Fra Brud til Lykke

Kapitel 3 Møder stor forandring

Alt var fint for et øjeblik siden.

Hazel tøvede ikke længere. Hun løftede den lange nederdel på sin brudekjole og bandt den foran sig.

Der stod en flaske mineralvand på bordet, som makeupartisten lige havde drukket af. Hun tog den, hældte vandet i sin hånd, gjorde sine handsker våde og dækkede hurtigt sin næse, mens hun løb ud af omklædningsrummet.

Festsalen, som tidligere var fyldt med liv og glade dage, var nu fyldt med tyk røg og i fuldstændig kaos.

Salen var næsten tom.

Branden måtte ikke være startet pludseligt.

Det så ud til, at gæsterne var blevet evakueret sikkert.

Hazel følte sig lettet. Men hun kunne ikke forstå, hvorfor ingen var kommet for at fortælle hende, at der var brand.

Hvor var hendes forlovede, brudgommen til dette bryllup, Erik?

Flammerne brændte voldsomt nær væggene og søjlerne i salen, som monstre med gabende munde klar til at opsluge alt, inklusive den forvirrede Hazel.

Hun turde ikke tøve længere. Hun løb mod den udgang, hun huskede.

Hun følte en dyb følelse af fortvivlelse med sin rystende krop. Hun snublede og kæmpede for at komme fremad.

Den tykke røg foran hende gjorde det umuligt at se mere end tre meter frem.

Lige da hun var ved at blive kvalt, hørte hun en velkendt stemme. "Er der stadig nogen derinde?"

Det var hendes forlovede Erik, som stormede ind uden at tænke på noget andet.

I det øjeblik følte hun, at hendes helt var kommet ned fra himlen.

Uden at tænke på den kvælende røg råbte hun ængsteligt i retning af stemmen, "Erik, jeg er her."

Røgen omsluttede hende, hvilket gjorde det umuligt for hende at sige mere.

Hun kunne kun se, hvordan Erik, tilsyneladende ude af stand til at høre hendes stemme eller se hendes skikkelse, fortsatte med at søge ængsteligt.

Så, som om han havde opdaget noget, løb han straks i en anden retning.

Hazel så, hvordan Erik bar en anden kvinde ud af ilden og hurtigt gik udenfor, uden at bekymre sig om hendes liv eller død.

Midt i røgen hørte Hazel tydeligt kvindens stemme, svag og blød, fuld af klage. Hun sagde, "Erik, jeg vidste, du ville komme og redde mig. Du ved ikke, hvor bange jeg var. Jeg var så bange for, at jeg aldrig ville se dig igen."

Erik, der bar hende, løb udenfor, mens han blidt trøstede hende, "Vær ikke bange, Bianca. Uanset hvad der sker, vil jeg aldrig forlade dig!"

I det øjeblik følte Hazel, at hun havde fået et slag i brystet, som gjorde ondt.

Det viste sig at være hendes stedsøster, Bianca.

Så Hazel's forlovede, Erik, som hun havde elsket i tre år, løb ind i en brændende bygning for at redde hendes stedsøster, ikke hende!

Hazel's hjerte føltes som om det blev klemt, en rivende smerte. Hun kunne ikke engang tale.

Dengang, så snart hun kom ud af hospitalet, sendte Aiden hende straks til udlandet.

Selvfølgelig var hun ked af det, men det var intet i forhold til den hjertesorg, hun følte nu.

Hazel var på vej ud, da hun hørte et højt brag.

Den høje cirkulære bue i midten af salen kollapsede pludselig.

Blomsterne, der var arrangeret på den, var nu fuldstændig brændt.

Alt, hvad der var tilbage på den sorte ramme, var cirkler af tråd og stålringe.

Rammen faldt og ramte Hazel's ben. Hun faldt til jorden og følte en pludselig brændende smerte i sit ben, og hun skreg af smerte.