Månens efterkommer - Kapitel 4 - God morgen
Zelena.
Den skingrende lyd af min højlydte alarm vækkede mig tidligt, længe før Hank vågnede. Jeg trykkede hurtigt på knappen på toppen for at få lyden til at stoppe og kiggede mod min lukkede soveværelsesdør for tegn på bevægelse på den anden side. Intet. Jeg lå der et øjeblik og overvejede, om jeg virkelig havde brug for at tage i skole i dag. Jeg rynkede på næsen ved tanken om at skulle tilbringe 8 timer derhjemme med min far. Jeg satte mig op og satte mig på kanten af sengen. I går virkede som en fjern erindring. De tre græske guder og deres mærkelige venlighed, var de virkelige, eller var det en hallucination forårsaget af en hjernerystelse? Jeg ved ikke, hvilken teori jeg håber mest på. Det er lige meget, jeg er sikker på, at i dag vil være den samme gamle kedelige, ensomme tilværelse. Jeg gned min tinding og huskede mit lille sammenbrud i skoven. Åh Gud, nu håber jeg virkelig, at det hele var en hallucination. Hvor pinligt, som om jeg ikke allerede er en freak. Nå, det er ikke, som om jeg vil se ham igen alligevel. Sikkert ikke.
Jeg greb mit håndklæde og gik i bad. Jeg tændte for hanen og lod vandet varme op. Jeg kan godt lide mit badevand skoldende varmt, det har jeg altid gjort, selv med de sår, der konstant pryder min krop. Da dampen fyldte det meste af rummet, steg jeg ind og lod det varme vand løbe over min forslåede og mishandlede krop. Jeg hældte sæbe i hænderne og skrubbede mit hår, vandet, der løb af min krop, havde den velkendte rødlige nuance. Jeg turde ikke røre min ryg, i stedet lod jeg det varme vand rense sårene. Jeg lænede hovedet tilbage og lod det dampende vand løbe over mit ansigt. Varme bade er så afslappende.
Med håndklædet løst om hofterne stod jeg foran spejlet og undersøgte min ødelagte krop. Mit våde hår, langt og filtret, hang ned lige forbi skuldrene, så sort at det så ud til at have en lilla nuance. Min blege, klamme hud var plettet med nye lyserøde-lilla blå mærker og gamle gulnede blå mærker. Nogle på størrelse med en lille mønt, andre flere centimeter brede. Mine livløse gyldne øjne sad over mørke lilla rande, med buskede mørke bryn, der strakte sig helt ud til tindingerne. Mine små og faste bryster hang let til siderne. Min tynde talje og mave fremhævede mine ribben, med hofte- og kraveben, der stak ud. Den blege hud var plettet med mørkerøde ar. Min krop, brugt som lærred til at udstille min fars voldelige kunstprojekt. Jeg trak håndklædet op og vendte mig væk, mens en tåre faldt. Jeg vil ikke se mere. Jeg er ulækker, alt ved mig er grotesk.
Jeg tog nogle løse jeans og en løs grøn t-shirt på. Jeg kørte en børste gennem mit våde hår og kastede det over skuldrene. Jeg inspicerede flængen i min pande. Den var nu begyndt at danne skorpe, men så stadig forfærdelig og rød ud. Jeg fandt min trofaste foundationflaske, som jeg havde stjålet på en af mine indkøbsture, og hældte lidt ud på fingrene. Jeg spredte det over mit ansigt, dækkede mine mørke øjne og det nye snit på min kind. Det skjulte det lille snit godt nok, men det ville ikke gøre noget godt for den skorpede flænge i min pande. Så jeg trak endnu et plaster frem og placerede det strategisk over den røde flænge. Jeg tog min grå hættetrøje, rygsæk og slidte gamle sko og gik stille ud af mit soveværelse. Jeg listede hen til hoveddøren, forbi stuen. Hank lå derinde, bevidstløs i sin lænestol med øldåser spredt omkring hans fødder.
Jeg gik gennem døren og lukkede den så stille som muligt bag mig, løb ned ad indkørslen og ud på gaden, og jeg åndede lettet op. Jeg gik et godt stykke væk fra huset, før jeg satte mig ned og tog mine sko på. Jeg kiggede op på den lyseblå morgenhimmel og tog en dyb indånding. Endnu en klar og smuk dag. Efter et par dybe indåndinger rejste jeg mig og gik ind i skoven, stadig med blikket rettet mod himlen. Gående langsomt, nydende den friske luft og den kølige forårsbrise, kunne jeg nemt miste mig selv.
"Godmorgen." Jeg sprang forskrækket op ved lyden af en stemme bag mig.
"Whoa, undskyld," grinede han, da jeg vendte mig om for at se på ham.
"Jeg mente ikke at skræmme dig," sagde Gunner og løftede armene med et smil.
"Det gjorde du ikke," hviskede jeg. Jeg sænkede hovedet og forsøgte at trække hætten op over mit ansigt.
"Stop," bad han og greb fat i mit håndled og tvang mig til at slippe hætten. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere, og en kold gysen gik gennem mig. Hætten faldt og gled ned ad bagsiden af mit hoved.
"Vær sød ikke at dække dit ansigt." Han stillede sig lige foran mig, stadig holdende min hånd ved mit ansigt. Hele min krop spændte op. Jeg var frosset af panik og stirrede på hans greb om mit håndled. Han stirrede forvirret på mig og fulgte mit blik til vores hænder. Han slap mig og trådte et skridt tilbage med sænket hoved.
"Jeg er ked af det, jeg skulle ikke have grebet dig sådan," mumlede han og stak hænderne i lommerne på sine jeans.
"Du behøver ikke at skjule dit ansigt, vær sød, du behøver ikke at gemme dig for mig."
Hans øjne var triste og længselsfulde, mens de stirrede på mig. Jeg mente ikke at gøre ham ked af det, jeg gik bare i panik et øjeblik. Hele mit liv har det at blive grebet normalt betydet, at smerte var på vej. Men der var noget anderledes ved Gunner. Jeg ved ikke hvad. Men det var som om, jeg kunne mærke, at han ikke mente mig noget ondt. Hvorfor skal jeg være sådan her? Hvorfor skal jeg være bange for alting? Jeg havde en stærk trang til at få ham til at føle sig bedre, men jeg vidste ikke hvordan, eller hvorfor jeg havde brug for det.
"Jeg er, jeg er ked af det, det er bare øhm," mumlede jeg og sænkede hovedet, så mit hår faldt ned over mit ansigt. Han trådte frem og lagde sin hånd under min hage for at løfte mit hoved. Jeg adlød og lod ham langsomt løfte mit ansigt op mod hans. Jeg lukkede øjnene, da han skubbede håret væk fra mit ansigt og bag mit øre. Han gispede og slap min hage.
"Zee, hvad er der sket med dit ansigt?" spurgte han med en streng tone. Jeg vendte hovedet væk, skamfuld, og trak mit hår frem igen.
"Zelena, hvem har gjort det her mod dig?" knurrede han ad mig.
Jeg trådte tilbage fra ham, bange for knurren i hans tone og tanken om at skulle svare på hans spørgsmål. Jeg kunne ikke fortælle ham om min far. Hvis jeg gjorde, ville Hank dræbe mig, og han ville dræbe Gunner. Jeg følte mit ansigt blive blegt, jeg ville ikke lade det ske. Gunner trådte frem med en snerren på sit smukke ansigt,
"Whoa, rolig kammerat."
Cole var pludselig der med sin arm omkring Gunners bryst. Hvor han kom fra, har jeg ingen idé om? Jeg kiggede rundt, og Smith stod bag ham også. Han løftede sin arm og viftede med fingrene mod mig. Jeg smilede akavet tilbage til ham. Gunner kastede Coles arm af sig og trådte hen mod mig og greb mine hænder i sine, han bøjede sig ned og kiggede mig i øjnene. Der var det igen, den varme og beroligende følelse. Hvordan gør han det ved mig?
"Zee. Jeg mente ikke at skræmme dig, jeg er ked af det," sagde han blidt. Han smilede til mig med et halvt smil, men han mente det ikke, hans øjne var fulde af bekymring og smerte. Jeg smilede til ham og nikkede. Han rettede sig op og skulle til at slippe mine hænder, men jeg holdt fast i en af dem. Jeg greb hans store hånd med min og beundrede vores sammenflettede fingre. Små nåle og stik sneg sig gennem mine fingre og op ad min arm. Jeg kiggede op på ham og smilede. Hans øjne glimtede, og hele hans ansigt smilede tilbage til mig.
"Wow," åndede han,
"Du er smuk." Mine kinder brændte, da jeg rødmede under hans beundrende blik.
"Okay, I to," hostede Smith,
"Lad os gå, ellers kommer vi for sent i skole."
Smith og Cole gik foran os. Gunner flettede sine fingre med mine og sørgede for, at jeg ikke slap. Han nikkede med hovedet og gestikulerede ned ad stien og løftede øjenbrynene. Stadig rødmen smilede jeg og nikkede. Vi begyndte at gå sammen med min hånd stadig i hans. En lille og simpel gestus, og alligevel betød det alt for mig.