Kapitel 7
Eva talte ligeud, og Vivian følte sig straks lidt akavet. "Det var ikke sådan, jeg mente det."
Eva sagde ikke mere; hun var ligeglad med, hvad Vivian mente.
Før de gik, ordinerede Brian noget medicin til hende og sagde til Vivian, "Selvom din veninde er tilbageholdende med at tage medicin, bør hun prøve at tage det, hvis hun kan."
De tre forlod klinikken og vendte tilbage til Blackwood-familien.
Da de ankom, og bildøren åbnede, steg Eva ud, trods sin ubehag, og gik ud.
Hun ville bare op og sove.
Men da hun steg ud af bilen, snublede hun og var ved at falde fremad, kun for at blive grebet i tide af Adrian, som netop var trådt ud.
Han rynkede panden af hende, "Du er i sådan en tilstand, og alligevel nægter du at tage medicin eller få en indsprøjtning. Du er virkelig..."
Vivian, som var fulgt efter dem ud af bilen, så deres hænder røre og skyndte sig over for at støtte Eva.
"Adrian, lad mig."
Vivian hjalp Eva indenfor og hilste på tjenerne, mens de gik forbi.
Tjenerne, da de så Vivian, viste alle overraskelse.
Da Vivian havde fulgt Eva op ad trappen, kunne tjenerne ikke lade være med at samle sig og hviske sammen.
"Det så ud til at være frøken Morrison, den som hr. Blackwood kan lide..."
"Hvad? Er hr. Blackwood ikke forelsket i fru Blackwood?"
"Uvidenhed! Frøken Morrison reddede hr. Blackwood; han har ventet på hende hele tiden."
"Er det sandt!" Gruppen var ved at sige mere, men en høj hosten afbrød dem.
De vendte sig om og så butleren, som ubemærket var dukket op, stående der med et strengt blik.
"Har I ikke arbejde at gøre?"
Gruppen spredtes som fugle.
Efter de var gået, rynkede butleren, som var over halvtreds og havde grånende øjenbryn, panden.
Så Vivian var vendt tilbage... Ikke underligt, at fru Blackwood virkede ved siden af sig selv i går aftes.
Vivian hjalp Eva tilbage til hendes værelse.
"Tak."
"Det var så lidt," smilede Vivian. "Få noget hvile."
"Okay." Eva tog sine sko af og lagde sig ned, bemærkede Adrian langsomt gå bag dem.
"Skal jeg følge dig tilbage?"
Vivian nikkede. Trods alt var dette Blackwood-familien, og hun havde ingen grund til at blive her længere.
"Okay."
Før hun gik, kastede Vivian et sidste blik rundt i rummet og bemærkede pludselig en skræddersyet herredragt hængende på knagerækken udenfor.
Sådan en stil kunne kun tilhøre Adrian.
Vivians ansigt blev en smule blegt. Hun pressede læberne sammen og fulgte stille efter Adrian ud.
Efter de var gået, åbnede Eva øjnene, stirrende på det hvide loft, følte sig fortabt.
Hvad skulle hun gøre med barnet?
Graviditet var anderledes end andre ting.
For eksempel kunne hun skjule sine følelser for Adrian meget godt, i et år, to år, endda ti år.
Men hvad med graviditeten? Når tiden kommer, vil hendes mave vise sig, hun kan slet ikke skjule det.
Jo mere hun tænkte over det, desto mere svimmel følte Eva sig, og hun faldt gradvist i en dyb søvn.
I sin søvn følte Eva, som om nogen knappede hendes krave op. Derefter blev noget koldt placeret på hendes brændende krop, hvilket bragte hende komfort. Hun sukkede og klamrede sig instinktivt til personens arm.
Derefter hørte hun en dæmpet stønnen og tung vejrtrækning. Hendes nakke blev grebet af store hænder, og hendes læber blev dækket.
Noget gled ind i hendes mund, pirrede hendes nerver, hvilket fik hende til at gispe blidt.
Eva rynkede sine fine bryn og bed ned på det indtrængende objekt. Smagen af blod spredte sig i hendes mund, og manden gispede.
Hun blev derefter skubbet væk, hendes kinder blev klemt hårdt. Hun hørte vagt personen sige, "Du er virkelig blevet forkælet, ikke?"
I smerte mumlede hun og skubbede personens hånd væk, og faldt derefter tilbage i en dyb søvn.
Da hun vågnede, var det allerede nat.
En tjener var ved hendes side, og da hun så Eva vågne, nærmede hun sig med glæde.
"Fru Blackwood, du er vågen." Tjeneren rakte ud for at føle hendes pande. "Gudskelov, fru Blackwood, din feber er endelig faldet."
Eva kiggede på tjeneren foran sig og, mens hun huskede nogle fragmenterede minder, spurgte, "Har du taget dig af mig hele tiden?"
Tjeneren nikkede hurtigt.
Da hun hørte dette, slukkedes et lys af forventning i Evas øjne.
Hun sænkede sine øjenlåg.
De fragmenterede minder havde fået hende til at tro, at den person, der tog sig af hende, var Adrian.
Men det var det ikke.
Mens Eva tænkte, så hun tjeneren komme med en skål medicin.
"Fru Blackwood, du er lige vågnet, og denne medicin er stadig varm; du bør tage den."
En stærk medicinsk duft bredte sig, og Eva rynkede sine fine bryn, instinktivt undgående den.
"Fru Blackwood, du bør drikke det, mens det er varmt; det bliver snart koldt."
Eva trak sig tilbage og vendte ansigtet væk. "Bare lad det stå der; jeg drikker det senere."
"Men..."
"Jeg er lidt sulten. Kunne du gå ned og hente noget at spise til mig?"
"Okay, jeg går og henter noget til dig. Fru Blackwood, husk at tage din medicin."
Da tjeneren var gået, stod Eva op af sengen, tog skålen med den mørke medicin og gik ud på badeværelset for at hælde den ud.
Da hun så medicinen skylle væk uden at efterlade spor, åndede Eva endelig lettet op.
Nu hvor hun var gravid, kunne hun ikke tage medicin tilfældigt.
Eva rejste sig med skålen, men da hun vendte sig om, opdagede hun Adrians pludselige tilstedeværelse. Han lænede sig mod badeværelsesdøren, hans skarpe øjne fyldt med nysgerrighed.
"Hvad laver du?"
Evas hjerte sprang et slag over, og et glimt af panik krydsede hendes øjne.
Adrian tog et par skridt frem, greb hendes håndled og pressede hende mod væggen, hans blik fastlåst på hende, hans udtryk gradvist mere alvorligt.
"På det seneste har du opført dig mærkeligt. Hvorfor vil du ikke tage indsprøjtninger eller drikke medicin?"
"Jeg har ikke lyst. Er det et problem?" Eva mødte hans blik og forsøgte hårdt at bevare et roligt udtryk.
Hun var gravid, men hun kunne ikke lade Adrian vide det nu. Hvis han opdagede sandheden, kunne hun ikke forestille sig konsekvenserne!
Men Adrian syntes at have bemærket hendes mærkelige opførsel.
"Eva, i går på klubben, da du ventede på mig, var der noget, du ville fortælle mig?" Adrian løftede hendes hage og stirrede ind i hendes øjne. Han missede ikke nogen ændring i hendes udtryk.
Eva frøs. I går havde hun lige fundet ud af, at hun var gravid og havde tænkt på at overraske Adrian, men så vendte Vivian tilbage...
Hun bed hårdt i sin underlæbe, koldsved brød ud på hendes ryg.
Skulle hun fortælle Adrian om graviditeten?
Næste episode preview: Gæt hvad Adrians reaktion vil være, når han finder ud af, at Eva er gravid?