Kapitel 3
Katniss nikkede, lidt chokeret over, at Maximilian overhovedet vidste, hvem hun var. Hun havde kun set ham et par gange; han var Desmonds halvbror på deres fars side. Alt, der havde med Desmond at gøre, fangede altid hendes opmærksomhed.
Rygtet sagde, at Maximilian havde kæmpet med en kronisk sygdom siden barndommen, men han havde imponerende evner inden for forretning.
Boleyn-familiens hele imperium var stort set i hans hænder, hvilket gjorde ham til familiens overhoved. Selvom han var den ældste søn, bar han af en eller anden mærkelig grund ikke Boleyn-navnet.
Maximilian var utrolig smuk, men de iskolde øjne gav nogle seriøse dårlige vibes, hvilket gjorde Katniss lidt urolig.
I skolen var Katniss altid i rampelyset, men ikke af gode grunde. Det var alt sammen fordi, hun var håbløst forelsket i Desmond. I sit tidligere liv bankede hendes hjerte kun for ham.
Desmond var skolens store mand. Smuk, charmerende og talentfuld, han havde piger, der faldt for ham til højre og venstre, med Katniss som den mest besatte.
Fra det øjeblik de mødtes, var Katniss hooked på Desmond, jagtede ham som en gal, bare for at komme lidt tættere på og mærke hans varme.
"Desmond, jeg kan lide dig!" råbte hun engang i en folkemængde, hvilket fik alle mulige mærkelige blikke og latter.
Men Katniss var ligeglad. Desmond var hele hendes verden; intet andet betød noget.
"Haha, se på Katniss, hun er gået fra forstanden!" ville folk sladre og pege fingre.
Men al den larm rørte ikke Katniss. Hun fortsatte med at forfølge Desmond, besat af hans hver bevægelse.
'Desmond, vil du nogensinde lægge mærke til mig?' tænkte hun stille, håbende på et mirakel.
Men hendes besættelse førte hende ingen steder. Desmond forblev uden for rækkevidde, som om han var på en anden planet.
En dag kunne Maximilian ikke tage det længere og fortalte Katniss sandheden.
"Desmond er ligeglad med dig; du er bare en joke for ham," sagde han, hans ord skar igennem hendes fantasier som en kniv.
Tårer fyldte hendes øjne, men hun fortsatte med at gøre sit, i troen på at hendes oprigtighed ville vinde Desmond over. Selvom hun fejlede, glemte hun aldrig den sjældne venlighed, Maximilian viste hende.
For Maximilian var hans ord sandsynligvis ingen stor sag, men for Katniss var de en livline. Hun huskede pludselig, at om to år ville Maximilian dø ung af sin sygdom.
Tanken fik hendes hjerte til at springe et slag over. Hun kiggede på Maximilians næsten perfekte profil, hendes øjne fyldt med blandede følelser.
I sit tidligere liv var hun så optaget af Manners-familiens drama, at hun ikke vidste, hvornår Maximilian døde. Da hun fandt ud af det senere, følte hun et stik af fortrydelse.
Katniss kiggede på vanddispenseren og derefter på Maximilians kørestol. Hun besluttede at hælde en kop vand op til ham og rakte den til ham.
Maximilian tog koppen og sagde køligt, "Lad være med at prøve at smigre mig; jeg kan ikke gøre noget ved Desmond."
Mens solen gik ned under horisonten, blev hospitalets vandrum uhyggeligt stille, kun med lyden af vandvarmeren og deres åndedræt, der fyldte rummet. Katniss følte en bølge af følelser og besluttede at åbne sit hjerte for Maximilian.
"Mr. Hamilton, du ved det nok ikke, men jeg gav meget for Desmond, kun for at indse, at han ikke var det værd. Jeg er færdig med at være nogens dørmåtte; jeg vil have min selvstændighed og selvrespekt tilbage." Hendes stemme var en blanding af hjælpeløshed og beslutsomhed.
Maximilian lyttede i stilhed, hans øjne viste en dyb følelse. Han syntes at suge hvert ord til sig, forsøgende at forstå hendes sande følelser.
Selvom han ikke sagde et ord, følte Katniss en nyfundet respekt i hans blik, som en forfriskende kilde for hendes tørstige sjæl. Hun kiggede taknemmeligt på ham og fandt en følelse af fred og tillid i hans øjne.
Maximilians øjne havde et dybt lys. Han syntes at se ilden og modet i Katniss' hjerte, og hans indtryk af hende ændrede sig stille og roligt.
Snart var det udskrivningsdag.
Udenfor hospitalets indgang holdt en luksusbil parkeret ved kantstenen, dens vinduer reflekterede Manners-familiens gyldne emblem. Lucas og Nathan, alle klædt fint på, stod ved bilen og ventede spændt på, at Clara skulle blive udskrevet.
Endelig svingede hospitalets døre op, og ud trådte en pige i en lyseblå kjole, yndefuld og værdig. Dette var Clara, familiens dyrebare juvel. Lucas og Nathan skyndte sig straks frem og overøste hende med varme velkomster.
"Clara, er du okay? Vi er klar; lad os få dig hjem," spurgte Lucas, klar til at køre hende tilbage.
Imens blev Katniss efterladt, tilsyneladende usynlig. Hun stod stille ved hospitalets indgang og så luksusbilen køre væk, følende en stikkende følelse af hjælpeløshed og ensomhed.
Det føltes som om, alle havde glemt hende. Hun gik ud af hospitalet og ventede ved vejkanten på en taxa.
Efter en kort ventetid trak en sort sedan pludselig op foran hende.
Katniss kiggede instinktivt ind i bilen og så bagruden langsomt rulle ned, afslørende en mands dybtliggende ansigt, hans udtryk koldt og ligegyldigt, udstrålende en ekstraordinær aura.
Maximilian kiggede på hende og sagde langsomt, "Sæt dig ind i bilen."
Katniss blev øjeblikkeligt forbløffet og udbrød forvirret, "Hvad?"
Maximilian rynkede panden, hans stemme rolig, "Du har blod på din kjole."
Da hun hørte dette, rødmede Katniss straks. Hun kiggede panisk bag sig og opdagede en lille rød plet på bagsiden af sin blå kjole.
Selvom det var september, var vejret stadig brændende varmt, og hun havde kun denne kjole på.
Flov forsøgte Katniss at dække pletten med den ene hånd, men Maximilian havde allerede set det, hvilket gjorde hende endnu mere akavet.
Maximilians kolde stemme kom igen. "Sæt dig ind i bilen." I det øjeblik steg chaufføren, Felix, ud, smilede venligt og åbnede bagdøren, gestikulerende for Katniss at sætte sig ind.
Katniss tøvede ikke, men klatrede akavet ind i bilen.
Men hun turde ikke sætte sig på sædet, bange for at plette det.
Med hovedet nedad kunne Katniss kun halvt sidde på hug, seende hjælpeløs og ynkelig ud.