KAPITEL 1
Ocean City, Hovstad-residensen, År 20XX,
"Skat, hvad er der galt? Hvorfor pulserer du pludselig? Kom nu, tal til mig!" råbte hr. Henry Hovstad, mens han gik ned ad trappen. Han var lige på vej ud af huset med intentionen om at tage til sit firma, da synet af hans kone, der var besvimet, mødte ham. Han vendte sig mod de to børn, der stirrede ublinkende på deres mor, og spurgte skarpt. "Fortæl mig, hvad der skete med det samme!" Hans skarpe ordre skræmte Ivy (en af tvillingerne) så meget, at hun krympede sig. Ariel, (den anden tvilling) forblev upåvirket og ubevægelig, uden nogen intention om at svare ham.
Ivy, hendes storesøster, samlede mod og begyndte endelig at fortælle. "Vi var lige på vej ud for at lege, da vi så mor sidde der og nyde solen, så vi besluttede os for at hilse på hende. Ariel gik forrest, mens jeg var lige bag hende. Da mor vendte sig og så Ariel, hun-hun..."
"Hvad skete der derefter? Tal!" Henry blev utålmodig og afbrød hende med hendes stammende.
"Hun spærrede bare øjnene op og besvimede," afsluttede Ivy fortællingen. Hun skubbede tydeligvis al skylden over på Ariel, mens hun spillede ynkelig. Sikke et dobbeltspil! Det var da, at hr. Henry vågnede op fra sin døs og huskede, at de endnu ikke havde ringet efter en ambulance.
"Hvad venter I på? Ring efter en ambulance med det samme!" beordrede han de tjenestefolk, der var samlet for at se farcen udfolde sig. Tjenestefolkene spredte sig straks.
Ambulancen ankom lige i tide. Hr. Henry løftede sin kone op og bar hende som en prinsesse og gik ombord på ambulancen med hende. Han glemte ikke at kaste et skarpt blik på Ariel. Det betød med andre ord, at han ikke var færdig med hende endnu.
Ivy vendte tilbage til sit værelse og efterlod Ariel alene til at blive gransket af tjenestefolkene, der blev ved med at give hende mærkelige blikke. En diskussion blandt tjenestefolkene brød pludselig ud.
"Jeg har hørt, at hun er en ulykkesfugl, alle hun kommer i kontakt med, oplever altid ulykker, så det er sandt?" spurgte en tjenestepige.
"Jeg mødte hende engang, mens jeg bar en bakke fyldt med mad. Alt styrtede bare til jorden. Kan du forestille dig det?" En anden tjenestepige stemte i.
"Jeg sagde jo, at hun var en ulykkesfugl, men I troede mig ikke. Jeg forstår ikke, hvorfor herren stadig holder hende her, hun burde smides ud!" forbandede en anden.
Femårige Ariel stod bare der og lod dem regne fornærmelser ned over hende. Det var virkelig trist, og det gjorde så ondt, men hvad kunne hun gøre? Hun blev altid kaldt en ulykkesfugl af alle, og hun havde ingen til at forsvare sig. Hun troede ikke, at hun var en ulykkesfugl. Hun var bare som ethvert andet barn. Hun undrede sig over, hvorfor folk ikke kunne forstå hende. Efter noget tid gik hun til sit værelse midt i forbandelserne. Hun brød straks ud i gråd, da hun kom ind på sit værelse.
På anden sal i Hovstad-palæet kunne en skikkelse ses, der i glæde betragtede det hele gennem vinduet. Skikkelsen var ingen anden end Ariels tvillingsøster, Ivy. At se Ariel blive ydmyget, gjorde Ivy virkelig begejstret. Hun krummede læberne i hån. "Ariel, åh, Ariel, bebrejd mig ikke. Alt her skulle være mit. Mor, far og endda mine brødre, de skulle alle være mine, så bebrejd mig ikke for at være hensynsløs." Ivy mumlede ondsindet. Ivy havde altid følt sig underlegen i forhold til Ariel, især da Ariel var meget kønnere end hende, og også fordi næsten alle ønskede at forkæle og tage sig af Ariel. Hvad med hende? Hun forblev altid uset, så gnisten af jalousi blev til had. Hun begyndte at så splid mellem brødrene og Ariel. Brødrene begyndte alle at hade Ariel. Ivy, derimod, håbede, at hendes brødre ville lægge mærke til hende. Hun blev hårdt ramt af virkeligheden, da ingen af hendes brødre havde intentioner om at forkæle hende.
Hr. Henry Hovstad er den ældste søn af afdøde fru Maria Hovstad og afdøde hr. Jeremy Hovstad, som døde i en bilulykke. Henry var dengang tyve år, mens hans bror Darius var sytten. På grund af de pludselige dødsfald af begge forældre måtte Henry tage sig af familievirksomheden. Hovstad-familien er blandt de fem mest aristokratiske familier i Ocean City. Hr. Henry giftede sig senere med fru Kathleen, som senere fødte fem sønner. Den første, Cliff, som er toogtyve, er en kold, flot fyr, hvis eneste mål er at drive forretning. Han er sjældent hjemme. Den anden fødte, Craig, er tyve år gammel og en anerkendt advokat. Han rejser altid rundt for at behandle og forsvare folk i retten. Den tredje, Aaron Hovstad, er den berømte ubesejrede racerkører, som altid topper hitlisterne. Han ejer en underjordisk racerbane. Han er også en professionel gamer kendt som God A. Den yngste søn, Amando, er femten og en velkendt skuespiller i underholdningsindustrien i Land C, og der er to piger, som er tvillinger, Ivy og Ariel, som begge er fem år.
På hospitalet i Ocean City gik Henry nervøst frem og tilbage. Da døren til stuen åbnede, greb Henry straks lægen i kraven og spurgte: "Doktor, hvordan har min kone det? Er hun vågen? Fortæl mig det nu!"
Svimmel af rystelserne forsøgte lægen at glatte tingene ud. "Rolig nu, rolig nu, din kone er stabil nu, men hendes tilstand er blevet endnu værre. Sørg bare for, at hun ikke har direkte eller indirekte kontakt med ting, der ophidser hende."
"Så doktor, hvornår kan hun blive udskrevet?" spurgte Henry igen.
"Hun kan blive udskrevet når som helst, så længe I har en privat læge derhjemme til at tage sig af hende," forsikrede lægen ham.
Fru Kathleen Hovstad blev således udskrevet og taget hjem for at komme sig. Efter at have lagt hende til rette, kaldte hr. Henry på Ariel i stuen.
"Forstår du din fejl?" spurgte han skarpt.
"Nej, det gør jeg virkelig ikke," svarede Ariel roligt. Hun forstod virkelig ikke, hvad der var galt med alle, de blev ved med at tvinge hende til at indrømme ting, hun ikke havde gjort.
"Knæl! Sådan en frækhed! Du drev din mor til den tilstand, og alligevel siger du, at du ikke forstår? Knæl og tænk over dig selv natten over!" bjæffede hr. Henry og vendte sig for at gå op ad trappen.
Ariel blev efterladt knælende, ingen gav hende opmærksomhed. Hendes lemmer var stive af kulde og af at have knælet for længe. Hun knælede der ydmygt indtil næste morgen, da folk kom ned for at spise morgenmad. Hr. Henry kastede et blik på hende, fnyste og satte sig. Han ventede på, at hans kone og Ivy skulle komme ned til morgenmad. Da fru Kathleen kom ned og så Ariel, blev hun straks ude af sig selv.
"Åh! Skat, hvad laver hun der? Smid hende ud! Hun er en ulykkesfugl! Jeg vil ikke se hende!" råbte hun manisk, mens hun styrtede ned ad trappen.
"Skat, rolig nu, okay det er okay, jeg smider hende ud, vær forsigtig," forsikrede hr. Henry hende, mens han hjalp hende ned ad trappen. Lige nu var han ved at få et hjerteanfald, da han så sin kone styrte ned ad trappen uforsigtigt. Han skyndte sig straks over for at forhindre hende i at falde og blive skadet. I vrede sparkede han Ariel i maven, og hun spyttede straks en mundfuld blod ud. Han skældte hende ud. "Se, hvad du har gjort! Jeg sender dig væk i dag, om du kan lide det eller ej!"
Ariel hvæsede af smerte, men skælvede ved tanken om at blive sendt væk. Hun knælede ned igen og bad sin far. Synet var hjerteskærende.
"Far, vær sød, send mig ikke væk, jeg vil være god. Jeg vil ikke skabe problemer, jeg vil ikke vise mig for mor igen..."
"Hold kæft!" sagde hr. Henry og gav hende en hård lussing. Han kastede et blik på tjenestefolkene og beordrede:
"Ring til butleren og bed ham pakke bilen!"
Hans ord syntes ikke at give plads til kompromis.
"Nej, far, vær sød-"