Gift ind i rigdom, eksen går amok

Kapitel 5 Emily, Jeg hader dig!

I det øjeblik kom Hubert ud og så scenen. Han løb hurtigt over for at hjælpe Emily.

Da han så blodet på Emilys pande, vendte Hubert sig om og råbte: "Ethan, er du vanvittig?"

Hubert hjalp Emily op og sagde til hende: "Emily, jeg tager dig til hospitalet!"

Emily klamrede sig til Huberts arm, mens hun vaklede på benene, hovedet svimmel.

Ethan havde ikke ment at bruge så meget kraft. Stukket af den mindste anger stirrede han på den blødende Emily. "Emily! Hvorfor døde du ikke dengang? Hvorfor døde du ikke bare i bilulykken?" råbte han, hans stemme dryppende af gift.

Emily vendte sig mod Ethan, hendes øjne iskolde.

Ethan blev ved med at råbe: "Emily! Jeg hader dig! Hvorfor reddede du mig dengang? Den største fejl, jeg lavede, var at bringe dig ind i Grant-familien! Du er datter af en voldtægtsmand; du er intet andet end værdiløst affald! Du skulle have været død for længe siden."

Før Ethan kunne afslutte, begyndte blod også at løbe fra hans hoved.

Før Hubert kunne reagere, havde Emily, som havde stået der i en døs, fået nok af Ethans fornærmelser. Hun kunne ikke tage det mere. Hun greb en dekorativ vinflaske fra hylden i hallen og smadrede den mod Ethans hoved med al sin styrke. Blod begyndte også at flyde fra hans hoved. Ethan stod der, forvirret, stirrende på Emily med et blodigt og chokeret udtryk.

Hubert og Amy var lamslåede. De kunne ikke tro, at Emily faktisk havde slået Ethan.

Med blod strømmende ned ad ansigtet smed Emily den knuste flaske til side og stirrede på Ethan. "Ethan, vi er kvit."

Ethan greb sig til hovedet. I sin døs syntes han at se en ung pige presse ham mod væggen bag skolens bygning ved solnedgang, smilende til ham. "Ethan, vi er kvit!"

Hans hjerte begyndte pludselig at hamre, og han begyndte at gispe efter luft, som om han kunne dufte den velkendte duft af gardeniaer fra pigen. De blomstrende roser på muren kunne ikke sammenlignes med skønheden i hendes smil.

Ethan rystede på hovedet, hans sind tomt.

Amy trådte frem for at hjælpe ham op og spurgte: "Ethan, er du okay? Skal vi tage på hospitalet?"

Ethan kastede et blik på Emily.

Hubert, bange for at Ethan kunne hævne sig på Emily, greb hurtigt hendes arm for at trække hende tilbage.

Emilys hoved snurrede stadig, og med et så kraftfuldt ryk kunne hun ikke holde balancen og vaklede til siden.

Pludselig greb nogen hende. Emily vendte sig for at se og så et par stærke, veldefinerede hænder.

Lige da Emily skulle til at takke personen, kiggede hun op og så, hvem det var. Hun sænkede straks hovedet og forblev tavs.

Ethan så den nyankomne og, selvom overrasket, kaldte modvilligt: "Vincent."

Vincent Watson var Ethans onkel, omkring tredive år gammel. Han var høj og slank, bar guldrandede briller, med markerede træk og dybtliggende øjne. Han var klædt i en veltilpasset mørkegrå dragt med en sort frakke over.

Vincent var kun fire år ældre end Ethan, men med blot en rynken på panden udstrålede han en ubestridelig autoritet. Det var den kommanderende tilstedeværelse af en succesfuld og erfaren forretningsmand. Vincent lignede Emily påfaldende.

Vincent rynkede dybt panden, da han så såret på Emilys hoved. Han pressede læberne sammen, rev sit slips af og bandt det om Emilys blødende pande. Han kastede et koldt blik på Ethan, vendte sig derefter mod Emily og sagde: "Til hospitalet!"

Vincents assistent løb hurtigt for at åbne bildøren.

Ethan løb efter dem og råbte: "Onkel Watson!"

Vincent gav ham et koldt blik, sagde intet, og gik med lange skridt ind i bilen.