Månens efterkommer - Kapitel 5 - Gengældelse
Zelena.
Da vi nåede skolen, var parkeringspladsen tom, hvilket betød, at alle allerede var indenfor. Vi fulgte efter Cole og Smith gennem skolens døre, stadig hånd i hånd. Da vi trådte ind i gangen, faldt en uhyggelig stilhed over gangene, og alle vendte sig og stirrede på Gunner og mig. Mine øjne flakkede rundt i gangen, og jeg så alle hviske til hinanden og kigge på mig med afsky. Det var den mest synlige, jeg nogensinde havde følt mig, og jeg hadede det. Jeg sænkede hovedet og trak min hættetrøje op. Jeg slap Gunners hånd og skyndte mig hen til mit klasselokale, og efterlod de tre drenge bag mig.
"Zee, vent!" råbte han efter mig, men jeg stoppede ikke.
Jeg passerede hviskende ansigter og beskidte blikke, mens jeg gik ned ad gangen.
"Det kan ikke passe"
"Hun drømmer"
"Er det en joke?"
Jeg holdt hovedet nede og undgik øjenkontakt. Blikkene og de spydige kommentarer var ikke noget nyt, dem fik jeg hver dag. Men jeg var så dum at tro, at Gunner og jeg faktisk kunne være sammen. Han var høj klasse, jeg var skrald, og alle vidste det. Jeg nåede mit klasseværelse og skyndte mig hen til min sædvanlige plads, i hjørnet bagerst i lokalet. Jeg satte mig ned og bøjede mig for at lægge min taske på gulvet. Da jeg satte mig op igen, sad Smith ved siden af mig. Han smilede og trak sin matematikbog frem.
"Jeg håber, du er god til det her lort, for jeg er elendig," sagde han med et skævt smil. Jeg smilede halvt tilbage til ham og trak på skuldrene.
Den trættende Mr. Phillips var vores matematiklærer. Han er en midaldrende, skaldet mand, der altid går i beige khakishorts med farverige ternede sokker trukket op til knæene. Han var kedelig for det meste, men med en vid og sarkasme, der kunne slå de fleste af hans elever omkuld. Midt i timen smed Smith et sammenfoldet stykke papir på mit bord, han kiggede på mig med forventning. Hans kinder var røde og sprængfyldte af hans næsten uholdte latter. Jeg foldede sedlen ud og studerede den. Et smil bredte sig over mit ansigt, da jeg begyndte at forstå, hvad jeg så. Det var en frygtelig tegning af, hvem jeg antager at være Mr. Phillips, iført en bikini, med rottehaler i håret og ridende på, hvad jeg tror er en delfin. Jeg kiggede på Smith, og han var næsten ved at græde af sin stille latter. Han havde hånden over munden for at dæmpe lydene. Han lod som om, han skubbede sine bryster op, svingede sit hår over skulderen og galopperede væk på sin delfin. Det var sjovt, og jeg kunne ikke lade være med at fnise med ham. Jeg gav ham tegningen tilbage og kiggede ned i min bog igen, stadig smilende for mig selv. Er det sådan, det føles at have en ven? At lave sjov og fnise, have en grund til at smile. Jeg kan godt lide denne følelse, denne lykkelige komfort. Jeg kan godt lide at have en ven.
Frokostklokken ringede, og eleverne rejste sig og gik, undtagen Smith, han ventede på, at jeg skulle lægge mine bøger i min taske. Han stod ved døren med et smil.
"Klar til noget mad?" spurgte han, mens han gned sin mave. Jeg smilede og nikkede,
"Jeg skal bare lige aflevere min taske," kvidrede jeg.
"Vil du have, at jeg skal komme med, eller skal jeg møde dig der?" spurgte han med tommelfingeren pegende ned ad gangen mod kantinen.
"Jeg skal nok klare mig," sagde jeg og trak min taske op på skulderen og gled gennem døren omkring ham. Han smilede og viftede med fingrene til mig og tog af sted ned ad gangen.
Jeg gik hen til mit skab med et smil på læben. Dette er ved at blive en god dag, for en gangs skyld. Jeg nåede mit skab og begyndte at indtaste min kombination, da jeg blev voldsomt rykket rundt i skulderen. Jeg løftede hænderne for at dække mit ansigt, klar til hvem det end var, der var ved at slå mig.
"Tror du virkelig, at han kan lide dig?" Demi's skingre stemme fnisede ad mig. Jeg sænkede hænderne til siden, bøjede hovedet og sagde ingenting. Det er altid bedst bare at lade hende få det ud, når jeg taler eller prøver at kæmpe imod, bliver det værre.
Hun smækkede sin håndflade ind i døren ved siden af mit hoved, hvilket fik mig til at trække mig sammen og vende mig væk.
"Åh min gud," stønnede hun,
"Du er seriøst så ynkelig, hvorfor tror du, at alle er ude på at slås med dig?" snærrede hun ad mig og lænede sig tættere på mit ansigt.
Mit ansigt var vendt væk fra hende, og mine øjne var tæt lukkede, bare ventende på, at hun skulle slå mig, sparke mig, trække mig i håret, gøre et eller andet. Jeg kunne lugte hendes parfume, den overvældende blomsterduft brændte i min næse. Men jeg kunne også lugte noget andet, det var en kold, flad lugt. Noget, jeg ville forbinde med frygt eller vrede. Det kunne ikke være rigtigt, hvordan kunne jeg lugte frygt, følelser har jo ingen duft. Hun greb fat i mine skuldre og skubbede mig hårdt mod skabet, min ømme ryg brændte af den pludselige smerte.
"Gunner vil ikke have dig, hvorfor skulle han ville have en gris som dig?" spyttede hun ad mig, kun få centimeter fra mit ansigt. Jeg klynkede ved følelsen af hendes varme ånde på min kind.
"Hold dig væk fra Gunner, okay kælling, han er min nu."
Jeg nikkede hurtigt. Skarpheden i hendes ord skar igennem mig. Selvfølgelig ville hun og Gunner ende sammen, de er begge latterligt smukke, og smukke mennesker har en tendens til at holde sammen. Hun slap mine skuldre og tog et lille skridt tilbage. Jeg turde ikke løfte hovedet for at se på hende, men jeg kunne forestille mig hendes onde smil i mit sind, jeg kunne nærmest mærke hendes brændende blik på min hud.
"Hvilket nytteløst spild af plads," lo hun og vendte sig mod sine håndlangere og den flok, der havde samlet sig ved siden af hende.
Selv efter hun vendte sig væk, kunne jeg stadig mærke brændingen fra hendes blik. Det var som en bølge af varme, der brændte igennem mig, opslugende mine arme. Jeg knyttede næverne og borede mine negle ind i håndfladerne. De varme nåle, de samme som i går i skoven, kunne jeg mærke løbe op ad mine ben og ind i mit bryst. Uden at tænke videre trådte jeg frem og gav Demi en lussing lige over ansigtet. Jeg slog hende så hårdt, at hendes hoved snappede til siden, og lyden ekkoede gennem gangen. Alle blev stille, overraskede over at se sådan et udbrud fra mig. I årevis har jeg siddet stille og taget imod deres mishandling uden et ord eller nogen form for gengældelse. Demi greb fat i sit ansigt og vendte sig mod mig. Hendes overlæbe krøllede sig op i en snerren, og et flammende had fyldte hendes øjne. Hun kastede sig over mig og greb mit håndled med den ene hånd og den anden hånd om min hals. Hun skubbede mig mod skabet og smækkede mit hoved ind i døren. Jeg udstødte et lille skrig af smerte.
"Hvem fanden tror du, du er? Din beskidte luder!" skreg hun ad mig, mens hun igen smækkede mig mod skabet. Jeg prøvede at trække vejret, men hendes greb om min hals var for stramt. Jeg kunne mærke hendes fingre stramme sig om min hals, og jeg lukkede øjnene for at forberede mig på mere smerte. Desperat efter luft trak jeg i hendes hånd om min hals, uden held. Jeg kunne mærke mit hoved begynde at snurre, og en tåge slørede mit syn. Pludselig slap Demi sit greb, og jeg faldt til gulvet, hostende og kæmpende for at trække vejret. Jeg blev liggende på gulvet på hænder og knæ, febrilsk prøvende at få vejret. Min hals brændte, og luften føltes som knive, da den begyndte at fylde mine lunger.
Da jeg endelig kunne trække vejret igen, registrerede jeg lydene af råb og skrig foran mig. Tøvende kiggede jeg op. Cole og Smith kæmpede begge for at holde en voldsomt udseende Gunner tilbage, som desperat forsøgte at kaste sig over Demi. Demi klamrede sig til Brians arm og forsøgte at beskytte sig selv mod Gunner. Brian, Demi, hendes håndlangere og alle andre i gangen stirrede på Gunner med chok og rædsel i ansigterne.