4- Tøfler og overraskelser
Jeg vågner til en høj banken. Det tager mig et øjeblik at indse, at det er nogen, der banker virkelig, virkelig højt på min hoveddør.
Jeg stønner og tager min telefon for at tjekke klokken. Otte toogtyve om morgenen. Hvem kunne muligvis besøge mig?
Maggie burde være på markedet lige nu, og Logan på vej til skole, desuden ville ingen af dem nogensinde banke så... aggressivt.
Jeg tvinger mig selv til at kravle ud fra under mine dyner og gyser, da den kølige morgenluft rammer mig. Jeg kaster et blik i spejlet, mens jeg går forbi det og indser, at min hestehale fra aftenen før er snoet og nu sidder akavet på den ene side af mit hoved med halvdelen af mit hår trukket løs i en mærkelig løkke. Jeg trækker elastikken ud af mit hår og glider den over mit håndled. Bankelydene fortsætter.
"JEG KOMMER, tag det roligt," mumler jeg. Mærkeligt nok stopper bankelydene faktisk. Hvem end der er på den anden side af døren, har tydeligvis god hørelse, hvis de hørte, hvad jeg lige sagde. Eller også gav de op på at få mig til at svare og gik hjem. Jeg håber på det sidste, for jeg vil virkelig bare tilbage i seng.
Jeg slæber mig hen til døren og svinger den op. Mine handlinger virker måske lidt hensynsløse, jeg burde nok have kigget gennem vinduet for at se, hvem det var, før jeg åbnede. Men jeg er træt og ikke vågen nok til at overveje ting som min egen sikkerhed.
Faktisk føler jeg, at personen på den anden side af døren nok burde være den, der er bange for mig, i betragtning af hvor irriteret jeg er.
I min døråbning står en mand, som jeg kun kan beskrive som betagende.
Han er høj og muskuløs med sort hår, der har en let bølge, og gyldne øjne. Et blik på hans arm fortæller mig, at han er en Shifter.
Faktisk er han samme slags Shifter som Megan. Han har blå jeans, en sort skjorte med knapper og står med armene over kors, hans udtryk utålmodigt.
Jeg åbner munden for at tale, da jeg bemærker noget, som min søvnige hjerne ikke havde registreret før dette øjeblik.
Jeg gnider mine trætte øjne, mens jeg stirrer. Der er en rød tråd, der kommer fra Shifter-mandens bryst.
Det virkelig overraskende ved dette er, at den fører direkte over til mit. Jeg stirrer op på ham med store øjne, ikke sikker på, hvordan jeg skal reagere.
Min sjæleven er en Shifter?
Og han står lige foran mig. Halvdelen af mig vil kaste mig over ham. Jeg er så spændt på endelig at møde ham.
Resten af mig vil bygge en tæppefort og gemme mig. Jeg er ikke sikker på, at jeg er klar til en sjæleven endnu, og jeg kender knap nok denne fyr. Jeg skælder mig selv ud indvendigt. Jeg er latterlig. Denne mand har ingen idé om, at vi er bundet af skæbnens røde tråd, jeg skal behandle ham normalt og lære ham at kende, ikke opføre mig underligt.
Dette minder mig om, at han stadig står og stirrer på mig, hans næsebor blusser let, mens han ser mig over. Han virker ikke imponeret over mine enhjørninge-pyjamas og kaninsutsko. Selvfølgelig ikke. Jeg samler mig nok til at opføre mig (mest) normalt.
"Øhm, godmorgen?" hilser jeg ham, min stemme en spørgsmål. Når han taler, er hans tone streng og forretningsmæssig.
"Er du R.G?" kræver han.
"Undskyld mig?" spørger jeg. Han ruller med øjnene.
"Er du bevidst dum, eller er du virkelig så langsom? Er du den R.G, der skrev denne seddel til min tvillingesøster Megan?" kræver han igen, denne gang viftende med den seddel, jeg havde skrevet aftenen før, foran mit ansigt. Jeg trækker mig tilbage, da den kommer lidt for tæt på. Uhøflig meget?
"Åh, det. Øhm... ja? Mit navn er Ryann Gale." Jeg præsenterer mig selv.
"Jeg er Bellamy Kane. Vi skal tale sammen." Uden at spørge, skubber han sig forbi mig og træder ind i min lejlighed. Min vrede stiger ved denne indtrængen.
"Hvad laver du? Dette er mit hjem, du kan ikke bare gå ind!" Jeg prøver at holde min stemme fast, men da han vender sig om og fikserer mig med sine gyldne øjne, krymper jeg mig.
Blikket han giver mig er imperiøst, og jeg sænker automatisk mine øjne til gulvet, som jeg plejer. Så tvinger jeg mig selv til at kigge op igen. Han bemærker ikke, at jeg kigger op, fordi han allerede har set væk fra mig.
Han er uhøflig, jeg nægter at vise, at han skræmmer mig, selvom han helt klart gør. Han kigger rundt og efter at have indset, at da min sofa i øjeblikket er fyldt med vasketøj, er det eneste sted at sidde det lille bord med sine to stole, peger han på det.
"Sæt dig," beordrer han. Jeg stirrer vredt på ham. Hvem er han til at give mig ordrer på den måde? Hvordan kan nogen så irriterende muligvis være min sjæleven? Måske sover jeg stadig. Jeg kniber mig selv i armen, og mine øjne bliver lidt våde af smerten. Okay, så jeg sover ikke. Jeg krydser armene og stirrer på manden, selvom jeg undgår hans øjne.
Bellamy Kane.
Han virker som en, der er vant til at få sin vilje. Normalt er jeg ikke typen, der starter skænderier. Hvis nogen vil have mig til at sætte mig, gør jeg det nok, for hvorfor ikke? Men hvis denne mand er min sjæleven, nægter jeg at lade ham behandle mig som noget andet end en ligeværdig, selvom han ikke ved det endnu. Han vil ikke skade mig, i det mindste er jeg mest sikker på, at han ikke vil. Jeg tror ikke, jeg nogensinde kunne falde for nogen, der ville skade mig, så det giver mening, at han ikke ville.
"Mr. Kane, du kan ikke bare trænge ind i mit hjem og give mig ordrer." Han ruller med øjnene igen.
"Vil du hellere have, at jeg formulerer min ordre sødere, og vær ikke i tvivl, dette er en ordre, ikke en anmodning. Miss Gale, ville du være så venlig at sætte dig, så jeg kan tale ordentligt med dig om den ret vage seddel, du efterlod til min søster i går aftes." Han formulerede ordene høfligt, men hans tone er sarkastisk og stadig lige så krævende.
Jeg vil fortsætte med at argumentere, men jeg vil også virkelig gerne vide mere om Megan. Jeg håber, at sedlen ikke gjorde hende for ked af det. Jeg beslutter at give efter for hans krav denne ene gang og sætter mig. Jeg prøver at bevare den værdighed, jeg har tilbage, mens jeg tager plads.
"Er du tilfreds nu?" Jeg gestikulerer mod den anden stol, så han også kan sætte sig. Han sætter sig overfor mig, og jeg gør mit bedste for at fremstå selvsikker og samlet. Så samlet som man nu kan se ud med morgenhår og kaninsutsko.
"Hvorfor efterlod du den seddel til min søster?" spørger han. Jeg trækker på skuldrene.
"Jeg så den mand, Tristan var det? Fri til hende. Jeg ved, det ikke er rigtigt, så jeg skrev hende en seddel." Shifteren snævrer sine gyldne øjne sammen og pludselig er jeg sikker på, at han er en slags katte-Shifter. Noget ved hans øjne er så katteagtigt.
"Og hvordan 'ved du, det ikke er rigtigt'?" Han efterligner mig i en barnlig tone. Jeg sukker. At forklare min magi er altid frustrerende. Folk tror enten, at jeg finder på det hele, da ingen andre har samme evne som mig, eller de synes, jeg er mærkelig og begynder at udspørge mig om deres venskaber og forhold.
"Jeg ved, det ikke er rigtigt på grund af min magi." Jeg siger, og prøver at holde min stemme jævn. Han læner sig tættere på mig.
"Men du er menneske. Du lugter som et menneske," informerer han mig, hans udtryk ser ud som om, han er væmmet. Da jeg ved, at mennesker ikke lugter værre end Shifters, bare anderledes, ved jeg, at væmmelsen er ved tanken om, at jeg er menneske, ikke min faktiske lugt. Jeg hæver et øjenbryn.
"Stop med at snuse til mig, og jeg er ikke menneske," siger jeg fast. Han krydser armene over brystet igen.
"Hvad er du så?" kræver han. Jeg trækker på skuldrene.
"Det ved jeg ikke, hvis du kan finde ud af det, så lad mig vide det." siger jeg afslappet. Hans øjne åbner sig i overraskelse.
"Du er en ukendt Magi?" Hans tone er vantro. Han indånder dybt igen, hvis jeg ikke vidste, han var en Shifter, ville jeg ikke finde det underligt, men nu ved jeg, at han... snuser... Det er min tur til at rulle med øjnene.
"Jeg ved det, jeg ved det. Stor overraskelse, ikke? Hvordan kan det være og bla bla bla. Jeg er forældreløs, og selvom jeg kender min evne, passer den ikke ind i nogen art, så jeg er fast som en ukendt." Okay, måske kom det ud lidt mere aggressivt, end jeg havde tænkt.
Hvad kan jeg sige, jeg har problemer, og han ramte en nerve. Han ignorerer min sarkasme og fortsætter sin udspørgning. Det er alt for tidligt til dette.
"Hvad er din evne så?" Jeg giver en kort forklaring af min evne til at se skæbnens tråde og en gennemgang af de almindelige typer.
"Tristan har en rød tråd, men den er ikke forbundet til Megan. Jeg prøver normalt at ignorere denne slags ting. Skæbnen ordner altid sig selv til sidst. Men jeg har en blå tråd, venskabstråden, forbundet til Megan. Hvis hun er bestemt til at være min ven, vil jeg ikke have, at hun lider, når jeg kan forhindre det." Mr. Kane virker tvivlende over min forklaring.
"Du kan se, om folk er bestemt til at være sammen, og du tror, du er bestemt til at være venner med min tvillingesøster?"
Tvilling?
Det er usædvanligt. Magier har sjældent tvillinger, men når de har, er de magtfulde.
Jeg nikker til ham. Nu kunne det være et godt tidspunkt at nævne, at jeg kan se en rød tråd, der forbinder os to. Jeg kigger op på hans udtryk, som stadig er mistænksomt.
Eller måske ikke.