Dødelig
Vi sad ved middagsbordet.
Jeg spiste stille, mens de tre andre talte, men jeg vidste, at jeg ville spørge om mine brødre. Jeg har aldrig levet uden dem, og det ønsker jeg heller ikke.
"Må jeg få lov til at se mine brødre?" spurgte jeg endelig og samlede mod, da jeg huskede, at sidste gang jeg forsøgte at sige noget ved middagen, var det næsten gået helt galt.
Aces dødelige blik skød hen mod mig. Jeg frøs, da hans øjne mødte mine, og jeg kunne ikke få et ord frem.
"Nej," svarede hans dybe stemme hurtigt med en let irritation. Jeg følte mit hjerte synke ned i maven. Jeg elskede mine brødre, og ikke at få lov til at se dem var tortur.
"Vær så venlig?" næsten tiggede jeg ved bordet med en blød tone, så jeg ikke virkede krævende.
Aces far begyndte at le ondt.
Udtrykket i Aces ansigt blev mere irriteret. "Hvordan vover du!" Aces fars stemme rungede pludselig gennem den tomme spisestue og fyldte mig med frygt.
Jeg så det livløse udtryk i Aces ansigt, mens han bare betragtede sin far.
"Undskyld," mumlede jeg bekymret, mens jeg lagde min kniv og gaffel ned.
"Det er nok, hun skal lære en lektie," krævede Kai og råbte til sin familie, mens hans stemme ekkoede gennem det stille hus. Mine øjne blev store, da Kai rejste sig fra bordet og nærmede sig, hvor jeg sad.
"Nej, vær så venlig," klynkede jeg i rædsel og blev mindet om min far. Jeg vidste alt for godt, hvad en lektie var; en afstraffelse. Kai greb min håndled, men blev distraheret af Ace, der rejste sig.
Aces tunge skridt nærmede sig os. Jeg ville hellere have, at hans far slog mig end ham.
Men han gjorde noget, jeg ikke havde forventet. Ace greb sin fars håndled hårdt og tvang sin far til at slippe grebet om mig. Hans fars øjne blev store.
"Hun skal være min kone, hvis du rører hende igen, vil jeg ikke tøve med at brænde dig levende," knurrede Ace rasende til sin far. Kai stønnede af smerte fra Aces knusende greb om hans håndled.
"Du tror, du er djævelen, men jeg er den med tilnavnet," hviskede Ace i sin fars øre med et flammende blik i øjnene.
"Jeg tager dig med til at se dem i morgen efter skole," vendte Ace sig mod mig. Jeg nikkede febrilsk, før jeg forlod rummet og skyndte mig op ad trappen. Jeg er konstant bange for at blive misbrugt igen, da hans far virker meget som min.
Jeg kunne høre dæmpede råb nedefra.
Jeg lagde mig i sengen og trak puden over ørerne.
Jeg har ønsket at... ikke dø... men forsvinde på det seneste. Det er meget sværere, når man gifter sig ind i en voldelig familie og allerede har haft en voldelig en tidligere.
Jeg endte med at kravle ud af sengen og lave mine lektier, før jeg gik i seng.
————————
Mine øjne flakkede op for at se Ace stå ude i gangen.
"Du vil lade hende se sine brødre, ellers lover jeg, at jeg vil dræbe dig," hvæsede Ace vredt i telefonen.
"Jeg holder altid mine løfter," truede han lige før, han lagde på.
Jeg holdt tæpperne op til mit ansigt, så kun mine øjne var synlige.
Ace vendte sig mod mit værelse.
"Jeg mente ikke at vække dig," sagde han og stirrede på mig. Der var en vis kulde i hans blik.
"Det er okay..." svarede jeg hurtigt, stadig med tæpperne oppe.
"Det var din far, hvis du undrede dig," sukkede Ace, da han gik ind i mit værelse. Jeg bemærkede, at han lukkede døren bag sig.
"Hvis min far gør noget mod dig, så fortæller du mig det, hører du?!" advarede han mig, hviskende så hans far ikke kunne høre det. Jeg nikkede svagt. Jeg følte, at han krævede, at jeg skulle fortælle ham det, fordi han ville hjælpe, men vidste, at hvis noget skete, ville jeg ikke frivilligt sige noget.
Der var en akavet stilhed, der fyldte luften, mens jeg undgik øjenkontakt med ham.
"Din far," jeg tøvede et øjeblik.
"Lige meget," mumlede jeg hurtigt og lukkede munden efter at have fanget Aces opmærksomhed. Jeg indså, at jeg ikke ønskede det, hans blik var så intenst.
Jeg er så dum, hvorfor nævnte jeg det overhovedet?
Hans far mente det sikkert ikke engang.
"Hvad med min far?" Han stirrede forsigtigt på mig. Jeg vidste, at han ikke ville lade det ligge, før jeg sagde det.
"Det var dumt, det betyder ikke noget," mumlede jeg stille og blev genert, mens jeg trak tæpperne op til mit ansigt. Han rev tæpperne væk fra mig.
"Sofia, fortæl mig det!" Ace havde en let knurren i stemmen.
Jeg sank en klump, mens han stirrede på mig med rynkede bryn.
"Han sagde, at han ville erstatte min far," mumlede jeg blidt, mens jeg stirrede på tæpperne, der var knuget i hans hånd.
"Hvad betyder det?" spurgte Ace hurtigt. "I... Ingenting, bare at han ville være som en far for mig," stammede jeg nervøst.
"Hvis jeg finder ud af, at du lyver, bliver du straffet, forstået?" Ace skulede til mig, mens han rejste sig. "Straffet?!" udbrød jeg, lidt for modigt. "Har du et problem med det?" snærrede Ace vredt. "Nej-".
"Gør dig klar til skole, jeg kører dig og henter dig."
Han forlod endelig mit værelse. En tunghed fylder mit bryst, hver gang han er i nærheden af mig, det gør det svært at trække vejret.
Jeg klædte mig langsomt på og tog mig god tid, så jeg kom for sent. Jeg ville ikke have, at nogen skulle se Ace; selvom han skulle være min mand.
Jeg kom til sidst ind i bilen med Ace.
"Arbejder du altid?" spurgte jeg nysgerrigt og samlede mod til at tale med ham.
"Det meste af tiden," brummede hans dybe, hæse stemme. "Bliver det ikke kedeligt?" spurgte jeg.
"Hvis det var kedeligt, ville jeg ikke gøre det, jeg gør, hvad jeg vil," Ace vendte sig mod mig. Det var som om, han advarede mig. "Så du kunne droppe arbejdet lige nu?" spurgte jeg, mens jeg legede med mine hænder.
"Nej, ikke i dag."
"Hvorfor, hvad er vigtigt i dag?"
"Ingenting," sukkede han, irriteret over mine spørgsmål.
"Skal du dræbe nogen?" mumlede jeg som en joke.
"Jeg dræber folk, det er, hvad jeg gør," mumlede Ace indrømmende.
"Jeg bebrejder dig ikke," svarede jeg, min stemme blev højere, da jeg blev mere komfortabel omkring ham. Jeg tror, han var chokeret, fordi jeg så et af hans øjenbryn løfte sig.
"Du glemmer, at jeg også blev opdraget i mafiaen, at dræbe folk er noget, man bare må gøre," sukkede jeg tøvende.
Han så forvirret ud. Jeg smilede lidt til ham og så de alvorlige træk i hans ansigt blødgøre.
Vi ankom endelig til skolen.
"Du er for sent," mumlede han uimponeret.
"Jeg ved det, jeg gjorde det med vilje," grinede jeg, da jeg steg ud af bilen.
"Jeg er her klokken 16, kom ikke for sent," løftede han advarende sit øjenbryn.