Kapitel 1: Sofia
Uret på bibliotekets væg tikker stille, næsten som om det forsøger at lulle mig ind i en følelse af tryghed. Men det virker ikke – ikke rigtigt. Jeg føler mig sikker her, selvfølgelig, omgivet af de tårnhøje reoler og tavse studerende, men jeg kan aldrig glemme, hvad der venter på mig derhjemme.
Jeg sidder foroverbøjet over min notesbog og lader som om, jeg studerer, selvom mine tanker hele tiden glider tilbage til den aften. Jeg skulle aldrig have hørt dem. Hvis jeg ikke havde gjort det, kunne jeg måske lade som om, alt var normalt. Men deres stemmer runger i mit hoved hver gang, der bliver stille. Jeg havde ikke ment at lytte; jeg var bare på vej hjem sent fra biblioteket, som jeg altid gør. Jeg sneg mig ind gennem hoveddøren, forsigtig som altid for ikke at lave en lyd, men så snart jeg trådte ind i gangen, hørte jeg dem.
De var i stuen, talte med lav stemme, og jeg frøs lige uden for døren. Jeg havde hørt dem tale om penge før, men dette var anderledes. Denne gang planlagde de ikke bare at tjene hurtige penge – de planlagde at sælge mig, som en eller anden ejendel, de ikke længere havde brug for. Jeg kan stadig høre min fars hæse stemme sige ordene, og min mors næsten begejstrede hvisken. "Han er rig," havde hun sagt, som om det retfærdiggjorde alt.
Så nu er hver dag et spil om at holde sig væk. Hvis jeg tilbringer nok tid her, glemmer de mig måske. Jeg ved, det er et dumt håb, men det er alt, jeg har. Jeg kommer til biblioteket hver aften og går ikke, før de blinker med lysene, et ikke så subtilt hint om, at det er lukketid. Om morgenen tager jeg af sted før daggry for at nå mit skift på caféen. Jeg er der i timevis, før undervisningen starter, gemt bag disken med hovedet nede, bare endnu en barista for de tidlige morgenkunder. De lægger ikke mærke til mig, og det kan jeg godt lide.
Jeg kører fingrene gennem mine krøller, skubber dem bag øret og kigger rundt. Ingen ved, hvad der foregår inde i mit hoved. For dem er jeg bare en stille pige med fregner, der elsker bøger mere end mennesker. Det har jeg det fint med. Jo mindre nogen ved om mig, jo bedre. Det er mere sikkert sådan.
Men der er en stramhed i mit bryst, som jeg ikke kan ryste af mig. Jeg ved ikke, hvor længe jeg har, før de sætter deres syge plan i værk. Jeg kan mærke truslen hænge over mig, tyk som sommerluften. Det er kun et spørgsmål om tid. Indtil da vil jeg blive ved med at gemme mig i fuld offentlighed, håbe de glemmer, jeg eksisterer. Håbe, at jeg på en eller anden måde kan glide gennem sprækkerne, før de bemærker, jeg er væk.
Jeg forlader biblioteket, så snart de annoncerer lukketid. Gaderne er stille nu, den slags stilhed, der både er beroligende og uhyggelig. Der er en kulde i luften, og jeg trækker jakken tættere om mig, ønskende at jeg slet ikke behøvede at tage hjem. Men det er sent, og jeg kan kun trække tiden ud så længe, før nogen bemærker det. Så jeg skubber min notesbog ned i tasken, svinger den over skulderen og begynder at gå.
Det er en gåtur på tyve minutter, men det føles længere i mørket. Jeg holder blikket nedad, fokuserer på mine skridt og tæller hvert enkelt som en slags amulet mod skyggerne, der lurer i hjørnerne. Jeg kender disse gader godt; jeg kunne sandsynligvis gå dem med lukkede øjne, men i aften virker de anderledes, næsten truende, som om de lukker sig om mig. Jeg sætter farten op, mine sko rammer fortovet i en hurtig rytme, der klinger mod murstensbygningerne.
Da jeg drejer om hjørnet til min gade, ser jeg en herreløs kat snige sig ud fra bag en skraldespand. Jeg stopper et øjeblik, bøjer mig ned, og katten stopper også, dens gule øjne lyser i det svage gadelys. Jeg rækker hånden ud, håber den vil komme nærmere. Det gør den, forsigtigt i starten, før den gnider sit hoved mod mine fingre. Den spinder, en lav rumlen, og for et kort øjeblik føler jeg lidt varme sive igennem kulden. Jeg ville ønske, jeg kunne blive her, med denne lille, beskidte skabning, der ikke har nogen forventninger eller krav. Men det kan jeg ikke.
"Pas på dig selv," hvisker jeg og giver katten en sidste kløen bag øret, før jeg rejser mig og fortsætter.
Lyset er tændt, da jeg når mit hus. Jeg smutter gennem forhaven, min hånd på dørhåndtaget, forsøger at få styr på min vejrtrækning, før jeg går ind. Jeg skubber døren op, træder ind i den smalle gang, og før jeg kan lukke den bag mig, mærker jeg et skarpt stik på min kind. Lussingen er så hurtig, så pludselig, at det tager et sekund, før smerten registreres.
"Tror du, du bare kan komme og gå, som det passer dig?" hvæser min mor, hendes ansigt fordrejet af vrede. Hendes hånd er stadig hævet, klar til at slå igen, men hun sænker den, en hånlig mine kruser hendes læber i stedet. "Du kan ikke bare strejfe rundt som en herreløs."
Jeg synker en klump, holder hovedet nede, håber hun ikke bemærker tårerne, der prikker i mine øjne. Hvis der er én ting, jeg har lært, er det, at det at vise svaghed kun gør tingene værre. Hun ser på mig, venter på en reaktion, men jeg giver hende ingen.
"Du er for sent," snerrer hun. "Ingen aftensmad til dig i aften."
Det overrasker mig ikke. Jeg kan mærke min mave knurre, men jeg ignorerer det, nægter at lade hende se, at jeg bryder mig. Jeg ved bedre end at diskutere; jeg nikker bare, går forbi hende og hen mod mit værelse. Min far er ingen steder at se, sandsynligvis ude eller sover allerede, hvilket er en lille nåde. Jeg mærker hendes øjne i ryggen, mens jeg går væk, vægten af hendes skuffelse og vrede presser ned på mig, indtil jeg lukker døren og lukker hende ude.
Inde på mit værelse slipper jeg en rystende åndedrag ud, læner mig mod døren. Min kind svider stadig, men jeg rører den ikke. I stedet smider jeg min taske på gulvet, tager min jakke af og kryber i seng. Huset er stille nu, men det er den slags stilhed, der dirrer af spænding, som om det venter på den næste eksplosion.
Jeg lukker øjnene, krammer mit tæppe og prøver at fokusere på følelsen af kattens bløde pels under mine fingre. Det er en lille trøst, men det er nok til at holde mørket på afstand, om end kun for en stund. Jeg siger til mig selv, at i morgen bliver bedre, at jeg på en eller anden måde finder en måde at klare det på. Jeg er nødt til det. For lige nu er det lille håb alt, jeg har.