Kapitel 5
Eva ønskede ikke, at Adrian skulle vide noget om hendes graviditet. Hun havde endnu ikke besluttet, hvad hun skulle gøre med barnet.
Da Adrian hørte hendes ord, rynkede han panden dybt og drejede hurtigt bilen ind til siden af vejen.
Da Eva så dette, troede hun, at han ville have hende til at stige ud, så hun rakte ud for at åbne døren.
I næste øjeblik blev bilen låst.
Adrian stirrede på hende gennem bakspejlet med et uigennemskueligt udtryk.
"Hvorfor ville du ikke på hospitalet?"
Siden hun kom tilbage gennemblødt af regnen i går aftes, havde hun opført sig mærkeligt.
Eva samlede sig og sagde, "Hvis jeg føler mig utilpas, går jeg selv til lægen."
Ved disse ord kneb Adrian øjnene utilfreds sammen.
Vivian, der så situationen, foreslog, "Du vil ikke på hospitalet. Er du bange for hospitaler? Min ven åbnede en lille klinik, da han vendte hjem. Hvad med at du tager derhen til en undersøgelse?"
Så kiggede hun på Adrian, "Adrian, hvad synes du?"
Adrian nikkede ikke straks, men rynkede panden og sagde, "En klinik? Er den pålidelig?"
Vivian følte sig lidt flov, "Selvfølgelig, hvis den ikke var pålidelig, hvorfor skulle jeg så anbefale den? Stoler du ikke på mig?"
Efter et øjebliks overvejelse nikkede Adrian, "Så lad os tage derhen."
Eva rynkede sine fine bryn.
"Jeg..."
I næste øjeblik satte Adrian bilen i fart, og hun fik ingen chance for at afslå.
Vivian fortsatte med at overtale hende, "Eva, vær ikke bekymret. Min ven har en fantastisk personlighed og er meget tålmodig og blid med patienter. Jeg skal nok informere ham på forhånd, og vi kan diskutere det sammen. Hvad siger du til det?"
Eva sagde ikke mere, mens bilen kørte afsted.
Efter ankomsten til klinikken hjalp Vivian Eva ud af bilen og talte blidt, "Er du stadig svimmel? Hvis du har det dårligt, kan du læne dig op ad min skulder."
Vivian talte med en blid stemme, med en svag duft af gardenia, og hendes bevægelser var meget blide, mens hun støttede Eva.
Eva sænkede blikket, hendes tanker drev introspektivt.
Vivian var ikke kun smuk, men også meget dygtig. Det vigtigste var, at hun havde reddet Adrians liv.
Hvis hun var Adrian, ville hun nok også forelske sig i Vivian.
Da Vivians ven ankom, gik hun hen for at tale med ham et stykke tid. Manden, klædt i en hvid kittel, rettede endelig sit blik mod Evas ansigt, nikkede og gik hen til hende.
"Hej, du er Vivians ven, ikke? Jeg er Brian Mitchell."
Eva nikkede til ham, "Hej."
"Feber?" Brian tog et termometer frem, "Lad os tjekke din temperatur først."
Eva tog imod det.
Bagfra lød Adrians stemme, "Du ved, hvordan man bruger et termometer, ikke?"
Eva forblev tavs.
Hun ignorerede ham. Hvordan kunne hun ikke vide, hvordan man bruger et termometer?
Men på grund af hendes sygdom var hendes hoved lidt svimmel, og hendes bevægelser var langsomme.
Derefter sagde Brian, at de skulle vente et stykke tid.
Da Vivian så dette, benyttede hun lejligheden til at introducere Brian for Adrian.
"Adrian, dette er Brian, som jeg nævnte for dig i telefonen. Han er ekspert i medicin, men han foretrækker frihed, så han åbnede denne klinik, da han vendte hjem. Brian, dette er Adrian, han er..."
Hun tøvede et øjeblik og sagde så genert, "Min ven."
"Ven?" Denne titel fik Brian til at løfte et øjenbryn. Hans blik gled uvilkårligt over Evas ansigt, før det vendte tilbage til Adrian, "Hej, jeg er Brian. Rart at møde dig."
Efter et stykke tid rakte Adrian endelig hånden frem for at give Brian et let håndtryk, "Adrian."
"Det ved jeg."
Brian smilede mystisk og sagde noget tvetydigt, "Jeg hører ofte Vivian tale om dig. Hun taler meget højt om dig."
"Brian..." Vivians ansigt blev straks lyserødt, som om hun var blevet afsløret.
"Hvad? Sagde jeg noget forkert? Roser du ham ikke ofte foran alle?"
"Okay, stop."
Mens hun talte, kastede Adrian et blik på Eva.
Hun sad der stille, med øjenlågene let sænkede, og et par bløde hårstrå faldt over hendes pande, dækkede hendes øjne og skjulte alle hendes følelser.
Hun sad der stille, distanceret, som en udenforstående.
Adrians ansigt blev straks mørkere.
Fem minutter senere tog Brian termometeret og rynkede panden, "Temperaturen er lidt høj. Lad os give dig en indsprøjtning."
Eva løftede hovedet og sagde, "Ingen indsprøjtning."
Da han hørte dette, kastede Brian et blik på hende og smilede så, "Er du bange for smerte? Bare rolig, jeg er meget blid."
Vivian nikkede også enig, "Ja, Eva, din sundhed er vigtig."
Eva rystede på hovedet og insisterede, "Jeg vil ikke have en indsprøjtning eller medicin."
Hendes stædighed fik Adrian til at rynke panden.
"Så kan vi kun bruge fysisk nedkøling. Jeg henter nogle ting. I mellemtiden kan du bruge et vådt håndklæde til at køle dit hoved. Lad ikke feberen blive værre."
Da Brian gik, sagde Vivian, "Jeg går også med og hjælper."
Da de var væk, var det kun Eva og Adrian tilbage i rummet.
Eva følte sig svimmel.
Hun ville hente et vådt håndklæde for at køle sig ned, men hun havde ingen kræfter overhovedet.
I det øjeblik, hvor Adrian, som for det meste havde været tavs, pludselig fnøs to ord.
"Drama queen!"