Efter at have sovet med CEO'en

Kapitel 6

Abigail, som kvinde, rakte instinktivt ud og greb Susans hånd, da hun så James' voldsomme opførsel.

Susan kiggede på den panikslagne Abigail og derefter på den alvorligt syge David. Hun stirrede på James og snerrede: "Hvis du laver flere problemer, ringer jeg til politiet og fortæller dem, at du forårsagede bedstefar Wilsons død! Derefter ringer jeg til aviserne og fortæller dem, 'Pensioneret militærmand dør af vrede over arv på grund af sin søn.' Det vil helt sikkert få opmærksomhed!"

James havde ingen autoritet over Susan. Han havde aldrig været en rigtig far for hende. Da familien kæmpede økonomisk, havde Susan engang bedt ham om penge, og han havde ikke kun nægtet, men også slået hende.

Men James havde altid forkælet Amelia. Susan havde for længe siden svoret, at hun aldrig ville anerkende ham som sin far igen.

Susans ord efterlod James og hans gruppe målløse.

James' øjne gled over til David, der lå på hospitalssengen, og han tøvede.

Da Sophia så dette, blandede hun sig: "Susan, stop med at skræmme os! James, giv hende en lærestreg!"

Susans øjne flakkede, og hun trak hurtigt sin telefon frem og lod som om hun ringede op. "Hej, politiet?"

"Gi' mig den telefon!" James kastede sig rasende mod hende.

Susan undveg og løb om på den anden side af sengen. Abigail trådte hurtigt ind for at blokere James.

"James, hvis du ikke går nu, fortæller jeg aviserne, at I er forsikringsagenter. Lad os se, hvem der køber forsikring af jer så!" truede Abigail.

James og Sophia udvekslede blikke. De vidste, at det kun ville skabe flere problemer at blive.

Sophia, der forsøgte at redde ansigt, sagde: "Jeg er træt i dag. Jeg tager mig af dig en anden dag!"

Med den tomme trussel skyndte hun sig ud.

James og Amelia fulgte efter hende.

Da de var væk, åndede Susan endelig lettet op. Hvis der var opstået en kamp, ville hun og Abigail have været i en ulempe.

Abigail klemte Susans hånd. "Gudskelov, du kom i dag. Charles og jeg ville være blevet tyranniseret af dem."

Susan åbnede munden for at svare, men en pludselig smerte i underlivet fik hende til at gispe, og hendes ansigt blev blegt.

"Susan, hvad er der galt?"

"Ingenting, jeg har det bare lidt dårligt." Sveden begyndte allerede at pible frem på Susans pande.

"Du bør gå og hvile dig. Charles og jeg kan blive her," opfordrede Abigail.

"Okay, jeg går." Susan forlod stuen.

Så snart hun trådte ud, måtte hun støtte sig til væggen. Smerten i underlivet var uudholdelig.

'Havde jeg slået mig, da min mave ramte sengehesten tidligere?' undrede hun sig.

Susan troede, at hvile ville hjælpe, men smerten fortsatte. Da hun indså, at noget var galt, kæmpede hun sig hen til skadestuen.

Efter en række tests lå Susan på en hospitalsseng, hendes ansigt blegt. Hun kiggede på den kvindelige læge og spurgte hastigt: "Doktor, jeg blev ramt tidligere. Har jeg skadet noget?"

Lægen, mens hun skrev i sine noter, svarede: "Du har det fint, men barnet har nogle problemer og skal indlægges til observation."

"Hvilket barn?" Susan var lamslået. Hun vidste ikke engang, at hun var gravid.