Kapitel 2 Hvordan tør du forråde mig!
"Er de sammen?" Michaels stemme var lav, fyldt med uro og jalousi. Han kunne ikke tro, at Olivia kunne være så tæt på Samuel.
Olivia havde sagt, at hun kunne lide Michael, men her var hun, så intim med Samuel. Michael tænkte for sig selv, 'Er det hendes idé om at kunne lide? Hvor billigt!'
Grace bemærkede Michaels humørskifte og fulgte hans blik, følte sig forvirret. "Hvad er der galt?"
"Ingenting," sagde Michael og undertrykte sin vrede, men hans tone var kold. Følelserne, der brusede i hans hjerte, gjorde det svært for ham at forblive rolig, hans sind gentog konstant Olivias bønner og tårer på dagen for deres skilsmisse.
Imens kiggede Isabella på de farverige fyrværkerier og den overdrevne "Tillykke med fødselsdagen"-besked, følte sig en smule flov.
"Daniels smag er virkelig noget for sig." Isabella rystede på hovedet, men hendes hjerte føltes varmt.
"Tænk på de elendige gaver, du har fået gennem årene; dette er et stort skridt op." Samuel lagde armen om Isabellas skulder og trak hende blidt ind i sin favn. "Dagens gaver er kun begyndelsen. Alle har forberedt mere til dig, fyldt dit værelse. Isabella, mange mennesker elsker dig. Gem din kærlighed og tid til dem, der fortjener det."
Isabella følte pludselig en bølge af følelser, dybt rørt. "Selv da vil jeg ikke tilgive dig for at sætte mig op," Isabella tørrede sine tårer og sagde med et legende smil, "At tage din nyligt fraskilte søster med for at se fyrværkeri, du er virkelig min gode bror, er du ikke?"
"Du er så fræk." Samuel prikkede blidt til Isabellas næse, en scene som Michael og Grace så på afstand.
Michaels vrede kunne ikke længere holdes tilbage, og Grace, der så Isabella og Samuel, lod som om hun var uskyldig og spurgte, "Er det Olivia? Hvem er fyren med hende? Han ser bekendt ud, og de virker meget tætte."
Fyrværkeriet fortsatte med at blomstre strålende på nattehimlen, men Michael var ikke i humør til det. Han kunne ikke undertrykke sin vrede og gik direkte hen mod Isabella, hans stemme fyldt med overvældende raseri. "Hvordan tør du forråde mig, Olivia!"
Isabella blev målløs over Michaels pludselige udbrud. Chokeret, en bølge af trods skyllede gennem hende. "Forråde dig? Seriøst, Michael? Hvem var den første til at ødelægge vores ægteskab?" Isabella svarede igen, hendes stemme dryppende af længe begravet harme og vrede.
"Michael, det er nok!" Samuel trådte ind og beskyttede Isabella. Han vendte sig blidt mod hende og sagde, "Denne idiot ødelagde lige vores gode humør. Lad os komme væk herfra." Isabella nikkede og begyndte at vende sig væk.
"Du skal ikke gå!" Michael brølede, hans følelser spiralerede, drevet af forræderiets stik. Han rakte ud for at stoppe Isabella, men Samuel blokerede ham. Samuel stirrede på Michael, stående fast.
"Olivia, godt klaret. Vil du forklare, hvem denne fyr er?" Michaels ansigt var koldt og truende.
Samuel svarede køligt, "Hr. Johnson, det ser ud til, at din hukommelse svigter." Han holdt Isabella tættere, et roligt smil legede på hans læber. "Vi har krydset veje i forretningsverdenen mere end én gang."
"Olivia, svar mig." Michael ignorerede Samuel og pressede på.
"Vi er allerede skilt, hr. Johnson. Det rager dig ikke," svarede Isabella fast, "Jeg vil ikke se dig igen!"
Hendes stemme rystede let. Tretten års kærlighed, knust af Michael selv. Hun gik side om side med Samuel, hvilket fik Michael til at føle, som om hele verden havde lukket ham ude i det øjeblik.
"Du kan ikke bare gå!" Michael følte en bølge af panik, desperat efter at indhente dem. "Vi er ikke officielt skilt endnu, og du ser allerede en anden?"
"Vi er ikke officielt skilt, men Grace kan ikke vente med at gifte sig med dig. Jeg så dig med hende og sagde intet. Hvilken ret har du til at stoppe mig fra at date?" Isabellas hår flagrede i vinden, hendes røde læber krøllede sig til et hånligt smil, mere betagende end Michael nogensinde havde set, med en voldsom trods. "Du kan date andre, men jeg kan ikke?"
Isabellas skarpe tone efterlod Michael målløs. Den normalt lydige Isabella stod op imod ham! Lige da skreg Grace af smerte, "Min fod!"
Michaels opmærksomhed blev fanget af skriget, et komplekst udtryk krydsede hans ansigt. "Grace, hvad er der galt?" Han vendte sig om, uden at indse at Isabella og Samuel var ved at slippe væk.
"Jeg har det fint, bare forvredet min ankel lidt." Grace tvang et smil frem, prøvede at lyde afslappet. Men hendes sind var fyldt med bekymring for Michael. Hun kunne ikke lade Isabella og Michael få nogen chance for at finde sammen igen!
"Jeg tager dig til hospitalet." Efter at have trøstet Grace, kiggede Michael rundt, men Isabella var væk. Han følte et stik af tab, hans sind fyldt med billeder af Isabella, blandet med vrede og tårer.