jeg rejste mig hurtigt fra hendes seng og skjulte mit ansigt, så hun ikke kunne se mine tårer.
"Paisley, jeg..." men jeg ville ikke høre det. Jeg lukkede hendes dør og skyndte mig ind på mit værelse, hvor jeg låste døren bag mig. Først der lod jeg tårerne falde.
Hvorfor var hun så vred på mig? Jeg prøvede bare at lette stemningen og gøre tingene bedre. Hvorfor skulle hun snerre af mig? Det var jo ikke min skyld, at vi blev valgt.
Jeg tørrede mine øjne vredt. Jeg burde ikke græde. Hun var den, der gjorde mig ked af det ved at miste besindelsen og råbe af mig. Jeg ville ikke tale med hende, før hun undskyldte for sit udbrud.
Jeg forlod ikke mit værelse før aftensmad. Jeg brugte tiden på at rydde op i mit værelse igen og igen, indtil jeg blev træt. Det var noget, jeg gjorde, når jeg var ked af det. Det hjalp mig med at falde til ro.
Jeg faldt sammen på min seng, da mine muskler føltes svage, og jeg sov kort efter.
En banken på døren vækkede mig fra søvnen.
"Paisley, aftensmaden er klar om en halv time," kaldte min mor fra den anden side af døren. Jeg trak mig ud af sengen og gik til badeværelset for at tage et bad, hvorefter jeg skiftede til leggings og en sweater. Jeg frøs lidt efter mit bad.
Min telefon ringede på sengen, og jeg tog den. Edels navn lyste op på skærmen. Jeg svipede hurtigt og tog opkaldet.
"Heeej," sagde jeg begejstret.
"Skat. Jeg har ringet," klagede han, så snart jeg hilste.
"Åhhh. Jeg sov. Jeg hørte det ikke."
"Så ser jeg dig i morgen?"
"Sandsynligvis. Nevaeh og jeg skulle sætte hendes nye butik op i dag, men med meddelelsen fik vi det ikke gjort. Hun har måske brug for min hjælp i morgen, men jeg lover at se dig lige bagefter."
Han brummede. "Okay. Har din familie sagt noget om udvælgelsen?"
"Nej. Måske efter aftensmad. Jeg giver dig detaljerne i morgen."
"Okay, skat."
"Farvel. Jeg elsker dig," sagde jeg, men han havde allerede lagt på. Jeg rynkede panden og kastede telefonen på min seng.
Jeg trådte ud af mit værelse og så Nevaeh stå ved sin dør. Jeg ville smile til hende, men jeg huskede, at hun havde gjort mig ked af det, så jeg kiggede væk og gik hen til bordet. Mor havde allerede dækket bordet, og de havde taget deres pladser. Jeg gav far et kys på kinden og mor også, før jeg tog min plads. Nevaeh gjorde det samme og satte sig ved siden af mig.
Jeg forventede, at hun ville hviske sin undskyldning, så alt kunne blive glemt, men hun ignorerede mig og fokuserede på sin mad. Nå, hvis det var det, hun ville.
Jeg spiste min mad i stilhed ligesom resten af familien, og efter måltidet var færdigt, og opvasken var klaret og vasket, kaldte far os alle ind i stuen.
"I var alle til stede ved udvælgelsen i dag, og I ved, hvad der skete, men jeg ved ikke, om I forstår alvoren af denne situation," sagde han med sin alvorlige stemme.
Mor rømmede sig. "En af jer bliver nødt til at gå til bæsterne," mine øjne blev store.
"Hvad? I kan da ikke sende nogen af os væk," sagde jeg forfærdet.
"Der er intet, vi kan gøre ved det, skat. Det er uden for vores kontrol," sagde hun med en lille stemme.
"Hvad vil I så gøre? Sende jeres døtre væk?"
"Ikke døtre. Kun en af jer bliver nødt til at gå," sagde min far.
"Nej. Det er umuligt. Ingen skal adskille Nevaeh og mig," råbte jeg.
"Det er nok, Paisley," sagde far med en hård stemme, og selvom jeg ville råbe ad ham, forblev jeg tavs.
"Din mor og jeg, vi har truffet vores beslutning."
"Nevaeh. Du skal afsted."
"Nej," skreg Nevaeh til far. Jeg vendte mig mod hende og så, at hun allerede græd.
"Jeg går ikke, far," sagde hun gennem sine hulk.
"Far. Du kan ikke sende Nevaeh væk."
"Vil du så hellere se os alle dø?"
Jeg troede ikke, at bæsterne ville dræbe os alle, fordi en kvinde nægtede at gå til dem.
"Græd ikke, Nevaeh. Alt vil blive okay," trøstede jeg hende, men hun fnyste.
Jeg rykkede tættere på hende. "Der må være en udvej. Jeg vil finde en, selvom..."
"Hold nu bare kæft, Paisley. Du fatter det ikke. Du ser intet ud over de dumme idéer i dit hoved. For en gangs skyld, hold kæft og prøv at tænke."
"Nevaeh, tal ikke sådan til din søster," skældte mor ud.
"Hvorfor skulle jeg ikke? Fordi hun er jeres yndling?" spurgte hun med en hånlig tone. Nevaeh havde aldrig talt sådan til nogen.
"Vi har ingen yndling, og det ved du godt."
"Hvorfor valgte I så ikke hende? I har to døtre, der ser præcis ens ud. I påstår, I ingen yndlinge har, og alligevel vælger I mig til at dø i stedet for hende?"
"Paisley har en forlovet. Hun skal til at giftes."
"Men hun er ikke gift endnu, vel? Hun kan stadig gå. Hvorfor skal det være mig?"
"Nevaeh..."
"Jeg hader jer alle så meget. Især dig," hun stirrede på mig, før hun stormede væk.
Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Coulter lagde armene om mig, mens mor løb efter Nevaeh.
"Hun hader mig," hulkede jeg ind mod hans bryst. Jeg kunne klare alt, men ikke det. Mente hun virkelig, hvad hun sagde? Hader hun mig virkelig?
Jeg var stædig, hårdnakket og kunne holde de længste nag, men når det kom til hende, var jeg en helt anden person.
"Det gør hun ikke. Hun er bare ked af det. Hun vil falde til ro."
Jeg tvivlede på det. Dette var ikke som de andre gange, Nevaeh og jeg skændtes. Dette var anderledes, og noget sagde mig, at hun ikke ville falde til ro lige foreløbig.