Kapitel 8
Hvorfor ville han sige det? Mine følelser for Felix var ægte. Felix' følelser for mig var ægte. Han kunne ikke slette det med denne udtalelse om teenage umodenhed.
"Det var ægte, Tommy." Jeg indså ikke, hvor skarp min tone var, før hans øjne blev lidt større, og han tog et skridt tilbage.
"Hold da op," Han løftede hænderne i forsvar, "Undskyld, Flora. Jeg mente ikke at angribe dit forhold."
"Undskyld." mumlede jeg.
"Hvad skete der så med ham?"
Jeg slikkede mine læber, før jeg svarede. "Vi, øhm..." Jeg sukkede. "Livet skete, tror jeg."
Han rynkede panden, men pressede ikke yderligere. Hvad var der egentlig sket? Hvordan kunne jeg kondensere det til en sætning, en lille forklaring? Hvordan skulle jeg forklare det til Felix uden at vende hele mit liv på hovedet?
Tommy og jeg delte en cigaret, før vi kørte hjem. Jeg var begyndt at ryge for et par måneder siden. Jeg havde ikke ønsket det, men det var gået fra at ryge med ham nogle gange til at have købt en pakke til mig selv. Jeg vidste, jeg ikke burde gøre det, men det var okay, jeg ville alligevel ikke leve så længe.
Jeg kæmpede med at få dagligvarerne op til min lejlighed alene, og Tommy tilbød at hjælpe, men jeg måtte afslå. Far ville stille for mange spørgsmål, og han ville finde på en historie om, hvordan jeg havde sex med Tommy for penge eller noget sindssygt som det.
Efter jeg endelig kom op, begyndte jeg at pakke dagligvarerne ud og placere dem i vores lille køleskab og resten i det lille skab, vi kaldte vores spisekammer. Jeg kunne høre fjernsynet brage i baggrunden, mens far så en basketballkamp.
"Laver du aftensmad?" råbte han fra stuen.
"Ja." råbte jeg tilbage. "Bare et øjeblik, far."
Han svarede ikke, men efter et par sekunder så jeg ham gå ind i køkkenet. Han greb en flaske vand fra køleskabet og drak næsten halvdelen. Han vendte sig mod mig og begyndte at kigge gennem de brune poser med dagligvarer på bordet. Jeg gav ham ikke meget opmærksomhed, tænkte han ledte efter noget.
"Hvor er mine cigaretter?"
Åh nej.
Mit hoved rykkede op for at møde hans blik. "Jeg er så ked af det, far, jeg glemte det. Jeg går og henter dem nu."
Jeg ønskede og ønskede og ønskede, at denne lille fejl, jeg havde lavet, ikke ville eskalere. Jeg håbede og bad om, at han ville lade det gå og ikke falde ned i et øjeblik, hvor han blev super vred over noget meget småt, nogle gange uden nogen åbenbar grund.
"Du er så fandens dum, Flora." Han rakte ud og greb mit hår, hans fingre snoede sig i det. Jeg klynkede. "Far." hviskede jeg. "Jeg er ked af det. Jeg glemte det. Jeg mente det ikke, jeg sværger."
Hans greb strammede, og jeg udstødte et smertens skrig. "Jeg ved, hvorfor du glemte det." hvæsede han. Hans ånde lugtede af alkohol. Billig whisky, som han altid drak. "Fordi du horer med den skide nabodreng. Spreder dine ben for ham, hva?" Hans tone var hård, hans ord hårdere. "Du elsker at være en luder, gør du ikke? Du er ligesom din mor. Vil give det op til enhver idiot, der giver dig en skilling for det."
"Tal ikke sådan om mor," sagde jeg til ham. Jeg kunne tage alle de fornærmelser, han kastede efter mig. Jeg var ligeglad, om han kaldte mig en luder, en tøs, hvad som helst. Men han kunne ikke sige det om mor. Ikke når hun havde givet alt til ham. Og især ikke nu. Han kunne ikke vanhellige og vanære hendes minde sådan. Hun fortjente det ikke.
Jeg så ikke slaget komme, men jeg mærkede det. Åh, jeg mærkede det. Jeg bøjede mig i smerte, holdt mig for øjet, stadig følende hans knytnæve der. Jeg kunne mærke mit øje dunke. Det gjorde så ondt, det gjorde så ondt. Jeg havde knap tid til, at smerten kunne aftage, før far greb min arm, rev den væk fra mit ansigt og tog den lille smule lindring, det gav mig. Han vred den bag min ryg, trak mig tæt på ham, indtil han hvæsede i mit ansigt, "Tal ikke tilbage til mig."
Mit højre øje dunkede. Jeg kunne knap se noget – kun små lys partikler, bogstaveligt talt som at se stjerner, og en sort tåge. Jeg vidste, det ville danne et blå mærke. Jeg skulle finde på en anden undskyldning for det. Hvor meget makeup kunne jeg tage på? Hvor mange blå mærker kunne jeg skjule?
Far slap min arm og skubbede mig pludselig væk, og min hofte ramte bordet med et bump. Fantastisk, endnu en skade. Jeg holdt mig for hoften med min højre hånd og for øjet med den anden.
Far greb det nærmeste, han kunne finde – det var et glas vand, og kastede det på gulvet. "For fanden!"