Kapitel 7
ISABELLA
Jeg kan allerede ikke holde ud at være her. Folk er endelig begyndt at se anderledes på mig de sidste par år, men med den måde, det sluttede med Dominic, får jeg nu medlidende blikke. Jeg griber et glas champagne fra en af bakkerne, som en af tjenerne bærer rundt. Jeg går forbi alle disse elegant klædte mennesker, der diskuterer sociale begivenheder. Jeg går gennem dørene ud på terrassen og tager en dyb indånding, som om jeg endelig kan trække vejret uden alle disse mennesker omkring mig. Lysene, der oplyser byen, gør den smukkere end set nedefra, og alt virker meget roligere. Jeg tømmer glasset i én slurk og placerer det på kanten. Min telefon vibrerer, og jeg tager den op af min lille taske. Det er en besked fra Alex, der fortæller, at han er forsinket på galleriet og ikke kan støtte mig psykisk til festen. Jeg snøfter, mens jeg lægger den tilbage. Hvorfor er jeg ikke overrasket? Han hader denne slags aftener. Han har kun været med mig én gang, og så lod han Dom tage over. Han har været en stor støtte hele mit liv, jeg elsker ham som en bror, men i aften ville jeg ønske, han var her med mig. Freddie og Rebecca holdt mig med selskab, da jeg ankom, men blev hurtigt distraheret af andre gæster, ikke at jeg bebrejder dem. Her stod jeg, alene igen.
ASHER
Hun ser fantastisk ud i sin lange sorte kjole med slids op ad højre ben. Hendes sorte hår falder i bølger ned ad ryggen. Jeg ser hende passere folk, og hun virker upåvirket af deres medlidende blikke. Hun opfører sig allerede som en sand dronning, holder hovedet højt og smiler høfligt uden at vise den mindste fejl. Hun er perfekt for os. Vi tre er enige om dette, vi blev også enige om at tage det roligt med hende, men jeg finder det meget svært, når jeg ser hende i aften.
Det kunne være så enkelt at trække hende ud af syne og mærke hende. Hun ville straks føle forbindelsen, men vores egoer foretrækker, at hun bliver tiltrukket af os og vælger os af egen fri vilje. Jeg sukker indvendigt. Jeg afslutter min samtale med en af firmaets erhvervsadvokater, da jeg ser hende gå ud på terrassen. Hun virker lige så træt af at være her som jeg. Jeg fortsætter med at betragte hende på afstand, før jeg selv nærmer mig hende. Som skæbnen ville det, vender hun sig om lige, da jeg er ved at hilse på hende. Hun kolliderer direkte med mig, og min skjorte er dækket af champagne.
"Åh Gud, undskyld." siger hun og prøver at tørre champagnen af med hænderne uden at se på mit ansigt.
"Det skal du ikke bekymre dig om." Hun stopper brat op, da hun hører min stemme. "Isabella?"
"Asher?" spørger hun og løfter langsomt hovedet. Hendes store grønne øjne lander på mig, og et oprigtigt smil tager form på mine læber. Hun genkendte fandeme min stemme uden at se mig. "Undskyld med skjorten. Jeg så dig ikke."
"Det er helt i orden." Jeg knapper jakken. "Som om intet var sket."
Hun smiler, og endnu en gang ville jeg ønske, at jeg var den eneste, hun smiler til. Hun er smuk, men endnu mere når hun smiler.
"Det er lidt af en tilfældighed at se dig her," siger jeg til hende.
"Med Black-brødrene virker det som den ene tilfældighed efter den anden."
Mistænker hun noget? Jeg håber det ikke. "Ja, de fortalte mig, at du var vores nabo nedenunder." Hun nikker. "Jeg ville undskylde for den måde, jeg afviste dig sidste gang. Jeg var i dårligt humør, det var for støjende... under alle omstændigheder er barer ikke min ting."
"Hvad lavede du så der?"
"Mine brødre slæbte mig derhen, selvfølgelig, hvilket spørgsmål." Hun griner, og det er den sødeste melodi, jeg nogensinde har hørt. "Hvad bringer dig her?" spørger jeg hende, og hun forklarer historien, jeg allerede kender, og jeg nikker interesseret. "Mine kondolencer for dine forældre. Det kan ikke være nemt."
"Det bliver lidt lettere med tiden, men efter hvad der skete med Dominic...."
"Hvem er Dominic?" afbryder jeg hende.
"Min eksmand." Hun tøver et øjeblik. "Alle her ved det allerede, så jeg kan lige så godt fortælle dig det også." Hun fortæller det i en resigneret tone og træder tilbage for at læne sig mod rækværket. "Han plejede at arbejde her, og han var utro med en af sine kolleger. Jeg fangede dem sammen... på hans skrivebord. Hvis du forstår, hvad jeg mener." Hun ryster på hovedet. "Og det værste er, at jeg kom for at gøre præcis det samme."
Jeg knurrer blidt. Selvom jeg ved, at hun var gift, og jeg ikke forventede, at hun stadig var jomfru. At forestille sig hende i en anden mands arme er hårdt, men endnu hårdere nøgen med en anden mand.
"Du er enestående. Du har stået over for så mange vanskeligheder, og her står du i en overdådig kjole med holdningen af en dronning." Jeg siger det til hende og ser rødmen dække hendes kinder.
"Tak, men jeg fortalte dig ikke det for at få komplimenter."
"Jeg ved det," siger jeg simpelt og ser hende lige i øjnene.
Noget sker mellem os, og jeg ved, at hun også føler det.
Jeg tager et skridt hen imod hende, vores kroppe er praktisk talt limet sammen. Hun kan ikke træde tilbage, blokeret af rækværket, og hendes læber skilles. Jeg sænker mit hoved for at bringe mine læber tæt på hendes og vurderer hendes reaktion. Hendes vejrtrækning bliver dybere...