Kapitel 4: Riley
Jeg træder ud af bruseren og ser det sidste af blodet forsvinde ned i afløbet. Det er et dystert syn, men jeg er blevet vant til det nu. Jeg tørrer mig og får et glimt af mig selv i spejlet—mørke rande under øjnene, et falmende blå mærke langs kæben. Jeg kan ikke engang huske, hvordan jeg fik det. Bare endnu en dag på jobbet.
Efter jeg har taget noget rent tøj på, går jeg tilbage til stuen. Huset er stille bortset fra den lave mumlen af stemmer, der driver ned ad gangen. Det er stort, det her sted, større end hvad de fleste på vores alder ville bo i. Men vi er ikke som de fleste. Vi har hver vores værelse, med nok plads til at trække vejret, nok afstand til at holde hovedet klart. Det er ikke ligefrem hyggeligt, men det fungerer.
Vi har en garage bagved med tre biler, som vi deler mellem os. Ikke noget prangende, bare praktiske køretøjer, der kan få os derhen, hvor vi skal, og blende ind, når vi har brug for at forsvinde. Stuen er vores sædvanlige opholdssted, med det slidte gamle poolbord i midten og et par velbrugte sofaer spredt rundt. Væggene er bare bortset fra et par sort/hvide fotos, som Danny har fundet et sted—gamle, rå billeder af byens gader og nedslidte bygninger.
Så er der kontoret, gemt væk bagerst. Det er en anden verden derinde, med skærme langs væggene, computere der summer stille, og kabler der løber som årer over gulvet. Leo er teknikeren, og han bor nærmest i det rum, hvor han håndterer de slags aktiviteter, der holder os i spillet. Fra at opspore mål til at hacke systemer, han har styr på det. Vi har alle vores roller, og på en eller anden måde får vi det til at fungere.
Da jeg træder ind i stuen, finder jeg Nate, Danny og Leo lænet over poolbordet, talende i dæmpede stemmer. De kigger op, da jeg kommer ind, og Danny løfter et øjenbryn med et lille smil. "Fik du renset op?" spørger han, hans tone let, men hans øjne alvorlige.
"Ja," mumler jeg, mens jeg kører en hånd gennem mit fugtige hår. "Den fyr var noget for sig. Troede han kunne holde ud, men han holdt ikke længe, da først Nate kom ind i billedet."
Nate trækker bare på skuldrene, læner sig mod kanten af poolbordet, armene over kors. "De tror altid, de er hårdere, end de er," siger han, hans tone afvisende. "Indtil de møder mig, i hvert fald."
Leo nikker, mens han fraværende kalker en kø. "Fik vi noget brugbart?" spørger han, altid den praktiske. Hans hjerne kører sikkert allerede på højtryk, tænker på, hvad der kommer næste.
Jeg tager en dyb indånding, krydser rummet for at tage en øl fra køleskabet. "Han nævnte en skole," siger jeg, mens jeg skruer kapslen af og tager en slurk. "Sagde, hun går på Lakewood College. Gav ikke noget navn, men det indsnævrer det. Hun er studerende der, og det er der, de planlægger at slå til."
Danny retter sig op, en gnist af interesse i øjnene. "Lakewood? Det er ikke langt. Vi kunne være der på under en time. Hvis vi ved, hvor hun går, burde det ikke være for svært at finde hende."
Leo nikker, mens han kører fingrene over en kø. "Jeg kan trække studiekataloget frem," siger han og kigger over mod kontoret. "Jeg har nogle forbindelser, der kan give os adgang. Vi kender hendes ansigt, inden dagen er omme."
Nate knækker fingrene, et lille grin former sig. "Så vi går efter hende, ikke? Vi får fat i hende, før de gør, bruger hende som pressionsmiddel. Det her er vores chance."
Jeg tager endnu en slurk, mærker kulden skylle spændingen fra tidligere væk. "Ja. Vi bliver ikke her for evigt. Det her er vores skud. Vi finder hende og holder hende sikker, indtil vi bruger hende som vores billet ud."
Danny løfter et øjenbryn, et hint af et smil på hans ansigt. "Og hvad hvis hun har folk, der passer på hende? Du ved, hvordan de rige typer kan være—altid nogen, der lurer i skyggerne."
Leo trækker på skuldrene, sætter køen ned. "Det må vi tage, når vi når dertil. For nu skal vi bare nå hende, før de gør. Hvis hun er på Lakewood, har jeg en liste over mulige navne inden i aften. Vi sørger for, at hun er under vores opsyn."
Jeg ser rundt på gutterne, mit hold, min familie. Vi har været igennem helvede sammen, og nu er vi tæt på slutspillet. Indsatsen er højere end nogensinde, men vi ved alle, hvad vi risikerer. Denne pige er vores vej ud, og vi vil ikke lade nogen stå i vejen.
For nu spiller vi klogt, opsporer hende og gør vores træk. Når hun er hos os, kan vi endelig begynde at tænke på, hvordan livet kunne se ud på den anden side af alt dette. Men først skal vi finde hende. Og vi har ikke meget tid.