Kapitel 4
Sophias synsvinkel
Jeg vågnede op i et velkendt værelse, men ikke det, jeg faldt i søvn i. Minderne fra i går aftes strømmede tilbage. Jeg var i Titus' værelse. Jeg kiggede over skulderen, men der var ingen. Jeg mærkede stedet, hvor tæppet ikke dækkede. Det var varmt. Nogen havde lige ligget der. Mit gæt er Titus. Badeværelsesdøren svinger op, og han kommer ud.
"Jeg har pakkeopgaver i dag, jeg kommer først tilbage sent i aften. Bliv i huset. Mind link til Brody, hvis du har brug for noget. Der er to vagter foran og to bagved," siger han fjernt. Min ulv bemærker det og klynker let. Ved han, at jeg ikke er i hans flok? Jeg kan ikke mind linke.
'Vi mødte ham først i går, vær ikke for hurtig til at dømme,' minder jeg hende om.
"Jeg sender en tjenestepige for at hjælpe dig med dine behov," siger han og går ud.
Jeg sukker. Jeg troede, han ville være rarere i dag. Måske er det på grund af mit udbrud i går aftes. Måske vil han ikke have mig længere, ligesom Terry ikke ville. Min ulv udsendte et blødt klynk. Jeg går mod køkkenet og åbner køleskabet. Jeg tager en flaske appelsinjuice og hælder et glas op. Jeg går rundt i det store alfas hus. Jeg kommer til et rum med dobbeltdøre. Jeg åbner forsigtigt døren, og den åbner op til et smukt bibliotek. Nogle hylder dækkede væggene. Det så ud som noget fra Skønheden og Udyret-biblioteket. Der var sektioner for hver genre. Jeg går rundt og betragter bøgerne, mens jeg stadig nipper til min appelsinjuice. Der var både gamle og forholdsvis nye bøger.
'Jeg spekulerer på, om han har Harry Potter?' spørger jeg min ulv. Jeg fik ikke noget svar fra hende. Jeg tror, hun stadig var ked af Terry og Titus. Jeg sukkede og indså, at jeg følte mig ensom nu, hvor min ulv gemte sig et sted.
"Luna?" hørte jeg bag mig. Jeg hopper næsten og spilder min appelsinjuice. Jeg vender mig om og ser en ældre dame stå der.
"Jeg er ked af det, Luna, jeg mente ikke at skræmme dig," undskylder hun.
"Er du den tjenestepige, Titus sendte?" spørger jeg høfligt.
"Ja, Luna," nikker hun.
"Du skal ikke kalde mig Luna. Mit navn er Sophia," smiler jeg.
"Ja, Lu-Sophia," retter hun sig hurtigt. Hun så ud til at være omkring 50, men havde en moderlig følelse over sig.
"Hvad hedder du," spørger jeg og tager endnu en tår af min drik.
"Charlotte Montgomery, Lu-Sophia," retter hun sig igen.
"Er du Brodys mor?" spørger jeg overrasket.
"Ja, frue," siger hun. Det føltes mærkeligt, at en voksen brugte formaliteter med mig.
"Du behøver ikke være så formel over for mig, du er ældre end mig, det føles underligt."
Hun nikker, "Er du sulten?" og leder mig ud af køkkenet. Jeg bemærker nogle kunstværker hænge på væggen, som jeg ikke havde bemærket første gang, jeg gik herned.
"Ja, jeg er sulten," griner jeg.
"Vil du have pandekager?" spørger hun og kigger i spisekammeret. Jeg overvejer, om jeg vil have pandekager eller ej.
Flashback
"SOPHIA KOM NED HER," hører jeg James' stemme nedefra. Jeg krymper mig, da min følsomme hørelse ikke var til hjælp i denne situation.
"Unge mand, sprog," hører jeg min mor nedefra. Jeg fniser lidt og begynder at gå ned ad trappen.
"Jeg hørte det, Soph," siger James. Jeg ruller med øjnene og går ind i køkkenet.
"Her, tag din pandekage," siger han, mens et stykke mad kommer flyvende mod mit hoved.
"James!" råber min mor og jeg til ham. Vi bryder alle ud i latter. Min mor sukker, "Hvad skal jeg gøre med jer?"
Jeg samler pandekagen op fra gulvet og kaster den tilbage mod James.
Ende på flashback
"Sophia?" hørte jeg en stemme, der rev mig ud af mindet.
"Hva? Åh ja, pandekager er fint," siger jeg til Charlotte. Hun giver et blødt smil og begynder at lave dejen.
"Kan du putte Nutella i midten?" spørger jeg, mens jeg ser på hende.
"Selvfølgelig," siger hun og tager Nutellaen fra bordet. Hun begynder at hælde dejen i panden og putter noget Nutella i midten, før hun vender dem. Efter at have gjort det tre gange mere, lægger hun dem på en tallerken og putter blåbær på toppen og rækker dem til mig. Hun tager flasken med sirup og placerer den ved siden af tallerkenen.
"Tak, Charlotte," siger jeg og hælder sirup over mine pandekager. Jeg begynder at spise og bemærker, at Charlotte ikke spiser.
"Vil du ikke spise?" spørger jeg hende.
"Jeg spiser i pakkehuset. Det er stadig tidligt for mig," forklarer hun.
"Er du sikker? Du kan spise her," tilbyder jeg. Jeg havde det dårligt med at spise foran hende. Hun havde lavet mad til mig, men hun havde ikke spist noget endnu.
"Jeg er sikker, Lu-Sophia," smiler hun. Jeg følte mig godt tilpas omkring hende. Hun havde den samme følelse, som min mor gav. Jeg hørte hoveddøren smække fra den anden side af huset. Fordelene ved varulvehørelse. Jeg duftede en stærk, velkendt lugt komme nærmere.
"Sophia?" hører jeg. Brodys stemme.
"Jeg er i køkkenet," svarer jeg ham. Jeg hører hans skridt nærme sig køkkenet.
"Hej Mor," hilser han Charlotte og giver hende et kram.
"Jeg ville bare lige tjekke op på dig," siger han og ser på mig. Han sagde, at HAN ville tjekke op på mig, men en del af mig følte, at Titus havde sendt ham her. Brody er en Beta. Han har ikke tid til bare tilfældigt at tjekke folk. Jeg ved, at der er rapporter om rogue-angreb. Min far fortalte mig om dem for et par dage siden. Han taler om endeløst papirarbejde. Scarlet Moon Pack har nok mere papirarbejde end Blue Crescent.
"Må jeg kalde dig Soph, fordi Sophia er langt og trættende at sige," griner han og laver en undskyldning for at kalde mig Soph. Han havde en storebror-følelse ligesom James.
"Selvfølgelig," griner jeg og ruller øjnene.
"Jeg vil lige låne Soph fra dig et øjeblik," siger Brody og vinker til mig om at følge ham. Jeg skubber den sidste bid af min pandekage i munden, rejser mig og følger efter ham. Vi kommer til et rum, der ligner en lounge.
"Vil du spille 20 spørgsmål?" spørger han. Jeg kigger på ham med et forvirret blik. Han kigger tilbage på mig med alvor i ansigtet.
Brodys synsvinkel
'Hvad laver I nu?' spørger Titus i vores tankeforbindelse. Soph ser på mig med ren forvirring.
'Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke bare kan gøre det selv, hun er din mage,' sukker jeg tilbage til ham. 'Hun er forvirret.'
"Har du ikke meget papirarbejde?" spørger hun. Det har jeg faktisk, men Titus bad mig finde ud af information. Tilsyneladende kan han ikke komme tæt på hende. En trussel fra rogues.
"Du bør passe på din mage. Jo mere du ved, jo mere vil hun lide for dine beslutninger. Hun har allerede oplevet det én gang. Vi savner hendes duft hos os. Du ønsker ikke, at det skal ske igen. Pas på."
Der var ingen underskrift, ingen kontekst. Vi antog, at det var rogues, men det kunne være hendes gamle flok. Vi har hørt fra andre flokke, at hendes gamle flok har ringet rundt for at se, om hun er kommet til deres flok. Vi har stadig ikke fået et opkald, men jeg tror, de vil ringe til os sidst. Vi er kendt for ikke at lade nogen ind i vores flok. Titus er allerede så beskyttende over for hende, at han vil gå så langt som at ignorere hende for hendes skyld. Jeg sagde til ham, at han var dum, men han vil ikke lytte.
"Ja, men jeg vil gerne lære den fremtidige Luna at kende," smiler jeg. Jeg ved, at Titus ikke har talt med hende om det endnu, men næsten hele flokken ved det allerede. Titus lavede en stor annoncering om, at umattede mænd skulle holde sig væk fra hende. Det var også dumt, fordi hun ikke må forlade huset.
"Okay," siger hun mistroisk. "Hvad er din yndlingsfarve?"
"Rød." "Hvad er din yndlingsmad?" spørger jeg.
"Spaghetti," smiler hun.
'Taler hun?' spørger Titus.
'Ja, nu stop med at plage mig, jeg gør det her for dig,' siger jeg og blokerer min tankeforbindelse. Jeg havde ikke noget imod at tale med Soph. Hun virker som en person, jeg kunne blive gode venner med.
"Øhm... Har du fundet din mage?" spørger hun.
"Nej, hun er ikke dukket op endnu," smiler jeg. Jeg har ikke ledt efter hende; hvis hun dukker op, så dukker hun op. Jeg har ikke noget imod at vente.
"Har du nogen søskende?"
"Ja, en bror og en søster. James er 21, og Laura er 5," siger hun og tæller på sine fingre.
"Vent, James Moretti?" spørger jeg. Jeg sværger, det navn lyder så bekendt. James? Åh, fra Beta-lejren. Han var en stærk en.
"Ja?" siger hun og bekræfter mine tanker.
"Jeg gik i Beta-lejr med ham," siger jeg.
"Virkelig?" siger hun og bliver begejstret. "Er du den Brody Montgomery, han altid talte om?"
"Det ville ikke overraske mig," griner jeg.
"Åh, han fortalte mig alle historierne om, hvordan I narrede alle," griner hun.
"Fortalte han dig om narrestregen med olien og fjerene?" griner jeg ved mindet om den narrestreg.
"Ja," griner hun. Og vi bliver sådan, griner og taler om de gamle dage.