Kapitel 10 Ødelæggelse
Michael trådte ind i huset og blev straks mødt af en larm indefra. Hans hjerte sprang et slag over, og han tænkte, at Isabella måske var tilbage. Han skyndte sig hen til hendes værelse, men da han åbnede døren, spærrede han øjnene op i chok og vrede.
Værelset var et kaos. Grace hærgede Isabellas værelse som en tornado. Hun skar Isabellas tøj i stykker med en saks, et vildt grin på hendes ansigt. Møbler og smykker var smadret, og gulvet var dækket af ødelagte stykker.
"Grace, hvad fanden laver du?" udbrød Michael, forbløffet.
Grace vendte sig om, stadig smilende men med et strejf af trods. "Jeg hader sporene af Olivia, der bor her. Hvis det ikke var for Olivia, ville vi ikke have mistet tre år. Hun tog min plads, og nu opfører hun sig som om, jeg er den onde, og får mig til at ligne elskerinden!"
"Grace, du er ikke en elskerinde. Stop med at overtænke," sagde Michael og forsøgte at berolige hende.
Så landede Michaels øjne på en splinterny herrejakke i garderoben. Hans hjerte sank, og han tænkte på Samuel. Hans vrede blussede op igen.
"Stop det!" råbte han og marcherede hen til Grace for at stoppe hendes hærgen. I sin vanvid stak Grace ved et uheld Michael med saksen. Blod sprøjtede og farvede hans ærme.
"Åh Gud, Michael, det er jeg så ked af!" Grace tabte saksen og dækkede sin mund i chok, tårer vældede op.
"Hvad foregår der her?" Zoey stormede ind med tjenestefolkene, hendes øjne blev store ved synet af Michael, der blødte på det hvide tæppe. "Michael! Hvad er der sket?"
"David, få en bil og kør Grace hjem," sagde Michael og forsøgte at bevare roen trods smerten.
Grace ville ikke gå, og Zoey ville heller ikke have hende til at gå. Hvis Zoey kunne bestemme, ville hun have Michael og Grace til at forsones lige der og da. Men de kunne ikke gå imod Michaels ordre, så de arrangerede en chauffør til at køre Grace hjem for at køle af.
Da Grace og Zoey var væk, faldt der endelig ro over huset. Michael havde ikke lyst til at blive i det ødelagte værelse og, af en eller anden grund, ville han heller ikke have, at nogen skulle rydde op. Han lukkede bare døren og gik hen til kontoret.
Michaels sind summede stadig fra skænderiet med Grace. Han havde brug for en kop kaffe for at falde til ro, så David skyndte sig at lave en til ham.
"Her, den er frisk," sagde David og rakte ham koppen med et håbefuldt blik.
Michael tog en slurk, men bitterheden ramte ham hårdt. Han rynkede panden og savnede den glatte, let søde kaffe, som Isabella plejede at lave. "Hvordan har du lavet denne?" spurgte Michael, en smule irriteret.
David, der så lidt fortabt ud, fumlede med de noter, Isabella havde efterladt. "Jeg fulgte trinene, men jeg ved ikke, hvorfor den smager forkert."
Michaels øjne faldt på en notesbog på bordet, der bare lå der stille, næsten som om den hviskede Isabellas omsorg. Han bladrede igennem den og fandt den fyldt med små detaljer om deres liv: "et par stykker sukker, en passende mængde mælk," "bryg kaffen i et par minutter," "bær ikke rød slips om mandagen," "Michael foretrækker desserter," "tilsæt aldrig fløde," og så videre. Disse små, tilsyneladende trivielle noter var fulde af kærlighed.
En bølge af blandede følelser ramte Michael. Han tænkte ved sig selv, 'Analyserede hun mine tanker med en skjult dagsorden eller bare ren kærlighed?'
Han kunne mærke den dybe hengivenhed i disse noter, men hans vrede ville ikke lade ham indrømme, at hans hjerte blødte op. Han tænkte, 'Hvis hun elskede mig så meget, hvordan kunne hun så bare forlade mig? Hvordan kunne hun være så tæt på Samuel? Det må være en løgn!'
"David, tror du, Olivia har bagtanker over for mig?" spurgte Michael pludselig.
David så overrasket ud, men rystede så på hovedet. "Jeg tror, fru Johnson bare elsker dig meget."
Davids ærlige ord gjorde Michaels følelser endnu mere sammenfiltrede. Michael kunne ikke modstå at ringe til Samuel.
Han kunne kun nå Isabella gennem Samuel nu. De plejede at være gift, men nu kunne han ikke engang få hendes kontaktoplysninger. Han var træt af at skulle gå gennem Samuel hver gang.
Samuel tog sig god tid til at besvare telefonen, som sædvanligt. "Hr. Harris, jeg leder efter min kone," sagde Michael, hans tone mere naturlig end tidligere, med et strejf af besidderiskhed.
Daniel var ved at eksplodere, men blev tysset af Isabella med en pude. "Hr. Johnson, Olivia er ikke længere din kone; I er skilt," mindede Samuel ham roligt om, omhyggeligt vælgende sine ord.
"Jeg vil tale med hende alene," insisterede Michael, ikke ønskende at spilde flere ord på Samuel.
Samuel kiggede på Isabella, som nikkede, så han og Daniel gik ud i køkkenet. De skulle stadig lave mad til Isabella. De kunne ikke lade Michael ødelægge hendes appetit.
Da døren lukkede, talte Isabella endelig, "Jeg er travlt, gør det kort."
"Jeg vil have dit nye telefonnummer," krævede Michael.
"Nej!" svarede Isabella skarpt.
"Hvordan kontakter jeg dig så?"
"Gennem Samuel."
"Olivia, er det her din måde at hævne dig på? Du forlod mig og kunne ikke vente med at flytte ind hos Samuel? Du er Olivia foran mig, men hvilken identitet vil du antage foran Samuel? Du vil have frihed, fint, men hold det sammen indtil bedstefars 80-års fødselsdag. Lad ikke nogen skandale nå ham! Jeg vil ikke have, at han skal vide, at den kvinde, han værdsætter, er promiskuøs!"
Telefonen gled ud af Isabellas hånd. Hun lænede sig svagt mod væggen, hendes hånd hang slapt ved hendes side.
Hendes hjerte føltes knust, hendes bryst tungt og stramt, hvilket gjorde det svært at trække vejret. Alt omkring hende syntes at sløre. Fortvivlelse og smerte omsluttede hende som mørke skyer, der efterlod hende uden flugt.
"Michael, hvordan kunne du se mig på denne måde? Tretten års beundring, alt sammen en fejl," hviskede hun.