Efter at have sovet med CEO'en

Kapitel 2

Susan spurtede, indtil hun var sikker på, at Seb ikke længere var efter hende. Først da åndede hun lettet op.

Hun trak sin telefon frem for at tjekke tiden og var ved at tabe den – det var mandag!

Med et synkende hjerte indså hun, at hun fuldstændig havde glemt, at det var en arbejdsdag.

Uden at spilde et sekund vinkede Susan en taxa hen og skyndte sig til kontoret.

På trods af sin hast var hun stadig fem minutter forsinket.

Der røg hendes 500 dollars bonus for perfekt fremmøde denne måned.

Tanken om Seb fik hende til at ville skrige; han havde kostet hende 650 dollars, nok til at dække en måneds frokoster.

Men så huskede hun Sebs veltrænede krop og trøstede sig selv ved at tænke på det som betaling for en luksus mandlig eskorte for natten. En eskorte til 650 dollars af den kaliber var en sjældenhed.

Så snart hun trådte ind på kontoret, fornemmede hun, at noget var galt; alle havde hovederne nede.

Lige da kom hendes kollega Isabella Brown hen til hende. "Så du meddelelsen på virksomhedens intranet i går aftes?"

"Hvilken meddelelse?" Susan havde været for optaget af at nyde Sebs selskab til at tjekke nogen meddelelser.

"Du ved det ikke?" Isabella så chokeret ud.

Med en urolig følelse åbnede Susan sin computer og tjekkede sin e-mail. Hun var lamslået.

Rygterne var sande: Prosperity Groups hovedkvarter flyttede til Maple Valley, og deres afdeling ville blive fusioneret med hovedkvarteret. Det vigtigste var, at halvdelen af afdelingens personale ville blive fyret.

"Kun halvdelen af os i økonomiafdelingen bliver?" Susan kiggede på de seks-syv medarbejdere i økonomiafdelingen.

Ikke underligt, at alle så så bekymrede ud i dag. Givet det nuværende jobmarked ville de ikke finde et andet job med så gode fordele.

Isabella klappede Susan på skulderen og forsøgte at trøste hende, "Du er god til dit job. Du bliver helt sikkert!"

"Bliver sammen, hvis vi bliver, går sammen, hvis vi går!" erklærede Susan dristigt.

Isabella rystede på hovedet. "Nu er ikke tiden til bravader. Du skal forsørge din mor og din søster på universitetet. Vi skal sørge for, at mindst en af os bliver her."

Ved at høre dette sænkede Susan hovedet.

'Dette er, hvad de mener med, at fattigdom kvæler ambitioner.'

Men Isabella havde også sine byrder, og Susan var på bar bund.

Mod slutningen af dagen kom økonomiafdelingens leder, Wendy Mitchell, hen til Susans skrivebord og meddelte ensidigt, "Susan, HR-afdelingen mangler personale. Fra i morgen skal du hjælpe dem om morgenen og vende tilbage til økonomiafdelingen om eftermiddagen."

Ved at høre dette kiggede Susan op for at sige noget, men Wendy var allerede gået.

Isabella kom hen og hviskede i Susans øre, "Det må være Amelias værk. Hun leder efter en chance for at genere dig!"

Når man talte om Amelia Garcia, var hun Susans ærkefjende.

For over et årti siden havde Susans far, James Wilson, haft en affære med Amelias mor, Sophia Garcia. James havde til sidst forladt sin kone og datter for at være sammen med Sophia og tage sig af Amelia.

Det virkede som om, Susan og Amelia var skæbnebestemt til at støde sammen. For et par måneder siden var Amelia kommet til deres firma som praktikant og havde hurtigt arbejdet sig op til at blive HR-chef og få en fast stilling.

Siden Amelias forfremmelse havde hun gentagne gange skabt problemer, men Susan havde altid formået at afværge hende. Alligevel var Amelia utrættelig og gav aldrig op.

"Nå, jeg må bare tage det som det kommer. Hvad kan jeg ellers gøre? Jeg kan ikke trodse Wendys ordrer, ellers bliver jeg den første, der bliver fyret." Susan rystede hjælpeløst på hovedet.

"Held og lykke!" sagde Isabella og så alvorligt på hende.